En kvinde, der var flygtet til Danmark med sin familie, ville konvertere til kristendommen med sine børn. Da hun blev spurgt hvorfor, svarede hun, at det var for børnenes skyld. Familien ville leve i Vesten, og af frygt for mødet med islamofobi ville kvinden ikke have, at hendes børn i skolen skulle associeres med muslimer.
”Det er trist. Kvinden følte, at hun var nødt til at beskytte sine børn med kristendommen, selvom familien faktisk havde en moderne sekulær tilgang til livet. De var ikke engang religiøse, da de var muslimer, men de ville stadig bruge kristendommen som en del af deres integration,” siger Sara Afshari, som var den, der i sin tid spurgte kvinden til hendes tanker bag konversionen.
Sara Afshari er teolog og sociolog med speciale i religion og kultur. Siden nytår har hun arbejdet for Folkekirkens mellemkirkelige Råd med at udvikle en strategi for det kirkelige arbejde blandt farsi-talende i Danmark. Det er gennem dette arbejde, at hun taler med både præster, der har med migranter og flygtninge at gøre, og flygtningene selv.
Hun taler primært med flygtninge om motivationerne bag deres konversion til kristendommen, og indtil videre har hun lagt mærke til, at det ud over at være en måde at finde Gud på også i høj grad er et værktøj til at integrere sig i det vestlige samfund. Gennem kristendommen kan flygtninge associere sig med ting, de mener er karakteristiske for Danmark.
Det mellemkirkelige Råd har bedt Sara Afshari om at beskrive forhold omkring et stort antal farsi-talendes konversion til kristendommen.
Det er et forsøg på at finde måder, hvorpå konvertitter inkluderes bedst muligt, både kirkeligt og menneskeligt, forklarer Birger Nygaard, sekretariatschef for Folkekirkens mellemkirkelige Råd.
Med Sara Afsharis strategiarbejde forsøger man at styre uden om de værste faldgruber i mødet med farsi-kultur og -religion.
Sara Afshari forklarer, at muslimske flygtninge typisk ser Vesten som en kristen verden. Den opfattelse gør, at de konverterer, fordi de gerne vil passe ind og vise samfundet, at de vil dets fællesskab.
”Det er så at sige deres måde at forhandle plads og tilhørsforhold på,” siger hun.
Hun mener, at kirken bør spille en større rolle i integrationsarbejdet. Derfor er det hendes håb, at regeringen vil arbejde tættere med kirken, for kirkens aktiviteter handler mere om at lave noget sammen, hvor regeringens integrationsprogrammer typisk foregår som undervisning. Hun mener ikke, at undervisning på nogen måde giver en fornemmelse af, hvordan man lever i praksis i det danske samfund.
”Når flygtninge i kirken socialiserer med danskere gennem madlavning og frokost, eller hvad man nu laver sammen, så ser flygtningene, hvordan danskere er sammen, og danskere ser, hvordan flygtninge er sammen. Det er en virkelig god måde at integrere begge på, og de føler sig mere værdsat, fordi aktiviteterne foregår i et ligeværdigt forhold og ikke mellem lærer og studerende,” siger hun.
Hun peger desuden på, at nogle muslimske flygtningene også banker på kirkens dør på grund af lighederne mellem de to religioner, hvilket styrker kirkens muligheder for at hjælpe med integrationen.
”De har allerede kendskab til Gud og til Jesus-skikkelsen fra deres gamle religion eller fra historier og poesi. Det er en nemmere forbindelse for dem at lave, når de længes efter en kærlig Gud og leder efter en ny tro, der kan hjælpe dem med at forstå verden omkring sig. Det er også det, der er nemmest for dem at genkende i en verden, der kan være meget forskellig fra den, de kommer fra.”
Samtidig har flygtninge, der konverterer, en mulighed for at fjerne sig fra deres fortid. Ifølge Sara Afshari kan de have brug for den distance og for at tage afstand til den måde, hvorpå religiøse ledere praktiserer islam. Mange af dem har set, hvad religiøs ekstremisme har gjort i Mellemøsten.
”Jeg læste en tekst fra før den islamiske revolution i Iran. Der stod, at hvis Iran blev muslimsk, ville det blive himmel på jorden. Men det, som disse mennesker så, var, at myndighedernes måde at fortolke islam på, fratog dem deres frihed. Det var ikke himmel på jorden. Og fordi alting blev gjort i religionens navn, har de også taget afstand til religionen. Men vokser du op i et religiøst hjem, og hele det system, der giver tilværelsen mening for dig, altså din religion, falder sammen, er du nødt til at erstatte den med noget nyt,” siger Sara Afshari.
Hun understreger også, at det for mange flygtninge ikke er en nem eller ufarlig beslutning at konvertere til kristendommen. For iranere og afghanere er der store risici forbundet med det, da det i Iran er ulovligt at konvertere væk fra islam. For afghanere kommer forfølgelsen typisk fra naboer, venner og familie, og konversion kan være med døden til følge, siger Sara Afshari.
Så de konverterer ikke fra den ene dag til den anden for at hjælpe deres sag om asyl for eksempel?
”Medierne portrætterer ofte det her utrolige fænomen som noget, der kan reduceres til, at flygtninge bare vil styrke deres ansøgninger. Det er muligvis tilfældet for nogen, men langtfra for alle, så jeg synes, det er en meget naiv tilgang. Nogle af disse konvertitter er allerede blevet accepteret af myndighederne og har fået lov til at blive, men de bruger stadig kirken til en indre og ydre forhandling om deres identitet, tilhørsforhold og plads i samfundet. Samtidig er det er naivt af kirken at tro, at de udelukkende konverterer for troens skyld. Begge fløje mangler det meget vigtige link, at flygtninge og migranter bruger konversion som en bro til det danske samfund. Der er selvfølgelig elementer af spiritualitet, men tro kommer senere. Konversion er en proces, ligesom integration er en proces.”
Men det er jo ikke kun i Vesten, at muslimer konverterer?
”Nej. Konversionen foregår også uden for Vesten, blandt andet på grund af stigende religiøs ekstremisme i Mellemøsten. I Iran ser man, at kristendommen vinder frem, selvom det er ulovligt. Det er umuligt at tælle, hvor mange der konverterer, men der er ingen tvivl om, at der sker noget.”
Hvordan kan man konkludere, at et tal stiger, når det er umuligt at tælle?
”Vi har ikke de egentlige tal, for den eneste grund til, at vi kender til fænomenet, er individuelle og personlige påstande og ikke egentlige statistikker. Men man ser kristne iranske kirker åbne mange steder i verden, og størstedelen af dem er startet af konvertitter. Og så er der det faktum, at de iranske myndigheder har delt deres bekymring og advaret om, at kristendommens fremgang i landet er en trussel mod systemet. Så vi kan konkludere, at der foregår et eller andet, men vi ved ikke i hvilket omfang.”