Pligtkærligheden sættes til debat

Kan kærlighed være en pligt? Det spørger sognepræst om i morgen og inviterer til diskussion om emnet

Hvad er kærlighed? Og hvad er en forpligtelse?

Det skal de fremmødte til salon i Esajas og Christians Kirker i København i morgen diskutere, og det er en ganske speciel tale, de skal tage afsæt i. Pia Søltoft, der er sognepræst i kirkerne, kalder den ”den vigtigste tale” i ”Kjerlighedens gjerninger” af den danske teolog Søren Kierkegaard, som hun har forsket i.

”Det er grundlæggende for at forstå næstekærligheden, at man kender til kærlighed. Hvis vi ikke anede, hvad det ville sige at elske, hvilket vi jo kender, fordi vi elsker vores børn, vores søster, vores mand eller kone, så ville vi ikke vide, hvad det ville sige at elske vores næste. På den måde er den form for kærlighed forudsætningen for næstekærligheden,” forklarer hun.

I morgen skal de fremmødte reflektere over anden tale ”Du skal elske” fra ”Kjerlighedens gjerninger”. Pia Søltoft guider gæsterne gennem samtalen med 10 spørgsmål.

”De ene spørgsmål er: Hvad er pligt? Det andet spørgsmål er: Hvad betyder det at have en forpligtelse i livet? Der er også et spørgsmål om, hvorvidt der er nogle typer af kærlighed, der ikke kan være pligt,” afslører hun.

Pia Søltoft mener selv, at kærlighed godt kan være pligt, og her er svaret igen næstekærligheden. Vi kan nemlig ikke elske alle, som vi elsker eksempelvis vores børn eller ægtefæller, men vi skal elske vores næste.

”Søren Kierkegaard beskriver, at kærligheden over tid kan forandres, så den bliver til had. Så bryder man sig ikke om den person, man elsker. Her har man typisk selv lavet en tjekliste over de ting, som den anden person ikke lever op til. Man konstruerer altså en form for regnskab. En anden måde at elske på er iversyge – altså jalousi. Man bliver bange for, at den, man elsker, giver kærligheden til en anden end til en selv. Det er ikke en rigtig sygdom, men man får sig selv bildt ind, at den anden ikke elsker en lige så meget. En tredje fare for kærligheden er vanen. Man bliver så vant til at elske den anden, at man glemmer, at det er det, man gør. Man er blevet så vant til at være sammen, at man glemmer, hvorfor man er sammen.”

Det er i modsætningen til disse tre kærlighedsformer, at Kierkegaard beskriver næstekærligheden, fortsætter Pia Søltoft:

”Man kan ikke spørge, om man har lyst til at elske næsten. Og i modsætning til den almindelige kærlighed kan næstekærligheden ikke forandre sig, fordi pligten forbliver den samme. Og måske kan man komme frem til, at selvom man ikke bliver ved med at være kærester eller venner, så er man stadig hinandens næste.”

Det filosofiske værk fra 1847 trækker mange interesserede til Christianskirken i det indre København. Det er Kierkegaards evne til at beskæftige sig med det universelle, der trækker folk til, siger Pia Søltoft.

”Han beskæftiger sig ikke med specifikke situationer. Eksempelvis at være singlemor eller at have haft en hård barndom, som meget nyere litteratur er skrevet ud fra. Men som læser får man noget at vide om det helt generelle ved at være menneske. Det er en bog, der taler ind i enhver tid, hvilket er det, de rigtig store forfattere kan. De fanger noget helt grundlæggende ved eksistensen. Selvom nogle aldrig har læst Kierkegaard, har de en fornemmelse af, at det er dét, han kan, og det drager folk. Det er deri hans storhed består,” fortæller hun.

Pia Søltoft har udgivet en håndfuld bøger om Søren Kierkegaard og hans filosofi. Den 6. marts i år udgiver hun endnu en bog med 18 spørgsmål til 18 taler, som fremgår i Kierkegaards værk ”Kjerlighedens gjerninger”. Hun ser en klar fordel ved at deltage i en salon:

”Til et foredrag sidder man og lytter, tager noter og synes, at man bliver klogere, hvorefter man typisk går hjem og glemmer det hele igen. Hvorimod til en salon, der taler man med andre, der synes, at lige præcis det her emne er spændende. Man får lov til selv at sige noget, til at have en mening og kan udtale sig rimeligt uhindret, da man sidder i en lille gruppe,” siger hun.