Som et kalejdoskop spejler Ane Kirstine Thomsens gravsten og det liv, der lå forinden, næsten alle sider af det ludfattige samfund, hvor hun hørte hjemme.
Fisker
Anton Thomsen
*4-5-1881 24-11-1950
og hustru
Ane Kirstine Thomsen
*27-1-1867 5-10-1938
Jeg er opstandelsen og livet.
Joh. 11, 25
Sådan står der på den sorte granitsten, der er rejst over hende på Vorupør Gamle Kirkegård lidt uden for fiskerlejet Vorupør i Thy ved den jyske vestkyst.
Ane Kirstine var 14 år ældre end den mand, hun deler grav med. Han var i øvrigt hendes fuldblodsfætter, deres mødre var tvillingesøstre, og deres fædre var brødre. Da de blev gift, var Anton 23 år, og han blev stedfar til 37-årige Ane Kirstines seks børn mellem 4 og 12 år.
Hendes første datter blev født uden for ægteskab og undfanget på den gård, hvor hun tjente som ung. Siden giftede hun sig først med én fisker, som druknede på havet, så med en anden, han druknede også, og til sidst med fætteren. Sammen fik de yderligere fem børn, en datter på 13 år og en søn på 22 ligger i et gravsted ved siden af forældrenes.
Alle de andre er her også: Ane Kirstines anden mand deler sin grav med to andre fiskere, der druknede med ham.
Tyve skridt mod nordvest ligger hendes far, som fik 17 børn i alt. Han vejede 120 kilo og skiftede efterhånden fiskeriet ud med krogemageri og bådbyggeri. Den første beskæftigelse førte til konstruktionen af en ny bådtype, som med tiden fik sat en stopper for de drukneulykker, der kostede hans datter så dyrt. Krogemageriet trækker tråde til Ane Kirstines umage ægteskab med sin unge fætter. For krogfiskeriet fra denne øde egn i Thy var hårdt arbejde: Hver dag skulle op mod 800 kroge renses, tørres og bedes – og det var et job for kvinder, børn og bedsteforældre.
”Ane Kirstine havde brug for en mand, der kunne forsørge hende og børnene – og Anton havde brug for en kone, som kunne hjælpe ham med fiskeriet,” konstaterer historiker Jimmy Munk Larsen om dén kærlighedsaffære i hans bog ”Begravet i Klitten – Vorupør Gamle Kirkegård” udgivet af Museum Thy.
”Klitten” er det lakoniske navn, som optræder i de tidligste beskrivelser af Vorupør fra slutningen af 1600-tallet. Det passer stadig. Kirkegården blev anlagt et par kilometer øst for byen i 1878 sammen med en kirke, hvoraf kun våbenhuset står tilbage i dag. For snart blev en ny kirke opført inde i byen, og efter kun 50 års brug blev den gamle kirkegård udfaset i 1925.
Helt ensom ligger den på klitheden skærmet mod nord, syd og vest af vindhærgede træer. Man finder et uventet helle, når man træder herind: Pludselig dør vinden, og solen føles varm mod huden.
Det er, som er man revet bort fra livet nu og her, og som en tidslomme er stedet kendt i de kredse i Danmark, der værner om kirkegårdsmiljøer som lokalhistoriske skatkamre.
”Kirkegården er i stort omfang uændret, siden den blev forladt, og derfor afspejler den meget tydeligt et helt særligt miljø gennem en afgrænset periode på 50 år. Sådan nogle tidslommer er der ganske få af i hele landet,” siger Mogens B. Andersen, kirkegårdskonsulent i Aalborg Stift, mens Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur, anslår, at der kun findes 40-50 kirkegårde af den slags i hele landet.
Her er Ane Kirstine Thomsen forbundet som i et rodnet med de andre gravlagte og med tragedier og hændelser, der formede hendes samfund, og gravpladsen bærer også vidnesbyrd om livssynet og indstillingen til tilværelsen i et af Danmarks mest isolerede og fattige samfund på den tid.
Et bibelvers fra Johannesevangeliet står som en underskrift på hendes og ægtemandens gravsten såvel som på de fleste andres, påpeger Jimmy Munk Larsen.
Han er indfødt i Vorupør og trevlede skæbnerne på gravstenene op i sit historiespeciale fra Aalborg Universitet i 2014.
”Fra venner i Vorupør” står der også på mange sten, for her måtte hele samfundet spæde til, når udgifterne til en sten skulle bekostes.
