Slangen snor sig som en rød tråd gennem Bibelen

Det kristne billedsprog myldrer med slanger, og når Jesus sammenligner sig selv med en slange i søndagens tekst, benytter han en særlig symbolik, der begynder med Adam og Eva og slutter med dommedag

Allerede fra beretningen om Adam og Eva finder slangen ind i Bibelen. Her ses den over parret på et maleri af Lucas Cranach den ældre, der hænger på Nationalgalleriet i Prag.
Allerede fra beretningen om Adam og Eva finder slangen ind i Bibelen. Her ses den over parret på et maleri af Lucas Cranach den ældre, der hænger på Nationalgalleriet i Prag. Foto: Ritzau Scanpix

Der er både fisk, fugle, får, ulve og løver i Bibelen. Men en helt særlig rolle har slangen, vurderer Kurt E. Larsen, professor i kirke- og missionshistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus.

”Slangen er et hyppigt og komplekst symbol. Nogle gange fungerer slangen som et redskab for Satan, og andre gange er den symbolet på Satan selv. Men overordnet fungerer den som en rød tråd, der binder Bibelen sammen,” siger Kurt E. Larsen.

Det benløse krybdyr har også en funktion i søndagens tekst, hvor Jesus forudsiger sin egen korsfæstelse med en reference til slangen:

”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham,” fortæller Jesus til farisæeren Nikodemus ifølge Johannesevangeliet.

For at forstå, hvorfor Jesus sammenligner sig med en slange, og hvilken symbolsk tradition Jesus indskriver sig i, skal vi tilbage til Første Mosebog:

”Slangen er det første dyr, der beskrives mere indgående i Bibelen. Det forklares, at slangen er skabt af Gud, og allerede her er Bibelen nyskabende. I andre, samtidige mellemøstlige mytologier var slangen ofte en selvstændig kraft i modsætning til det gode. I Bibelens begyndelse er slangen underordnet Gud som en af hans egne skabninger – godt nok en ondskabsfuld og snedig skabning,” siger Kurt E. Larsen.

Der går ikke lang tid fra den snedige slange er introduceret i Bibelen, til den får lokket Eva til at spise af den forbudte frugt og medfører syndefaldet og menneskets bortvisning fra Paradis. Herrens straf over slangen er streng og ubønhørlig:

”Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og blandt alle vilde dyr. På din bug skal du krybe, og støv skal du æde, alle dine dage. Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen,” står der i Bibelen.

Dette fjendskab mellem menneske og slange går som et ekko gennem Bibelen, og mennesket behøver guddommelig hjælp for at undertvinge slangen. Det sker for eksempel i Anden Mosebog, hvor Moses får evnen til at forvandle sin stav til en slange, som han tager op ved halen, hvorpå den igen bliver en stav.

Med staven forsøger Moses at overbevise farao om at frigive israelitterne. Og Moses må igen få Guds hjælp til at undertvinge slangen, da han senere fører israelitterne bort fra Egypten gennem ørkenen:

”Undervejs mistede folket tålmodigheden og talte mod Gud og mod Moses: ’Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde.’ Men Herren sendte slanger, som bed folket, og mange israelitter døde. Da kom folket til Moses og sagde: ’Vi har syndet, for vi har talt mod Herren og mod dig. Bed til Herren om, at han skal fjerne slangerne fra os!’ Moses bad for folket, og Herren sagde til Moses: ’Lav en slange og sæt den på en stang! Enhver, der er blevet bidt, og som ser på den, skal beholde livet.’ Så lavede Moses en kobberslange og satte den på en stang; hvis nogen så blev bidt af en slange og rettede sit blik mod kobberslangen, beholdt han livet.”

”Gud straffer israelitterne, men giver samtidig Moses et redskab til at modgå straffen. Ved at sætte kobberslangen på sin stav har Moses ydmyget og undertvunget slangen rent symbolsk. Men slangen fæstnet på staven er selvfølgelig også et symbol, der peger fremad – mod Jesus på korset, ” siger Kurt E. Larsen.

Det er denne fastnaglede, eller ”ophøjede” slange i ørkenen, som Jesus refererer til i søndagens tekst, hvor han forudser sin egen korsfæstelse:

”Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham,” siger Jesus.

”Det er en bemærkelsesværdig sammenligning, men symbolikken er tydelig. Ligesom slangen i ørkenen er Jesus ydmyget og gjort afmægtig for at redde mennesket,” siger Kurt E. Larsen.

Slangesymbolikken forsætter gennem Bibelen, for eksempel i Apostlenes Gerninger, da Paulus strander på Malta på sin vej til Rom, og en slange bider ham i hånden:

”De indfødte ventede, at han ville svulme op eller pludselig falde død om; men da de havde ventet længe og så, at der ikke var sket noget med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud,” beretter Bibelen.

Sidste gang, slangen dukker op, er i Johannes’ Åbenbaring, og denne gang optræder den som navn på Satan selv i kamp med englene:

”Den blev styrtet, den store drage, den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden – styrtet til jorden, og dens engle blev styrtet ned sammen med den.”

”På den måde er der en rød tråd fra slangen, der forårsager syndefaldet, over israelitternes pinsler, Jesus korsfæstelse, disciplenes færd og til verdens afslutning, hvor slangen, som ondskaben selv, endelig destrueres,” siger Kurt E. Larsen.