Sønderjysk fåreavler: Arbejdet med fårene fortæller mig, at det, der står i Bibelen, er sandt

Åse Svendsen ville egentlig være mor på fuld tid for sine seks børn, men blev ved lidt af en tilfældighed også selvlært fårehyrde for flere end 1000 dyr

”Jesus har en plan for mig, ligesom jeg nu har lavet en vinterplan for mine dyr. Jeg skal bare følge Jesus, ligesom fårene følger efter mig. Jeg tænker på hver arbejdsdag som en lille prædiken,” siger Åse Svendsen.
”Jesus har en plan for mig, ligesom jeg nu har lavet en vinterplan for mine dyr. Jeg skal bare følge Jesus, ligesom fårene følger efter mig. Jeg tænker på hver arbejdsdag som en lille prædiken,” siger Åse Svendsen. Foto: Christer Holte

Selvom de kun er et par måneder gamle, ved de 280 lam instinktivt, hvad de skal gøre. Det gælder om at få noget græs i maven og så i øvrigt holde sig tæt på sit moderfår. Det gør de så og ænser ikke Åse Svendsen, der har sat sig på hug lige inden for hegnet på fåreflokkens mark, der strutter af saftigt grønt græs.

På hver side af sig har hun to logrende, sorte hunde af racen bordercollie. De bliver kløet bag ørerne og holdt kærligt om, indtil hun pludselig rejser sig og med myndig stemme siger ”come by” og ”venstre”.

Så løber hundene i fuld fart frem mod fårene, der straks reagerer ved at samle sig og løbe i den retning, hundene viser dem. I en imponerende velordnet bevægelse flytter de flere hundrede får sig over på nabomarken, hvortil Åse Svendsen har åbnet leddet.

Efter at have overværet den seance, giver det pludselig mening, når Åse Svendsen taler om sine får som ”konevenlige dyr”. Med det mener hun, at de fysisk er til at håndtere, selvom der er så utroligt mange af dem.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ene kvinde er hun i stand til at flytte fårene rundt til græsningsmarker i en radius af 10 kilometer blot ved at gå forrest som den ledende hyrde. Og her er vi henne ved den dybereliggende årsag til, at Åse Svendsen, der egentlig havde tænkt sig at være fuldtidsmor for sine seks børn, også blev ”mor” for en fåreflok på flere end 1000 dyr.

”Det er egentligt ikke en beslutning, jeg har taget. Det er sådan kommet gradvist og må være en del af den plan, Gud har lagt for mit liv,” siger hun.

Efter en tur rundt på bedriften har vi sat os i Åse Svendsens spisestue. Hendes mand, Christian, er der også, og indimellem kommer deres voksne børn for at få en skålfuld havregryn eller en tår kaffe med. De fungerer som medhjælpere, nu de alligevel er på besøg. På ”Hedelam”, som bedriften hedder, giver alle en hjælpende hånd, hvis de har en.

”Det at læse dyrene og deres hierarkiske mønstre er lidt ligesom at have en stor børneflok. Børn er fantastiske til at opdrage på hinanden, og har man mange, så behøver man som forældre ikke at være andet end forældre. Man skal ikke træde ind og være kammerat, og det gør det hele meget nemmere. Sådan er det også med dyr. Når man har mange dyr og har styr på de ældste af dem, så får man det automatisk også med de næste,” siger Åse Svendsen.

Hun kan i øvrigt berette, at hun er født ”inde i soveværelset her ved siden af” og altså bor i sit barndomshjem, som hun sammen med Christian Svendsen overtog i 1989. Den sønderjyske gård og de 57 tilhørende hektarer ligger naturskønt med grønne marker, træer og læhegn, så langt øjet rækker, og med landsbyen Gånsager er par kilometer væk. Nærmeste større byer er Skærbæk, Gram og Toftlund.

Christian har indtil for nylig arbejdet som ingeniør på den tidligere Danfoss-virksomhed Secop i Flensborg. Men nu har han fået en fratrædelsesordning og vil være fåreavler, ligesom Åse i princippet har været det, siden hun fik sine to første flaskelam for mere end 20 år siden.

”Det er på en måde først nu, vi skal se, om det hele kan bære,” siger hun. Lidt beskedent må man sige, for Hedelams lammekød har længe været efterspurgt, og Åse Svendsen leverer blandt andet til nogle af de mest anerkendte gourmetrestauranter i Danmark.

Desuden har Åse Svendsen ”halvanden mand” ansat og giver beskæftigelse til adskillige uldklippere flere gange om året. Foruden lammekødet sælger hun ulden fra de afklippede får, der typisk bliver vævet til tæpper.

Åse og Christian Svendsen mødte hinanden i Luthersk Missionsforening og hører stadig til en lille kerne af aktive i Arnum Missionshus. Det meste af deres liv handler om får og om tro, og de to ting er indbyrdes forbundne. Der går sjældent en dag, hvor arbejdet med fårene ikke minder Åse Svendsen om Bibelens ord. I Det Gamle Testamentes fortællinger er der masser af referencer til får og hyrder, lige fra Kain og Abel over Jakob og Moses og til Jesus selv.

