Sociale medier skal tiltrække nye præster

Aalborg Stift laver video for at få ansøgere til præstestilling. Vi kan ikke bare gøre, som vi altid har gjort, når vi står med nye udfordringer, forklarer mediekonsulent Christian Roar Pedersen

Dette billede indgår i videoen, der skal trække ansøgere til et præsteembede i Hundborg-Jannerup-Vang-Vorupør-Vester Vandet Pastorat samt til et andet kommede embede i Thy. -
Dette billede indgår i videoen, der skal trække ansøgere til et præsteembede i Hundborg-Jannerup-Vang-Vorupør-Vester Vandet Pastorat samt til et andet kommede embede i Thy. - .

En gruppe sognepræster fra Thisted Provsti tager med kram imod hinanden. Og i løbet af 3 minutter og 58 sekunder fortæller de i en video om det gode kollegiale fællesskab, om respekten for præsten i området, om friluftslivet i naturen og de muligheder, Thisted som by tilbyder. Videoen er i denne uge blevet lanceret af Aalborg Stift ved opslaget af en præstestilling.

Hvorfor søger I en præst med en video?

Den normale proces for et opslag er, at det kommer i Præsteforeningens Blad. Vi gør noget ekstra for at tiltrække ansøgere. Blandt andet har vi en helsidesannonce i et par uger i bladet. Og vi henviser til videoen for at vise kollegafællesskabet, fortælle om, som en af præsterne gør det, at der er forventninger til præsten, om naturen og om bylivet i Thisted. Så man kan se, at det er et ganske udmærket sted. Vi spreder videoen på de sociale medier, og det bliver derfor ikke kun præster, som ser den, men det gør bestemt ikke noget, at flere får indtryk af et levende kirkeliv i Thy. Stiftsrådet har bevilget 40.000 kroner til videoen, som et kommunikationsbureau har lavet. Jeg kender ikke det samlede budget for annoncer og video, men det er noget over de 40.000 kroner.

Hvad er succeskriteriet for projektet?

Der er en grad af eksperiment. Men hvis det bliver en succes, gentager vi det ved andre stillinger. Derfor er videoen lavet generelt for præstelivet i Thy, og andre provstier vil kunne lave noget lignende. Succeskriteriet er, at mange bliver interesserede i stillingerne, og at vi får mindst 10 ansøgere. Og at videoen bliver spredt på de sociale medier. Da den blev lagt på Facebook, blev den vist omkring 9000 gange på under to døgn.

Hvorfor er lige Thisted valgt?

Vi har vidst, at stillingen blev slået op og har derfor snakket om, hvordan vi kan tiltrække præster. Det er en løbende debat, vi har. Thisted er valgt, fordi det er et yderkantsområde, og derfor er der behov for ekstra fokus på det. Vi ser det som en måde at være på forkant, inden vi får problemer.

Se videoen fra Aalborg Stift her. Artiklen fortsætter efter videoen 

Hvilke problemer forudser I?

I Aalborg Stift ser vi en nedgang i antallet af ansøgere. Vi vil helst ikke stå med nul ansøgere eller lave et genopslag, og for at undgå den situation, tager vi hånd om det inden.

Du siger, at det dig bekendt er første gang, folkekirken bruger denne metode. Hvorfor er det ikke gjort før?

Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, det kan hænge sammen med, at der er meget tradition i folkekirken. Vi gør, som vi altid har gjort. Så længe det virker, er det også godt nok. Men vi står med en potentiel udfordring og skal derfor også tænke i andre retninger. Vi vil gerne vise vores kommende ansøgere, at vi er et stift, som tør eksperimentere med moderne kommunikationsformer.

Kan der være en slagside ved en video, fordi den kan tiltrække nogle bestemte og afskrække andre, der for eksempel ikke er så vante med sociale medier?

Der er ikke i videoen en forventning om, at præster skal være på en bestemt måde. Hvis præster godt kan lide at komme til et område med god kirkelig opbakning, kan det tiltrække nogle. Der er ikke et krav om, at de selv skal kommunikere på en bestemt måde. Og det er ikke et krav, at du skal kunne surfe, selvom muligheden for friluftsliv i området bliver nævnt i videoen.