Snart rettes der op på rodet i kalenderen

På torsdag er det skuddag, og i den anledning følger her en forklaring på vores kalendersystem

I år er det skudår, og torsdag rettes der op på det astronomiske rod i kalenderen for denne gang. Men hvorfor er der skuddag den 24. februar - og ikke den 29. februar? Det ved de hos Mayland, der lever af at producere kalendere, og forklaringen er, at februar i gammel romersk kalender var den sidste måned, som oprindelig havde 23 dage. Da kalenderen ikke passede helt godt til årstiderne, skød man somme tider en skudmåned af variabel længde ind. Siden fik man rettet så meget op på kalendersystemet, at det blot er et enkelt døgn, der er i overskud hvert fjerde år, men traditionen med at skyde det ind i kalenderen den 24. februar blev bibeholdt af Julius Cæsar i den julianske kalender, som er grundlaget for den kalender, vi har i dag. Fra gammel tid har kvinder haft lov til at fri på skuddag, og ifølge folkeviddet var alle pebermøer på frierfødder den dag. Hvis tilbuddet ikke fristede, kunne mændene dog undgå de truende udsigter ved at give den pige, de ikke ville have, 12 par handsker. Og ifølge direktør Arne Vejrum, Randers Handskefabrik, sker det - med års mellemrum - at der kommer kunder og køber 12 par handsker, og som siger, at de holder fast i den gamle skik. Men nogen livskraftig tradition er der ikke tale om. Ifølge Danmarks Statistik var der den 1. januar 1997 3783 danskere, der er født den 29. februar, og som dermed kun har fødselsdag hvert fjerde år, og det selv om de ikke engang er født på skuddag. Tallet kan siden have ændret sig på grund af dødsfald og indvandring, men ikke på grund af fødsler. Den julianske kalender blev indført i 45 f.Kr. Ud fra den forudsætning, at et solår er nøjagtigt 3651 1/4 døgn, bestemtes, at man havde tre år med 365 døgn og et fjerde - skudår - med 366 døgn. Imidlertid er et tropisk middelsolår - dvs. den tid det gennemsnitligt tager jorden at foretage en omkredsning af solen - 365,2422 døgn. Denne fejl på ca. 11 minutter medførte en afvigelse på et døgn for hver 128 år, og i 1500-tallet var fejlen blevet henved 13 døgn, hvilket gav store besværligheder for den kristne kirke, da beregningen af påsken var knyttet til forårsjævndøgn. Pave Gregorius d. 13. fik i 1582 indført den kalender, vi har nu, den gregorianske kalender. I Danmark fandt overgangen fra den julianske til den gregorianske kalender sted i året 1700 på foranledning af astronomen Ole Rømer. Det skete ved at udelade 11 dage i februar, idet mandag den 1. marts fulgte umiddelbart efter søndag den 18. februar. Den gregorianske kalender fastsætter, at alle år, der deles med fire, er skudår, dog skal år, der ender på 00, kun være skudår, hvis de deles med 400. Det gregorianske middelsolår er 24,192 sekunder længere end det tropiske, en afvigelse, der først i løbet af 3571 år vil blive til et døgn. /ritzau/