Advent er noget, vi altid har holdt i min familie, og første søndag i advent er for mig en mærkedag. Det er der, man må begynde at pynte op til jul, tænde lys i adventskransen, og hvor man måske går i kirke og synger ”Blomstre som en rosengård”.
I år skal min mor og jeg i kirke hos min søster, som er præst ved Eliaskirken på Vesterbro, første søndag i advent. Bagefter kan det være, at vi tager op til min fars grav. Han døde for tre år siden, og mens han levede, plejede han, min mor og vi søskende at mødes og fejre advent. Vi har sørget for at lægge gran på hans grav på Vestre Kirkegård inden advent.
De traditioner, jeg har for advent og i julen, forbinder jeg meget med min barndom og mine bedsteforældre. Min morfar, Vagn Kvist, var præst og provst i Varde i Vestjylland, og fordi vi boede i København, besøgte vi dem ofte i ferierne omkring højtiderne som påske og jul.
Jeg husker deres præstegård som kæmpestor, og det at komme der i julen var bare vidunderligt. Når vi kørte ind i Varde og så spiret af Sct. Jacobi Kirke, råbte vi: ”Der er morfars kirke!”.
Vi holdt altid jul hos dem, og jeg kan særligt huske juleaftenerne, hvor vi tog med i kirke, mens min mormor gjorde maden klar og tændte stearinlys i hele huset. Vi børn fik Anders And-blade med i kirke, så vi kunne sidde stille. Jeg var for lille til at huske min morfars prædikener, men jeg kan huske salmerne og stemningen, og at jeg syntes, det var dejligt derovre. Bagefter skulle vi stå uden for kirken og hilse på hele Varde, og så gik vi samlet over til præstegården, hvor der var peanuts og martini til de voksne. Og så fortalte min morfar historier om Ringeling, som var en lille trold, han selv havde opfundet. Ringeling var en drillepind, der drillede de voksne, og historierne fik både børnene og de voksne til at grine.
Jeg er ud af en præsteslægt, hvor min morfar var præst, og mine to onkler og min søster Birgitte er det. Jeg var selv ikke nogen bogpige, men jeg tror alligevel, at det, at jeg blev skuespiller, hang sammen med morfar. For han var en stor fortæller.
For mig handler julen meget om familie og fællesskab, og når jeg er i kirke juleaften, tænker jeg på min far, mormor og morfar og på vores traditioner. Men det kristne budskab om lyset og Jesu fødsel har også betydning for mig, og jeg synes, det er dejligt med en god prædiken, der minder mig om det. Det gælder især i disse tider, hvor der er mange ting at blive bange for. Der synes jeg, det er godt at have min kirke. Den er et trygt rum, hvor jeg kan komme og tænke på noget andet end mig selv.
I år skal min søster prædike juleaften, så der skal jeg i kirke og høre hende sammen med min mor. Bagefter skal jeg fejre jul med min mor, søster og nogle af hendes gode venner. På grund af coronasituationen er vi nødt til at være færre samlet end normalt. Men vi skal stadig have martini og peanuts.