Prøv avisen
Troens øjeblik

Debattør: Søren Kierkegaard gjorde mig kristen

Kierkegaard gjorde, at jeg fandt min identitet i at være et kristent menneske, fortæller Søren Hviid. Foto: Johnny Wichmann

Det var Søren Kierkegaard, der åbnede Søren Hviid Pedersens interesse for troen, da han gik på gymnasiet. I dag er den nationalkonservative debattør stadig ivrig læser af den danske teolog og filosof

Min interesse for tro og kristendom blev for alvor vakt, da jeg som ung gymnasiast gik ind i en boghandel og brugte en af mine første SU-udbetalinger på Søren Kierkegaards samlede værker.

Mit barndomshjem var ikke decideret ateistisk. Men det var sekulært, og vi dyrkede ikke troen. I min familie diskuterede vi alverdens emner rundt om spisebordet, men aldrig tro eller religion. Der var respekt for kirken og kristendommen, men den fyldte ikke noget i hjemmet.

På mange måder har det været en fordel for mig og min tro, at jeg aldrig har følt mig presset til at læse i Bibelen eller tage i kirke. For når man som ungt menneske ikke bliver stimuleret med religiøse spørgsmål, begynder man ofte selv at opsøge dem. Det gjaldt i hvert fald for mig.

Sådan har jeg også opdraget mine egne børn. Jeg har af og til spurgt dem, om de vil med til gudstjeneste, og det har de for det meste sagt nej til.

Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det var, der vækkedes i mig, da jeg begyndte til konfirmationsforberedelse. Jeg var bare en bebumset teenager, der ikke havde fået troen med hjemmefra, men når jeg ser tilbage, er det tydeligt, at det første frø blev plantet der.

Nogle år senere læste jeg Søren Krarups “Det moderne sammenbrud”. Bogen gjorde indtryk på mig, men jeg undrede mig over, hvordan han flere gange kunne referere til Søren Kierkegaard – og ofte med positiv tilslutning.

Jeg kendte ikke meget til Kierkegaard, og jeg besluttede mig for, at jeg hellere måtte undersøge det nærmere. Så en dag gik jeg ned i den lokale boghandel i Randers, hvor jeg brugte min SU på Søren Kierkegaards samlede værker. Jeg gik i 1.g, da jeg begyndte at læse ham, og det gjorde naturligvis et kæmpe indtryk.

Her var der en teolog og tænker, som formåede at sige noget om den tid, vi levede i. Han gjorde det med afsæt i kristentroen, men det hele handlede ikke om syndernes forladelse og det evige liv, som når andre teologer sagde noget.

Jeg oplevede Søren Kierkegaards kraftfulde argumentation som meget aktuel for samfundsdebatten, selvom den var 150 år gammel. Hans kristne eksistentialisme tiltalte mig meget og gør det stadig i dag. Det tiltalte mig, at det var en kristendomsforståelse, der var ganske fri for dogmer, betoning af moralisme og så videre.

Det var en kristendomsforståelse, hvor han stærkt betonede, at man som troende har ansvar over for sine medmennesker og over for ham deroppe.

Kierkegaard gjorde, at jeg fandt min identitet i at være et kristent menneske. Rent faktisk gjorde han også, at jeg søgte ind på og påbegyndte teologistudiet efter gymnasiet. Men sprogfagene udmattede mig, og jeg manglede den menneskelige modenhed til at gennemføre. Jeg droppede ud efter et semester og begyndte på statskundskab i stedet.

I dag, hvor jeg igen prøver kræfter med teologien, læser jeg stadig Kierkegaard. Jeg kommer nok aldrig til at forstå ham helt, for det er et enormt og komplekst forfatterskab. Men jeg læser det stadig med stor fornøjelse, selvom jeg ikke vil kalde mig Kierkegaardianer. Jeg læser nemlig også Grundtvig med stor fornøjelse.8