Prøv avisen

Slægtens smerte blev sonet i bøn

Pastor Lars Messerschmidt beder for tilgivelse af slægtens synder til forsonings- og helbredelsesmessen. I baggrunden ses Thomas Halle, der er lægmand og en del af holdet bag de særlige messer. – Foto: Leif Tuxen

Forsonings- og helbredelsesmesse er et nyere fænomen i den katolske kirke, som handler om at bede for helbredelsen af hele sin slægt. Kristeligt Dagblad var med til messe i Jesu Hjerte Kirke i København

Der var en slående ro til messen i den katolske Jesu Hjerte Kirke ved 19-tiden fredag aften. Mens omkring 35 kirkegængere sad stille i kirkerummet og ventede på, at pastor Lars Messerschmidt skulle blive færdig med at lytte til skriftemål i sin boks bagerst i kirken, fór livet forbi udenfor i Vesterbros gader: Biler med dunkende høj musik, røglugt fra værtshusenes udluftningskanaler og kvinder med alt for bare ben for årstiden på gadehjørnerne.

Men inde i Jesu Hjerte Kirke var verden sat på pause. Siden 2007 har forsonings- og helbredelsesmesserne i kirken trukket et fast publikum af både katolikker og andre til to en halv times bøn og refleksion én gang om måneden.

Konceptet har fundet sin danske form, efter at pastor Lars Messerschmidt var til et møde for eksorcister i Polen og mødte en præst fra det borgerkrigsplagede Serbien.

”Messen blev holdt i domkirken hver måned, og folk strømmede til. Behovet for religiøs og etnisk forsoning var umådeligt og århundred- gammelt. Der skete virkelig mange mirakler, både åndelige og fysiske,” siger han.

Klokken lidt i syv var Lars Messerschmidt stadig i skriftestolen, men kom ud, da en ung kvinde med brune øjne og bølget hår havde afsluttet sit skriftemål. Kvinden lagde en lille lap papir i en kurv bagerst i kirken, før hun tog plads på en bænk. Dette var hendes første messe af denne slags, fortalte hun.

”Jeg beder for, at min far må omvende sig og acceptere min kommende ægtemand,” sagde hun med et forsigtigt smil.

Til helbredelses- og forsoningsmesse skriver alle, der har lyst, en lille bøn på papir, som i løbet af gudstjenesten bliver bragt op til alteret, så der kan blive bedt forbøn.

I kirkerummet var både mænd og kvinder, men flest kvinder. En ung fyr i læderjakke og cowboybukser sad længe og så forpint ud med panden mod ryglænet på bænken foran, mens en asiatisk kvinde på de forreste rækker sad ret op og ned under det hele.

Fra alteret ledte Lars Messerschmidt messen. Der blev velsignet salt, olie og vand, men helt i centrum var en række bønner, der både var stilet til kirkegængerne og deres forfædre og -mødre.

En række forsagelser blev læst op: Af teknomusik og okkulte computerspil, men også mere klassiske synder som hovmod og forfængelighed.

”Forsager I fuldstændig og for altid dette på vegne af jeres forfædre både på fædrenes og mødrenes side? Og for jeres kommende slægt?”, spurgte Messerschmidt.

”Ja, jeg forsager,” svarer menigheden i kor.

Som forberedelse til messerne kan man få hjælp til at tegne et slægtstræ, hvor man kan afsløre de steder i slægten, der har haft traumer, problemer og destruktive mønstre.

Man kan tale teologisk om en slags slægtsarvesynd, forklarer pastor Lars Messerschmidt.

”Både velsignelse og forbandelse – eller straf – rammer ikke kun individet, men har en kollektiv dimension. Det er en forståelse, som er meget fremmed for det moderne menneske, som har mistet sine rødder og dermed en del af sin identitet,” siger han.

”Det kommer også til udtryk i begrebet ’social arv’, at vort familieliv i generationer har en direkte og indirekte indflydelse på vor opvækst. Man kan udtrykke det sådan: Hvis en af stamforældrene har været rigtig ond, hvilket desværre ofte er tilfældet, og nu er død, har han så efterladt sig en ubetalelig gæld til sin slægt? Gælden går videre i arv og belaster åndeligt og menneskeligt de efterfølgende generationer.”

Da messen var afsluttet med et fælles Ave Maria, fortalte en kvinde i lyserød uldfrakke og gummisko, at hun havde bedt for sin familie og sine kære, især for sin gamle demente mor.

”Jeg har været her en del gange og bedt for min voksne søn. Han har nu lagt sin sygdom bag sig, og det takker jeg for,” sagde hun, før hun gik med resten af forsamlingen ud på gaden, hvor neonlysene nu stod klare i mørket, mens en enkelt solsort sang foråret ind fra sin gesims.

Kirkegængerne havde medbragt vand, olie og salt, som blev placeret ved siden af alteret og velsignet af Lars Messerschmidt. – Foto: Leif Tuxen