Hvis man synes, at bølgerne kan gå højt i den folkekirkelige debat i dag, er det småting i forhold til, hvad de gejstlige skændtes om på Jesu tid og århundrederne inden. Her førte et af de helt store teologiske stridsspørgsmål både til, at et folk blev fordrevet fra deres by, og at deres tempel blev lagt i ruiner.
Uenigheden gik på, hvor man skulle tilbede Gud. Mens jøderne holdt på, at Gud skulle tilbedes i Jerusalem, mente samaritanerne, en anden dominerende gruppe i datidens samfund, at det skulle ske på Garizim-bjerget i den nordlige del af det, der i dag er Vestbredden uden for byen Nablus.
Det er den strid, Jesus i søndagens prædiketekst fra Johannesevangeliet prøver at lægge låg på ved at sige, at det hverken er det ene eller andet sted. I stedet skal man ”tilbede Faderen i ånd og sandhed”, som der står.
Men hvorfra stammede uenigheden mellem jøder og samaritanere om, hvor man skulle tilbede Gud? Ifølge Ingrid Hjelm, teologisk lektor emeritus og ekspert i samaritanerne, bundede striden i forskellige udlægninger af en bestemt passage i Femte Mosebog i Det Gamle Testamente. Mosebøgerne er nemlig helligskrifter for både jøder og samaritanere, også i dag.
”Der er en gammeltestamentlig tradition for, at Gud kun skal dyrkes ét sted. Den stammer især fra Femte Mosebog kapitel 12, hvor det understreges, at Gud vil udvælge det sted, hvor man skal ofre til ham. Uenigheden går så på, om Gud i den tekst allerede har valgt stedet, eller om det først bliver åbenbaret senere,” siger hun.
I en samaritansk tradition ser man bagud i Mosebøgerne, hvor Garizim-bjerget flere gange bliver beskrevet som et særligt, velsignet sted, forklarer Ingrid Hjelm.
Og bjerget har da også i adskillige århundrede været centrum for en kultdyrkelse, hvor der i 500-tallet f.Kr. blev bygget et stort tempel på bjerget.
Derudfra voksede en større tempelby, Luzah, med op mod 10.000 indbyggere, der udviklede sig til samaritanernes centrum.
Jøderne ser derimod anderledes på teksten i Femte Mosebog, siger Ingrid Hjelm. Her mener man, at stedet for gudsdyrkelsen først blev udvalgt, da Kong Salomon byggede et tempel i Jerusalem, hvilket blandt andet bliver beskrevet i Første Kongebog kapitel 8.
”Hele striden går dermed på, om teksten i Femte Mosebog peger fremad eller bagud i tiden,” siger Ingrid Hjelm.
Hun forklarer, at de to templer på henholdsvis Garizim og i Jerusalem begge har været Jahve-templer, og at den religiøse praksis de to steder efter al sandsynlighed har været ret ens og fulgt samme offerregler.
Striden om det rigtige sted at tilbede Gud tog til over årene og blev i det andet århundrede før Kristus så voldsom, at det kulminerede med, at templet på Garizim-bjerget blev ødelagt.
”Der opstod en regional opstand, den hasmonæiske opstand, hvor hasmonæerne gennemførte en centralisering af al magten i Jerusalem. Det betød, at kultdyrkelsen skulle centraliseres og kun måtte finde sted i Jerusalem. Det betød også, at man fik alle skatteindtægterne ind til Jerusalem,” siger hun.
Konsekvensen blev, at templet på Garizim-bjerget blev ødelagt, tempelbyen brændt og folk fordrevet fra bjerget i år 110 f.Kr. Hadet mellem jøder og samaritanerne fortsatte mange år fremover, og striden om, hvor man skulle tilbede Gud, eksisterede stadig på Jesu tid og bliver behandlet flere gange i Det Nye Testamente.
”Både Johannesevangeliet og Lukasevangeliet prøver at skabe forsoning mellem jøder og samaritanere ved at sige, at det kan godt være, I har jeres gamle uenigheder, men i kristendommen kan i forenes og lade fortiden være. I alle evangelier demonstrerer Jesus, at Gud findes overalt: Han beder, møder Gud og gør Guds gerninger alle vegne,” siger Ingrid Hjelm.
Senere blev også templet i Jerusalem lagt i ruiner, dog ikke af samaritanerne, men af romerne i år 70 under den første jødisk-romerske krig.