Snart skal en ny biskop findes til Aalborg Stift. Men hvem håber sognebørnene på?

Aalborg Stift er hårdere ramt af folkekirkens mangel på præster end andre stifter. Når en ny biskop tiltræder senere på året, skal vedkommende forsøge at løse det problem og samtidig værne om de 297 sognes forskelligheder, siger præster og menighedsråd i stiftet. Kristeligt Dagblad tegner her et portræt af stiftet

Aalborg Stift er præget af kontrasten mellem små afsides landsogne og store bysogne som ved Budolfi Kirke i Aalborg.
Aalborg Stift er præget af kontrasten mellem små afsides landsogne og store bysogne som ved Budolfi Kirke i Aalborg. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Man kommer galt af sted, hvis man kommer til at spørge folk fra Nørresundby, om de betragter sig selv som aalborgensere. Det er ellers en nærliggende tanke, når de to byer ligger så tæt og kun er adskilt af en lille bro. Spørgsmålet kan ødelægge den gode stemning selv blandt seks ældre kvinder, der er samlet til kaffe i sognehuset ved Nørresundby Kirke.

”Nej, det må du ikke spørge om!” udbryder tre af dem nærmest i kor, mens den ældste af dem, en 95-årig kvinde banker håndfladen i bordet i sognehuset, hvor de i dag er til det ugentlige arrangement sommer-tirsdagscafé.

Stemningen var ellers meget god inden da. Kaffekanden var fyldt, der var skåle med chokolader fra Quality Street på bordene, og snakken gik lystigt. Men de fremmødte var tydeligvis ikke glade for sammenligningen med nabobyen.

”Nørresundby er som en landsby. Når du går en tur på gaden, hilser du på alle, men i Aalborg er der ikke engang nogen, der kigger på dig. Hvis jeg møder nogen her, og de ikke smiler tilbage, siger jeg ’vor herre bevares, dit sure apparat’. De kan da smile tilbage eller i hvert fald give et nik,” siger Kristine Mors på 95 år.

Nørresundby Sogn er ét af de i alt 297 sogne, der til efteråret skal vælge en ny biskop. Og det er langtfra bare lokalpatriotisme og overdrivelse, når de ældre kvinder i Nørresundby Kirke nægter at købe påstanden om, at de lige så godt kunne være aalborgensere. Landets mest nordlige stift består nemlig af et kæmpe areal, hvor de mange sogne er vidt forskellige.

Det viser en kort tur over broen tydeligt. Her ligger Vor Frelsers Kirke midt i Aalborg og skiller sig markant ud, allerede når man åbner døren ind til bykirken.

Fra højtalere spilles amerikansk lovsangsmusik på lav volume, og i kirkens sideskib er der indrettet et loungeområde med bløde møbler, caféborde, planter, tæpper og bænke. Kirken har af stiftet fået lov til at indrette kirken alternativt, men det er ikke det eneste.

Også selve indholdet i gudstjenesterne er anderledes i denne kirke, hvor der hver anden søndag spilles rytmisk musik frem for orgelmusik, og hvor der er lavet små ændringer i liturgien for at gøre gudstjenesten mere hjemlig og mindre fremmed.

Sognet består af en høj procentdel unge mennesker, og kirken har sat sig for at forsøge også at appellere til dem, fortæller sognepræst Adam Pavlak i de bløde møbler i sideskibet.

”Vi er meget priviligeret med, at vi er et bysogn, der får lidt friere rammer til at skille os ud. Det er egentlig et forsøg på at gøre det hele lidt mere genkendeligt og nærværende for mennesker, der bor i sognet, som måske ikke er vant til at komme i kirken. Det er der mange, der godt kan lide, og der kommer både unge og ældre til gudstjenesten,” siger han.

Cirka halvdelen af medlemmerne af menighedsrådet bor uden for sognet, og ifølge Adam Pavlak gælder det også mange af de faste kirkegængere. De har valgt kirken til på grund af dens profil, ikke dens beliggenhed.

Når der engang kommer en ny biskop, håber kirkens præst, at han eller hun vil fortsætte med at give kirken frie rammer til at have en særlig profil. Selv har han endnu ikke taget stilling til, hvem hans stemme skal gå til.

”Jeg kan helt ærligt sige, at jeg ikke har besluttet mig endnu. Der er en demokratisk proces, som vi skal igennem først. Men jeg vil sige, at en god biskop har det som førsteprioritet at få mennesker ind i kirken for at høre evangeliet om Jesus og blive mødt og set af nogen i kirken. Biskoppen skal sørge for, at kirkerne og præsterne har frihed under ansvar, og skabe rammerne for, at der kan være forskelligheder inden for folkekirken. Jeg tror, at tiden er moden til, at vi kan se mange flere kirker med særlige profiler,” siger han.

