Prøv avisen
Nyhedsanalyse

Sørgeritualer generobrer det offentlige rum

Sorgbearbejdelse kan blandt andet indebære at vende tilbage til sorgens udgangspunkt. Her foran synagogen i Krystalgade, København, som lørdag nat blev ramt af et attentat. Foto: Liselotte Sabroe

Et land i sorg udvikler nye ritualer for at bearbejde sorgen. Både religioner og medier spiller med i processen

Mandag aften stod flere end 30.000 mennesker ved Krudttønden på Østerbro i København, og der var mennesker samlet i Aarhus, Viborg, Odense og mange andre steder i landet.

I strid februarvind og -kulde stod de der for at markere sorg efter weekendens terrorattentat. Der har allerede været både officielle og uofficielle sørgemarkeringer, spontane reaktioner, hvor der improviseres og udvikles nye ritualer. Medierne spiller en stor rolle i denne offentlige markering af sorg, de medvirker ikke alene til fortolkningen af begivenheden, men mobiliserer også befolkningen til offentlige markeringer som lystænding, mindehøjtideligheder og fakkeltog.

Billedet har været det samme andre steder i verden, hvor et samfund har været udsat for terroranslag. Der er brug for ritualer og offentlige markeringer af sorg og opstand.

Hvordan ytrer den offentlige sorg sig så, og hvad er den udtryk for? Sådanne spørgsmål er de senere år også blevet et forskningsområde.

Det gælder for eksempel i Norge efter massakren på Utøya den 22. juli 2011, hvor forskere fra forskellige fagområder undersøgte den offentlige sorg, der udfoldede sig efter tragedien. Forskerne undersøgte blandt andet, hvem der deltog i mindemarkeringerne, hvad stederne betød for sorgmarkeringerne, og de var også særligt interesserede i, hvordan biskopperne, den norske kirke og andre trossamfund agerede i den offentlige sorg. I bogen ”Den offentlige sorgen. Markeringer, ritualer og religion etter 22. juli” har de fremlagt resultater og overvejelser, som også kaster perspektiv på de markeringer af offentlig sorg, vi ser nu i Danmark.

Hvad er det, de offentlige sørgemarkeringer gør? De er symbolske svar på det tab og de begivenheder, samfundet har været udsat for. Tabet er både tab af menneskeliv og tab af den samfundsmæssige ”uskyld”, som betyder, at man skal vænne sig til, at der var én virkelighed i går og en anden i dag, som chefen for Københavns Politi udtrykte det ved en pressebriefing. Ud over sorgen har de offentlige markeringer også det, forskerne kalder en ”performativ dimension”: Når der lægges blomster ved synagogen og holdes mindehøjtidelighed på Østerbro, når ritualerne med andre ord udfolder sig på offentlige steder, så generobrer fællesskabet helt fysisk det offentlige rum, som terroren har truet.

Når den sociale orden er blevet forstyrret, trampet på, så viser det sig, at mennesket er kropsligt, socialt og rituelt. Derfor er der brug for rituelle markeringer. Ritualer skaber stabilitet og orden. Det er fælles handlinger, som giver en idé om, hvordan man kommer videre efter et anslag.

De norske forskere har undersøgt, hvordan officielle og afprøvede ritualer blev suppleret af spontane sørgemarkeringer, nye steder blev indtaget som ritualpladser. I Stavanger satte man lys i vandet, og i Bergen blev en skulptur i byrummet dækket af blomster.

Forskerne peger også på, hvordan den norske kirke og de øvrige tros- og livssynssamfund efter Utøya viste sig både som ”aktører i sorgarbejdet” og som vigtige arenaer for fællesskab.

Det er der også eksempler på i Danmark, for eksempel den symbolske vandring fra søndagens gudstjeneste i Københavns Domkirke til synagogen i Krystalgade, ligesom Københavns biskop bloggede umiddelbart efter attentatet. For den norske kirke rejste det også spørgsmålet om, hvordan en folkekirke agerer som netop folke-kirke i en sådan situation i et samfund med flere religioner.

Spørgsmålet om national samhørighed fik høj status i Norge i dagene efter Utøya. Det handlede om at demonstrere og formulere, hvem ”vi” er, et åbent og demokratisk samfund med ytringsfrihed og mangfoldighed.Hvilken effekt har de nye og gamle sorgmarkeringer på samfundet? Kan offentlige sorgmarkeringer være med til at skabe nye fællesskaber eller ændre på grænserne for allerede eksisterende fællesskaber?

Det er spørgsmål, de norske forskere nok stiller, men ikke besvarer. Måske er det heller ikke spørgsmål, der kan besvares kort tid efter en samfundsmæssig rystelse. De offentlige sørgemarkeringer er et første skridt. For de mennesker, der de seneste dage har deltaget i offentlige markeringer af sorg rundt omkring i Danmark eller har fulgt det på tv, er der næppe tvivl om, at det har været vigtigt at markere sorgen offentligt.

Den britiske antropolog og teolog D.J. Davies behandler emnet i bogen ”Nationer ændres af tragedier og af måden de håndterer dem på”:

”I tragedien udfordres livskraft af dødelighed. Nationer og individer, som er i stand til at udholde og overleve sådanne ødelæggelser, kan nogle gange udvikle en ny integritet”.

Det synes at være tilfældet i Norge, mener Davies. Forhåbentlig bliver det også tilfældet i Danmark.