Ole Riis, professor emeritus i religionssociologi ved Universitet i Agder, Norge, hvad er forskellen på et livssynssamfund og et trossamfund?
Ja det er det store spørgsmål. Det er der ikke noget klart svar på, og det er også det, der gør det til en uhyre vanskelig størrelse at arbejde med. Hvis det skal give mening at sige, at livssynssamfund skal have samme rettigheder og pligter som trossamfund med både skattefradrag og vielsesbemyndigelse, må man finde en meningsfuld og klar afgrænsning. Det er en kompleks opgave.
Hvorfor er det så kompliceret?
Der er rigtig mange grupperinger, der vil kunne sige, at de er et livssynssamfund. Bør politiske partier eller politiske filosofier for eksempel kunne godkendes? Og hvad med alle de forskellige grupper, der i løbet af årene har fået afslag på deres ansøgning om at blive godkendt som trossamfund såsom Scientology? Skal de kunne søge om at blive godkendt som livssynssamfund? Der vil meget nemt komme problemer med at sætte en grænse for, hvornår man er samlet om et livssyn og ikke bare en idé eller en mening.
Er det lykkedes i andre lande at ligestille disse to størrelser?
I Norge har man længe haft sådan en ordning, hvor for eksempel Human-Etisk Forbund er anerkendt på lige linje med trossamfund. Men der har man en væsentlig længere og mere udbredt tradition for livssynssamfund. I Danmark har der aldrig været noget, der har fået den størrelse og samlende karakter, som Human-Etisk Forbund har i Norge.
Hvad er det et tegn på, når danske politikere er begyndt at interessere sig for dette spørgsmål?
Jeg synes, det er sigende, at vi især ser en opbakning på venstrefløjen til at ligestille tros- og livssynssamfund. Dermed er det oplagt at se det i forlængelse af, at nogle politiske kræfter er begyndt at promovere en nationalisme, hvor de vægter den kristne kulturarv højt. Jeg ser det her som et politisk modtræk til den strømning, hvor partier bruger den kristne kulturarv til at skabe en politisk platform.
Er det et emne, der er helt løsrevet fra en dansk sammenhæng, eller ser du tendenser på, at samfundet faktisk bevæger sig i den retning?
Det er for så vidt en meget logisk udvikling. Vi har en hel generation, der igennem deres opvækst har fået at vide, at de skal finde deres eget ståsted i livet, selv vælge uddannelse, partner og livsveje. Den åbenhed og autonomi vil naturligvis også smitte af på ens livssyn eller religion, hvor man ser mere åbent på de størrelser. Det er dog interessant, at den åbenhed ikke har ført til, at noget livssynssamfund er kommet til at stå stærkt. Der er ikke et bestemt livssynssamfund, der har formået at samle danskerne om et livssyn, der ikke er religiøst.