Prøv avisen
Interview

Socialt arbejde i kirkerummet er sjældent af teologiske grunde

Johannes Krogh laver en slags kirkelig nødherberg i ”Herrens Veje”, og det kan ses som et udtryk for en forventning blandt danskerne om, at kirkens fornemste opgave er at tage socialt ansvar og fungere som tilflugtssted for mennesker i nød. Det mener Peter Lodberg, der er professor mso i systematisk teologi på Aarhus Universitet. Foto: Arkivfoto

Provst Johannes Krogh åbnede kirkens døre for hjemløse i gårsdagens afsnit af DR-serien ”Herrens Veje”. Men i virkeligheden sker det sjældent. Det hænger sammen med et udbredt syn på kirkerummet som helligt og forbeholdt forkyndelsen, siger teolog Peter Lodberg, der ser forklaringen i luthersk teologi

”Nete, det er mennesker. Mennesker, der har brug for os,” sagde provsten Johannes Krogh i gårsdagens afsnit af ”Herrens Veje” til sin menighedsrådsformand.

Ordene faldt, fordi hun stillede sig skeptisk over for, at provsten havde besluttet at åbne kirkens døre for hjemløse, der manglede et sted at sove.

”De hjemløse er til gene for gudstjenesterne,” lød menighedsrådsformandens bekymring.

Det kirkelige nødherberg i ”Herrens Veje” kan ses som et udtryk for en forventning blandt danskerne om, at kirkens fornemste opgave er at tage socialt ansvar og fungere som tilflugtssted for mennesker i nød. Det mener Peter Lodberg, der er professor mso i systematisk teologi på Aarhus Universitet. Men faktisk er det meget ualmindeligt, at virkelighedens danske folkekirker åbner selve kirkerummet for subsistensløse, fortæller han.

”Man bruger i stedet ofte den lokale sognegård eller konfirmandstue til diakonale hjælpeopgaver,” siger han.

Men kirkerummet er blevet taget i brug få gange. Det skete for eksempel i 1987, da Mariakirken på Vesterbro i København gav kirkeasyl til palæstinensiske flygtninge, husker Peter Lodberg.

”Gruppen af flygtninge kom til kirken anden påskedag og sagde, at de ikke ville forlade kirken, før de fik asyl i Danmark. Der gik en uge, før de fik tilsagn om asyl, og indtil da boede de i kirken, hvor præsten Jens Johansen ugen igennem lod lysene på alteret være tændt som et tegn på, at gudstjenesten fortsatte med deres tilstedeværelse. Det hele sluttede med en altergang for at markere, at nu var den gudstjenestelige handling overstået,” fortæller Peter Lodberg, der selv var bosat i sognet på det tidspunkt.

Den slags historier er forholdsvis sjældne, for i dansk sammenhæng plejer de fleste at dele synspunkt med den fiktive menighedsrådsformand i ”Herrens Veje”, når det kommer til brugen af kirkerummet.

”Det er den almindeligste opfattelse, at kirkerummet i kraft af at være et indviet rum er helligt, og at det derfor ikke egner sig til socialt arbejde. Det hænger måske sammen med, at vi i Danmark har en meget firkantet opfattelse af, hvad der hører til henholdsvis den åndelige og den materielle sfære,” siger Peter Lodberg.

For hvor den åndelige sfære med forkyndelsen er knyttet til kirkerummet, hører menneskers sociale og materielle velfærd i moderne kontekst hjemme i kommunen og staten.

”Mange vil opfatte det sådan, at vi lever i de to rum, og at man ikke skal blande dem sammen,” forklarer Peter Lodberg og tilføjer, at baggrunden for den tydelige skelnen mellem et åndeligt og et materielt rum skal findes i reformatoren Martin Luthers såkaldte ”toregimentelære”, der skelner mellem et gejstligt og et verdsligt regimente.

Men hvorfor skal kirken overhovedet åbne sine døre for dem, der falder uden for samfundet?

Peter Lodberg peger på næstekærlighedsbuddet.

”Det går helt tilbage til middelalderen, at når man ser et menneske i nød, ser man Kristi ansigt. Det er den første sociale doktrin i kristendommen, så forpligtelsen til at hjælpe fattige og svage har været en konstant gennem kirkehistorien, men er blevet udfoldet på bestemte måder gennem tiden,” fortæller han.

I den katolske middelalder var det klostrene, der tog sig af nødlidende. Den klostervelfærd brød i Danmark delvist sammen i forbindelse med Reformationen, hvor Luther fastholdt, at der dog stadig skulle være en kirkelig pengekasse til fattighjælp.

”I Kirkeordinansen – den kirkelige grundlov, som blev lavet i Danmark i forbindelse med Reformationen – hed det, at man i sognene skulle have en ladvogn, som skulle køre rundt og samle penge ind blandt landsbyens beboere til de fattige. Præsten skulle følge med og opfordre til at aflevere penge. Senere var det ofte præsten, der var formand for den lokale fattighjælp, frem til den opgave med kommunerne og forvaltningernes fremvækst blev fjernet helt fra kirken,” fortæller Peter Lodberg.

I slutningen af 1800-tallet så man igen en vækst i kirkelige initiativer, der skulle hjælpe udsatte. Her var det særligt missionshusene, der stod bag hjælp til eksempelvis prostituerede kvinder og udsatte mænd med initiativer som for eksempel Mændenes Hjem i København. De hjem overgik senere i mange tilfælde til kommunerne.

Når DR i dag tager det kirkelige sociale arbejde op i ”Herrens Veje”, kan det være med til at belyse de dilemmaer, der følger af det kristne kernebudskab om næstekærlighed, mener Peter Lodberg.

”For hvor langt skal kirken gå i retning af at varetage sin sociale opgave? Kristendommen er bøvlet, fordi den bærer på en radikalitet, som er svær at følge, og som hele tiden støder mod vores bedsteborgerlige ønsker om ro og orden,” siger han.

For når mange mener, at kirkerummet skal være indbegrebet af stabilitet i en foranderlig verden, kan det virke rystende, når den stabilitet udfordres med hjemløse sovende på kirkebænkene, mener professoren.

”Man kan sige, at dilemmaerne opstår, når det kristne budskab møder det praktiske kirkearbejde.”