Prøv avisen

Sømandskirkerne er blevet for landkrabber

Sømandspræst i Singapore Kirsten Eistrup betjener kasseapparatet i kirkens kiosk. Mange danske kirker i udlandet har et bredt udvalg af de mest uundværlige, danske madvarer. – Foto: Tine Harden/ritzau

I morgen holder Danske Sømands- og Udlandskirker festgudstjeneste i anledning af 150-året for den første danske sømandskirke. Der er færre søfolk at forkynde for, men til gengæld flere udenlandsdanskere fra andre erhverv

Da Den Danske Sømandskirke i New York blev til i 1878, var det med formålet at forkynde for danske søfolk i byen. Derfor var kirkens placering i Brooklyn Heights, tæt på havnen, helt ideel.

Det er den ikke i dag. I hvert fald ikke, hvis man vil forkynde for søfolk. Den tætvedliggende havn har mistet meget af sin trafik til større industrihavne, og området omkring kirken er 139 år senere blevet erobret af den kreative klasse. I stedet for knejper er der nu parker, caféer og gallerier, og i stedet for søfolk er der kunstnere og studerende.

I morgen er der festgudstjeneste i Holmens Kirke i København, hvor Danmarks Sømands- og Udlandskirker (DSUK) vil fejre, at det er 150 år siden, at den første danske sømandskirke blev til i Hull i England. Organisationens protektor, Dronningen, vil medvirke samt bestyrelsesmedlem i DSUK og tidligere sømandspræst i netop Hull Peter Skov-Jakobsen, der i dag er biskop over Københavns Stift.

Og når de fejrer den lange historie, bliver det formentlig også med fokus på, hvordan vilkårene har ændret sig siden. Her er kirken i New York et godt eksempel, siger DSUK’s formand Anne E. Jensen.

”Der er sket meget, siden der var et vældigt rend af søfolk på havnens knejper, hos glædespigerne og i havnens sømandskirke. Søfarten i dag består hovedsageligt at store containerskibe, der sejler ind i højteknologiske industrihavne. Det er en anden verden, vi tilpasser os, hvor det mange steder er udenlandsdanskere fra andre erhverv end søfart, der besøger vores kirker,” siger hun.

Med en ændret menighedssammensætning kommer også ændringer i kirkens tilbud, tilføjer formanden. Hvor kirkerne før i tiden henvendte sig til søfolk, der deltog i en gudstjeneste og måske fik en samtale med en præst, er der i dag langt flere tilbud rettet mod børn, unge og familier. Derudover er menigheden mere fast, fordi mange af gudstjenestedeltagerne bor i byen og ikke sejler videre dagen efter.

Denne udvikling er årsagen til, at organisationen i dag hedder DSUK. Dette navn fik organisationen i 2004 efter en fusion mellem Dansk Sømandskirke i Fremmede Havne og Dansk Kirke i Udlandet. I lang tid havde de to organisationer kunnet observere, at deres arbejde begyndte at overlappe hinandens. Der var færre søfolk på havene og flere danskere i udlandet med andre baggrunde.

Derfor gav det mening at fusionere, siger formanden, som er tilfreds med, hvordan fusionen er blevet afviklet.

”Det tager tid for to kulturer at tale sammen, men jeg vil mene, at vi i dag er blevet én kultur.”

Det er også Hans Raun Iversens indtryk, at fusionen mellem de to organisationer i 2004 har været en succes. Han er lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet og ser de danske kirker i udlandet i dag som en slags funktionskirker.

”Vi har i Danmark omtrent 400 funktionspræster, der tager sig af folk i særlige livssituationer. Der er fængslespræster, feltpræster og så videre. Her ser vi tydeligt, at folk går mere i kirke, hvis de er udsendt eller i fængsel for eksempel, end de ellers ville have gjort. Det samme gælder for sømands- og udlandskirkerne, hvilket er meget interessant, fordi vi traditionelt har haft en forestilling om, at sognekirken var den rigtige kirke,” siger han.

Sømands- og udlandskirkerne er stort set selvfinansierede. Præsternes lønninger bliver delvist betalt af staten, men ellers skal de selv samle penge ind til driften lokalt. Det er en interessant konstruktion, mener Hans Raun Iversen.

”På den ene side er disse kirker lidt som frikirker, fordi de har noget aktivisme i sig. Hvis de ikke finder en måde at samle penge ind på, kan de ikke eksistere. På den anden side er de hyper-statskirkelige, idet præstens løn delvist er statsfinansieret, og idet mange af dem har et meget tæt forhold til ambassaden.”

Formand Anne E. Jensen er enig i, at kirkerne har positive særpræg, fordi de selv skal samle penge ind til driften. Økonomien er dog naturligvis også en af de største udfordringer i arbejdet, tilføjer hun. I den ældste kirke i Hull er der for eksempel nu ansat en ulønnet, pensioneret præst som ansvarlig. Det faldende antal skibsbesøg gør, at organisationen ikke føler, at de kan retfærdiggøre behovet for en fuldtidslønnet præst i kirken.

”Vores største udfordringer er økonomien og det at få fat i de travle, moderne mennesker. Da vi især forkyndte for søfolk, havde vi et godt samarbejde med rederivirksomhederne, der gav deres medarbejdere besked om, hvor de kunne finde os. Der mangler vi stadig at få den samme gode kontakt med andre danske virksomheder, der sender deres medabrejdere ud i verden,” siger hun.

Festgudstjenesten i Holmens Kirke er i morgen klokken 15.