Missionen og fattigdommen var to dominerende kræfter i tilværelsen, men mens missionen kom i 1880’erne, var armoden der længe inden. Beretninger om fiskernes usle levned blev indsamlet, efter vækkelserne havde fået tag i samfundet, og på den måde skal de læses: som skildringer, der har til formål at stille det ikke-vakte samfund i et dårligere lys.
Men, siger Jimmy Munk Larsen:
”Fortællingerne om blandt andet druk blandt mænd, kvinder og børn er så vedholdende, at de ikke er kommet ud af ingenting. Den værste historie, jeg er stødt på, handler om en mor, der en morgen lå uden for med en lille gris i en sæk og sov sin brandert ud.”
Nøgterne beviser på fattigdommen har han fundet i datidens såkaldte kreaturtællinger, hvor man opgjorde hver enkelt families ejendom. I en tælling fra 1861 skiller én familie sig ud som den fattigste blandt de fattige: Den ejede hverken køer eller får, hvilket de fleste gjorde.
Det var familien Munk med otte børn, hvor den yngste hed Jens. En dag skulle han blive sognets ”konge”, og den position står nu at læse i hans gravsted.
Jens Munk Poulsen ligger lige inden for kirkegårdens låger, og graven er imposant hegnet ind af et tungt smedejernsgitter. Bibelverset på gravstenen er særligt udvalgt fra Salmernes Bog i modsætning til versene på mange af de andre gravsten, der er i hyppig genbrug:
”Jeg udvalgte Trofastheds Vej
Jeg satte dine Domme for mig”, står der.
”Jeg læser det som om, han var en pioner, der valgte missionen og gik sine egne vegne,” siger Jimmy Munk Larsen.
Som dreng måtte Jens traske fra gård til gård med sin mor og brødre for at sælge fisk, som de bar i kurve på ryggen, mens han indigneret følte bøndernes ringeagt for de fattige kystfolk. Som ung blev han forlovet med Maren. Hun var krodatter fra nabobyen Stenbjerg, og hendes far betalte for et ophold på højskole for svigersønnen, som var åbenlyst begavet.
Men på højskolen blev Jens Munk Poulsen åndeligt vakt, og det brød svigerfaderen sig ikke om – han drev jo kro og solgte alkohol. Derfor blev det ved hjælp af indsamlinger blandt de fattige fiskerfamilier, at Jens Munk Poulsen fik klinket sammen til en seminarieuddannelse og i 1884 blev uddannet lærer.
Det var ham og hans Maren, der fik missionen til at slå rod i Vorupør. Men han fik også sat fiskeriet i nye rammer, da han i 1887 tog initiativ til at danne ”Vorupør Fiskercompagni”.
”En art kommunisme,” skrev polarforskeren Ludvig Mylius-Erichsen senere om forretningsmodellen – men den var nu ikke var mere social, end at også denne flig af himlen kun stod åben for de frelste, det vil sige det missionske samfund:
”Enhver, som ønsker at være Medlem af Compagniet, må derfor KENDELIG være en Ven af Guds Børns Samfund”, som der stod i vedtægternes punkt 2.
I kompagniet fiskede man til én fælles pulje, og overskuddet blev ligeligt fordelt, uanset hvem der fangede mest, forklarer Jimmy Munk Larsen. Sammen var fiskerne stærkere, blandt andet når de skulle købe både og andet udstyr, og de kunne eksportere fangsten i stedet for at sælge den ad hoc på stranden eller ved at gå fra gård til gård med fiskekurv på ryggen. Kompagniet hjalp fiskerne til at ranke ryggen, så man på Ane Kirstines mand Anton Thomsens gravsten fra 1950 endda ser inskriptionen ”fisker”, en titel man tidligere ikke brystede sig af, siger Jimmy Munk Larsen.
Langs kirkegårdens læhegn længst mod vest står én af flere gravsten, hvor ingen forklaring er nødvendig udover de otte navne, der deler samme dødsdag: 26. marts 1885.
Det var en smuk dag til fiskeri: Alle både i Vorupør var taget på havet. Men op ad formiddagen slog vinden om og tog til i styrke. Ude på havet blev flere både fanget og kunne ikke lande i den hårde brænding. Man fik meldinger fra Stenbjerg: Dér var to fiskere druknet og lidt efter to mere. I Vorupør blev redningsbåden sendt på havet. Den samlede ti fiskere op fra tre både – men kæntrede så i brændingen.
