I Vesterbro Sogn i København samarbejder 14 præster, 25 menighedsrådsmedlemmer og godt 30 kirkefunktionærer om at tilbyde alt fra babysalmesang til mindfulness-gudstjenester for sognets over 44.000 indbyggere. På Bågø ved Assens forsøger fem kvinder at holde menighedsrådet kørende i et sogn med 24 beboere.
De to sogne repræsenterer hvert sit yderpunkt i den danske folkekirke, når det kommer til indbyggertal. Og skellet mellem store og små sogne bliver generelt større, hvilket ikke kun kan udfordre de enkelte sogne, men folkekirken generelt.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der 13 sogne med over 15.000 indbyggere i begyndelsen af 2007. I 2016 var antallet af store sogne vokset til 25. Samtidig har 617 sogne, mere end hvert fjerde sogn, i dag under 500 indbyggere, hvilket er knap 100 flere end i 2007, hvor antallet var 531.
Særligt udviklingen i antallet af små sogne kan være problematisk, siger generalsekretær i organisationen Kirkefondet Henrik Bundgaard Nielsen. Ifølge ham er der i dag sogne med så få indbyggere tilbage, at det kan presse økonomien i folkekirken.
”Der er færre til at betale driften af kirkerne, og jeg hører en del meldinger om steder, hvor det er svært at holde kirken i gang. Men billedet er meget varieret. Udfordringerne opstår blandt andet, hvis der ikke kommer mange i kirke, eller hvis det er svært at samle et menighedsråd,” siger han og tilføjer, at det kan være en ulempe for folkekirken, hvis den bruger forholdsvis mange ressourcer på at holde små sogne i live.
”I disse år er der meget fokus på kirken på landet, men det er også vigtigt at have fokus på kirken i byen, for der ved vi, at det er sværere for kirken at få kontakt til sine medlemmer.”
Formand for Danmarks Provsteforening Jette Marie Bundgaard-Nielsen mener, at udviklingen bør medføre en folkekirkelig og politisk overvejelse om, hvornår sogne er for små til, at det kan løbe ordentligt rundt. Hun mener, at et sogns bæredygtighed også kan måles på andet end størrelse, men der findes i dag ingen grænser for, hvor små sogne må være. Og så længe politikerne ikke gør noget, er provstierne handlingslammede, siger hun.
”Som reglerne er nu, kan vi kun opfordre små sogne til at danne fælles pastorater og menighedsråd, hvis enhederne bliver for små til, at det giver mening både indholdsmæssigt, økonomisk og strukturelt. Vi kan ikke nedlægge sogne i provstiet. De er styret fra neden og skal i så fald nedlægge sig selv,” siger hun og tilføjer, at man i provstierne gør, hvad man kan for at inspirere til samarbejde og omlægninger, der både gavner indhold og økonomi.
”Men vi er også kirke i en omverden, som vi bliver nødt til at forholde os til og sammenligne os med. Politikerne ændrede provstiernes størrelse ved kommunalreformen i 2007 – men de vovede ikke at gøre noget ved sognestørrelserne. Måske er tiden ved at være moden?”.
Socialdemokraternes kirkeordfører, Karen Klint, ser gerne mere debat om struktur:
”Folkekirken har pligt til at være landsdækkende og må derfor tage stilling til vandringen fra land til by. Det kræver mange drøftelser om den landsdækkende folkekirke og livet i landsognene, før nogen beder os politikere kigge på lovgivningen. Jeg håber, vi får taget debatten og har en minister, som er med på at se på strukturen. Det er ikke nok med kortsigtede løsninger som driftsoptimering.”
Ifølge lektor i teologi på Københavns Universitet Hans Raun Iversen afspejler udviklingen blot kirkens diversitet, hvilket er positivt.
”Hvis vi ser på Finland, så har landet næsten lige så mange medlemmer som Danmark, men under halvt så mange kirker. De har kun storsogne, som er topstyrede og hierarkisk organiserede. Vi har et fladkirkeligt system, hvor meget afgøres lokalt. Det betyder, at vi får en højere grad af forskellighed, og at ingen kan lave én model for de danske folkekirker. Min tese er, at forskelligheden giver os verdens bedste missionsmodel. Vi inviteres til at være lige så mangfoldige i kirken, som vi er ellers. Bagsiden af medaljen er tendensen til handlingslammelse, hvor der virkelig er brug for reformer”.