”Det at være fårehyrde er verdens ældste job, for Abel var jo fårehyrde. At arbejde med får bekræfter for mig, at Bibelen taler sandt, fordi det passer, det der står i teksterne. Det er klart, at Bibelen ikke er en decideret håndbog i fåreavl, men jeg har endnu ikke opdaget noget, som er beskrevet forkert,” siger Åse Svendsen og fortæller om episoder fra sin dagligdag med fårene.

”I nogle perioder får jeg mange spættede eller sorte lam, og i andre perioder får jeg ikke ét eneste med en sort plet. Det samme sker for Jakob i Første Mosebog, hvor der står, at han i parringssæsonen satte afbarkede grene af poppel, mandeltræ og platan ned i dyrenes fodertrug, og så begyndte de at få brogede kid og lam. Jeg tænker, som måske også Jakob gjorde, at det har noget med foderet at gøre, og at han af den vej kunne bestemme, om et får skulle have spættede og sorte lam eller ej.”

Fårehyrden Åse Svendsen tager Bibelens ord bogstaveligt og føler en stor tryghed ved at tænke på Jesus som en hyrde, hvor hun er en del af hans besætning .

”Jesus har en plan for mig, ligesom jeg nu har lavet en vinterplan for mine dyr. Jeg skal bare følge Jesus, ligesom fårene følger efter mig. Jeg tænker på hver arbejdsdag som en lille prædiken. Engang var et lam eksempelvis faldet i en drænbrønd, der manglede et dæksel. Jeg opdagede det tilfældigt, da jeg gik forbi, og i sådan en situation kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg jo selv er sådan et lille lam, som Jesus har hjulpet op og gjort til en del af sin besætning,” siger hun.

I Bibelen er ulven en trussel mod fårene. Sådan er det også hos Åse Svendsen i Sønderjylland. Indtil for tre-fire år siden var det ikke noget, hun bekymrede sig om, men det har ændret sig. Flere gange om ugen kan hun og Christian høre ulve tude om aftenen mellem klokken 22 og 23 og igen tidligt om morgenen, og fårene er gentagne gange blevet angrebet.

Siden 2013 er der taget dna-prøver på 12 ihjelbidte får og lam, der beviser, at det er glubske ulve, der har været på spil. Åses modtræk er indkøb af tre italienske vogterhunde, der går rundt blandt fårene dag og nat og har et udpræget opmærksomhedsgen. At hundene hedder Kirsten, Ida og Dan er ikke nogen tilfældighed. De er opkaldt efter Kirsten Brosbøl, Ida Auken og Dan Jørgensen – de tre ministre i den tidligere socialdemokratiske regering, som går ind for, at ulve skal være en del af den danske natur.

”Som fåreavler er ulvene et stort problem. Samtidig synes jeg, at det er et symptom på noget forkert i vores samfund, når vi freder så stort et rovdyr. Jeg går ikke ind for at udrydde ulven, men mener, at man bør regulere i stedet for bare at lade stå til. Ulven har ingen naturlige fjender og vil snart blive et meget stort problem, hvis bestanden ikke bliver reguleret.”

”I Bibelen er ulven et billede på det onde, og når vi freder den, vokser dens magt både i samfundet og hos den enkelte. Ulven er en snedig jæger, der er ekspert i at udse sig de svageste dyr, og den slår til, når vi mindst venter det. Jeg tænker det som en påmindelse til os mennesker om at holde os tæt på hyrden,” siger Åse Svendsen.

Hun har en helt naturlig omgang med sine dyr, hvad enten det gælder fårene, hundene eller de to alpaka-lamaer, Pedro og Lotte, der også hører til den sønderjyske besætning. Hun nyder at iagttage dyrenes forskellige instinkter, men har ikke nogen særlig romantisk forestilling om det at holde dyr.

”Jeg kan godt lide dyr, men de er også mit arbejde. Jeg kan lide, når de trives, og jeg bliver ked af det, når der lige pludselig kommer et eller andet, som jeg ikke rigtigt ved, hvad er. Det kan være ulven eller noget uforudset sygdom. Men først og fremmest er det dyr, der skal give kød, og som jeg skal have en forretning ud af, så vi kan leve. Det er sådan, at når jeg kan sætte flueben ved, at jeg har solgt nogle lam, som kunderne er glade for, så synes jeg, vi har gjort det godt, dyrene og jeg,” siger hun.

Åse Svendsen betragter sig selv som en fårehyrde, der endnu har meget at lære, selvom fåreavlen nu har været en del af hendes hverdag i mange år.

”Det tager ufatteligt lang tid, når man skal lære det hele forfra. Det er ikke som at søge et arbejde, hvor du starter den 1. juli og så går du ellers bare i gang. Vi overtog gården her den 1. juli 1989, og nu er jeg da blevet klogere, men jeg føler mig stadigvæk lidt som en nybegynder og kan ikke rigtigt forstå, når folk kommer og siger: ’Nej, hvor har du styr på det.’ Først og fremmest betragter jeg mit liv her som et stort privilegium, og det bedste, vi har gjort, vil altid være det, at vi fik børn,” siger hun.