Søren Holm Kristensen måtte genopslå en præstestilling til Albæk Kirke sidste år. Han er menighedsrådsformand i et af Aalborg Stifts mange landsogne.
Søren Holm Kristensen måtte genopslå en præstestilling til Albæk Kirke sidste år. Han er menighedsrådsformand i et af Aalborg Stifts mange landsogne.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

I Nørresundby Kirke indleder sognepræst Karin Kristensen i dagens anledning café-arrangementet med at spørge de fremmødte, om de har nogen holdning til bispevalget.

Ikke alle er endnu blevet bekendt med de tre kandidater, men et par spørger, om den nuværende ikke er ham fra Tørfisk. Her har de ret i, at den afgående biskop i stiftet, Henning Toft Bro, har forbindelse til orkestret Tørfisk fra Thyborøn, for hvem han skrev landeplagen ”V.L.T.J.”.

Den 95-årige Kristine Mors sad i 16 år selv i menighedsrådet i sognet og var med til at vælge Henning Toft Bros forgænger, Søren Lodberg Hvas, til embedet i 1991. Hun kender til de tre opstillede kandidater, men synes ikke, at nogen af dem har skilt sig ud endnu.

”Men jeg vil sige, at det mindste, man kan forvente, er, at de holder øje med hele deres stift, og så skulle de gerne kunne overkomme at komme på besøg i alle kirke mindst én gang om året,” siger hun og bliver afbrudt af sin sognepræst Karin Kristensen.

”Det er måske lige voldsomt nok at kræve, er det ikke? Så skal vedkommende jo besøge flere end 300 kirker om året,” siger præsten, der selv er stiller for kandidaten Annette Brounbjerg Bennedsgaard, der er provst i Horsens og formand for Provsteforeningen.

”Man går ikke galt med nogen af de tre kandidater, men jeg kan godt lide tanken om, at der kommer en udefra,” siger hun med henvisning til, at de to andre kandidater allerede arbejder i stiftet.

Mens Nørresundby Kirke kalder sig en landsbykirke i storbyen, og Vor Frelsers Kirke er en bykirke, findes der mange sogne i Aalborg Stift, der er langt fra byen. I de tyndtbefolkede sogne har de gennem de seneste år mærket konsekvensen af folkekirkens mangel på præster, der har ramt Aalborg Stift hårdere end andre.

Her er der færre ansøgere pr. præstestilling, og flere stillinger bliver genopslået på grund af for få ansøgere. Det mærkede man sidste år i Lyngså og Albæk kirker mellem Dronninglund og Sæby i det østlige Nordjylland, da de skulle have en ny præst. Albæk Kirke er hvidkalket og ligner mange andre små landsbykirker, som den stikker ud i det flade landskab på afstand, når man kører på små veje mellem marker og skov. Inde i kirken fortæller menighedsrådsformand Søren Holm Kristensen om det at skulle have ny præst.

”Vi fik kun én ansøger, men det var også en kvalificeret en af slagsen. Det eneste problem var, at hun ikke ville bo i præsteboligen herude. Hun ville gerne ind og bo i Sæby blandt flere mennesker, men vi havde lige renoveret boligen, og det var et must for os at have præsten boende i lokalområdet,” siger menighedsrådsformanden, som blev nødt til at slå stillingen op igen.

”Men så fik vi også fem ansøgere. Vi havde samtale med alle fem og fandt en, som var født og opvokset i Sæby, og det ser ud til at fungere rigtig godt.”

For Søren Holm Kristensen er det største problem ved at administrere et landsogn, at det folkekirkelige system er bureaukratisk.

”Men sådan er systemet jo bare,” siger menighedsrådsformanden, der allerede har en favorit til bispevalget.

”Jeg tror nok indtil videre, at Reinholdt er et godt bud,” siger han med henvisning til provst i Hjørring Thomas Reinholdt Christensen.

”Jeg synes, han har gjort det godt i debatter om kirkens liturgi, og jeg hørte ham prædike ved reformationsjubilæet og syntes, at han var god.”

I Nørresundby Kirke er det ikke bureaukrati eller præstemangel, der optager kvinderne ved kaffebordet. For dem handler det om at få en biskop, der fortsat vil understøtte kirkens mulighed for at være kulturudbyder. Især den 95-årige Kristine Mors er glad for de tilbud, der er i det lokale sognehus.

”Folk siger, at der ikke sker noget i Nørresundby, men så siger jeg altid, at de skal prøve at komme op i kirken. Det er en kirke, der vil noget, og der er mange spændende foredrag og højskoleaftener. Og så er det godt for sådan nogle som mig at komme til et socialt arrangement som dette, hvis man ikke har så mange andre.”