Det var i maj 2018. Jeg havde hentet min datter i børnehave, og jeg kunne mærke, at hun var trykket. Vi kom hjem, og jeg husker ikke præcis, hvad der udløste det – sikkert en eller anden detalje, for eksempel at jeg lagde tre skiver agurk på hendes leverpostejmad i stedet for to. Hun blev vred, og for første gang rakte hun tunge ad mig og råbte: ”Dumme far!”. Så smækkede hun døren til stuen hårdt i. Da jeg stod der med hendes ord rungende som et ekko og den lukkede dør mellem os, gik det op for mig, hvad det vil sige, at Gud er min far.
Indtil da havde jeg forstået det med intellektet. Jeg kunne forsvare Gud mod alverdens angreb fra mennesker, som mente, at Gud må være ond, når der sker så meget ondt i verden. Jeg kunne forklare, at Gud har skabt mennesket med en fri vilje, fordi han elsker os, og kærligheden kan ikke overleve, hvis der ingen frihed er. På den måde er synden og det onde kommet ind i verden. Alt det vidste jeg med min fornuft. Men det var min datters vrede, der fik mig til at mærke med hjertet, at Gud er den far, jeg kan skælde ud på og blive vred på, også selvom han ikke er skyld i den smerte, jeg bliver udsat for.
Min datter rettede sin vrede mod mig, fordi jeg er hendes far. Jeg har klippet navlestrengen, hun har ligget på mit nøgne bryst, da hun var spæd, jeg har skiftet hende, lullet hende i søvn og været der hos hende altid. Og det fik mig til at forstå, at Gud er den far, jeg kan komme til med min største glæde og min dybeste sorg. Den, jeg retter min vrede mod, og hvis skulder jeg kan græde ud ved.
Det var en kæmpe forløsning at forstå det. Det åbnede for en helt ny glæde og frihed i min relation til Gud og i mit liv. I mine relationer til mine nærmeste og i mit virke som sanger, skuespiller og formidler kan jeg give slip på en ny måde. Jeg tager også lettere på tingene, samtidig med at jeg tør tage mere ansvar og også sætte grænser. Tidligere påtog jeg mig alt for meget og undskyldte samtidig for alting. Jeg tror, det stammer fra min barndom, hvor jeg som skilsmissebarn har tillagt mig nogle uheldige ”kamæleon-gener”.
Mine forældre blev skilt, da jeg var et år, og jeg boede en uge hvert sted, men i de perioder, hvor det blev slemt hos min mor, var jeg kun hos min far. Min mor fik senere tre børn mere med to forskellige mænd. En af mændene var voldelig og misbrugte og manipulerede hende. Jeg blev klar over, at noget var galt, da en af mine brødre brød sammen og fortalte, at han havde hørt vores mor sige til sin kæreste, at han ikke måtte slå hende foran min lillebror. Jeg kunne ikke rumme det, jeg fik at vide, og fortrængte det på en eller anden måde. Men samtidig forstod jeg instinktivt, at jeg måtte tilgive min mors kæreste. Det vidste jeg uden at kende Gud.
Jeg lærte Gud at kende, da jeg mødte min kone. Jeg havde en kulturkristen opvækst og var indtil da kun kommet i kirken ved bryllupper, begravelser og højtider. Min kone er derimod vokset op i en stærkt troende pinsekirkefamilie. I begyndelsen var deres tro grænseoverskridende for mig, og jeg var ret skeptisk. Men på en sommerlejr med kirken oplevede jeg en prædiken, som slog benene væk under mig – trods alle de forbehold, jeg som skuespillerelev havde over for andres sceneoptrædener. Prædikanten beskrev en ung mand, der var til stede i salen, og alt, hvad han sagde, passede fuldstændig på, hvad jeg havde oplevet, drømte om og håbede på. Det løb mig koldt ned ad ryggen, og det var, som om alting omkring mig blev gråt, mens jeg selv var i farver.
Bagefter gik jeg op til prædikanten og fortalte ham, at det var mig, han havde talt om, og derefter mødtes vi jævnligt og læste i Bibelen sammen. Jeg begyndte også selv at læse i Bibelen dagligt og blev overvældet over, hvordan teksterne talte lige ind i min hverdag og gav svar på dilemmaer, jeg oplevede. Efter halvandet års tid blev jeg døbt. Min svigerfar døbte mig i Vesterhavet, og min familie og mine venner var med. Det var selvfølgelig en afgørende dag i mit trosliv, men når jeg ser tilbage, kan jeg se, at jeg stadig havde en blokering, der var opstået, da jeg som barn blev konfronteret med, at min mor blev udsat for vold.
For nogle år siden lærte jeg det fulde omfang af overgrebene mod min mor at kende, og jeg måtte igennem endnu en runde med tilgivelse. På et tidspunkt var jeg af sted på seminar med de andre ledere fra Kirken i Kulturcenteret. Vi havde haft besøg af en profet fra England, som havde givet os hver en profeti, der var blevet optaget på bånd. Da vi skulle gennemgå min profeti, som jeg havde arbejdet grundigt med hjemmefra, lagde jeg pludselig mærke til ordet ”tilgivelse”.
Jeg fortalte de andre, hvad det handlede om. Så bad de for mig, og en af de andre fik en profeti, som han gav mig. Han sagde, at Gud ville sige til mig, at han havde været der hele tiden. I det øjeblik gik det op for mig, at Gud ikke bare havde været der hos mig. Han havde også været i volden og overgrebene. Da den første lussing faldt, og da min mor blev tvunget til sex og slået og sparket. Jeg brød sammen og lå i fosterstilling og hulkede og mærkede en enorm vrede mod Gud. Men samtidig vidste jeg med mit intellekt, at jeg ikke kunne give Gud skylden. Først et halvt års tid senere, da jeg stod i lejligheden og hørte ekkoet af min datters råb, forstod jeg, at Gud netop er den far, jeg kan rette min vrede imod, selvom han ikke er skyld i min lidelse.
Hvad har udfordret din tro?
Umiddelbart kunne jeg svare, at min tro er blevet udfordret af den kritik af kristendommen og de fordomme, jeg har mødt i teatermiljøet – fra homoseksuelle kolleger, der har følt sig fordømt af kirken, og fra andre, som bare har ment, at kirke og kristendom repræsenterer en forældet moral. Men det har jo intet haft med mit forhold til min far at gøre. Så jeg vil i stedet sige, at den største udfordring for min tro har været mig selv. Jeg har været den fortabte søn med de store udvortes muskler i form af ungdom, en smuk kone og en eftertragtet uddannelse, og det har forhindret mig i at møde Gud med hjertet i stedet for bare med intellektet.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Et godt åndeligt råd fandt jeg for nylig i Ordsprogenes Bog: ”Svar ikke tåben så dumt, som han spørger, for at du ikke skal komme til at ligne ham. Svar tåben så dumt, som han spørger, for at han ikke skal være vis i sine egne øjne.” For mig at se siger det, at vi altid må stikke en finger i jorden og mærke efter, hvad der er det rigtige at gøre. Det er afgørende med åndelig bedømmelse, for verden er kompleks og paradoksal, og vi må være skarpe på, hvornår vi skal sige fra, og hvornår vi skal acceptere det, vi bliver mødt med.