”Aarerne gik i Vejret”, da båden blev vendt på hovedet, lyder en øjenvidneskildring af begivenheden. Fiskeren Niels Jensen Munk på 37 år var to gange oppe på redningsbådens køl, men blev skyllet tilbage i havet og magtede ikke et tredje forsøg. En anden fisker Kristian Bak Konge Christensen lå i vandet. Med den ene hånd holdt han fast i båden og med den anden i sin søn på 17 år.
”En tid lå de sådan, men kræfterne svandt, og faderen måtte give slip på sønnen, som kort efter druknede sammen med broderen Knud Kristensen,” lyder en skildring.
Knud var 18 år, og de to brødre var ulykkens yngste ofre. Deres far overlevede.
Mens otte fiskere drev døde i land ved Vorupør, var 18 sejlet nordpå for at forsøge at lande et mere sikkert sted. I 12 timer vidste ingen i fiskerlejet, om de var druknet eller havde klaret den. Byen ville være så godt som tømt for mænd, hvis også de var døde:
”... thi her i Søndre-Vorupør var der kun tre Mænd tilbage, ikke engang nok til at varetage det fornødne med Hjemkørslen af de 8 Lig,” skrev Jens Munk Poulsen, sognekongen, om ventetiden.
Endelig kom der bud fra Thisted: Alle 18 mand var kommet godt i land nordpå.
På gravstenen over de otte døde står der skrevet:
”Syndens sold er døden
Men Guds Naadegave er et evigt Liv i Kristus Jesus Vorherre.”
”Den 26. marts straffede Gud Vorupør, men viste også sin nåde,” tolker Jimmy Munk Larsen teksten.
Nogle år senere i 1893 druknede 48 mand på den 60 kilometer lange strækning mellem Klitmøller i Thy og Harboøre syd for Limfjorden i den såkaldte Harboøre-ulykke – for værst gik det ud over Harboøre, hvor 26 mand druknede.
Kristeligt Dagblad opstod som reaktion på den ulykke. Københavner-pressen dækkede den intenst og slog især ned på en legendarisk begravelsestale af præsten Moe, som – lidt à la gravstenen fra 1885 i Vorupør – blandt andet talte om synd og straf. Men mange blandt de lokale følte sig fejlagtigt gengivet af de tilrejsende journalister og så et behov for en kristelig avis. Tre år senere blev Kristeligt Dagblad til.
Vorupør mistede to mand ved Harboøre-ulykken. Men tragedierne bragte også mere timelige forandringer med sig end de nye omvendte, som missionen havde held til at få i folden.
Allerede én måned efter ulykken i 1893 sendte sognekongen Jens Munk Poulsen en ansøgning til Indenrigsministeriet. Han bad om – og fik – 1000 kroner til at få bygget en ny type fiskerbåd, som var tegnet af bådbyggeren Kresten Thomsen – far til Ane Kirstine med de mange ægtemænd.
Den nye bådtype var med dæk og adskilte sig på den måde fra de åbne både, der havde været brugt under de mange ulykker. Heftige brodsøer kunne nu skylle hen over dækket, hvor fiskerne før fik båden fuld af vand og måtte øse. Bådtypen var også større og mindre tilbøjelig til at kæntre.
Dæksbåden blev hurtigt en succes. Allerede fem år senere var der 15-20 dæksbåde i Thisted Amt, oplyste Jens Munk Poulsen i en korrespondance med ministeriet. I 1908 var der ikke én eneste større, åben båd tilbage på kysten, og de store drukneulykkers tid var forbi.
Den sidste druknede fisker på Vorupør Gamle Kirkegård ligger i det sydøstlige hjørne. Hans gravsted er markeret af en rektangulær ramme af cement ligesom de fleste andre grave på kirkegården. Her er ingen beplantning, kun klithedens nøjsomme mos. En lille marmortavle hviler i skrående stilling på et par stumper cement foran gravstenen i granit:
”Et kærligt farvel fra dine brødre”, står der med sorte bogstaver på det gråslidte marmor.
Den gravlagte er Kresten Hansen Nielsen, ”forulykket paa Havet” i en alder af 33 år, kan man læse på granitstenen. Han druknede den 27. oktober 1921.
Hans far druknede i øvrigt også på havet tyve år tidligere. Han ligger lidt længere mod vest i en fællesgrav med to andre fiskere, der mistede livet samme dag.
Den ene af dem var Ane Kirstine Thomsens anden ægtemand.
Vorupør Gamle Kirkegård ligger på Kapelvej 2, 7700 Thisted. Jimmy Munk Larsens bog ”Begravet i Klitten - Vorupør Gamle Kirkegaard” kan købes via Museum Thy.