Prøv avisen
Interview

Søster Emmanuela: Når du engang står foran Jesus, spørger han ikke, om du er katolik eller protestant

Søster Emmanuela blev tiltrukket af stilheden i klostret, da hun som ung valgte sin livsretning. Men i dag taler søstrene mere sammen end for 60 år siden, også om personlige spørgsmål, forklarer hun. – Foto: Malene Fenger-Grøndahl.

Da Gurli Jørgensen for 60 år siden indtrådte i et benediktinerkloster i Tyskland, var det stilheden og tidebønnerne, der trak i hende. I dag rækker kræfterne ikke til at overholde tidebønnerne, og nonnernes tilbagetrukne liv bliver hver dag afbrudt af pilgrimme og andre besøgende. Men søster Emmanuela er fuld af håb både for sin egen og klostrets fremtid

”Herzlich willkommen. Hjerteligt velkommen.” Søster Emmanuela slår over i dansk med det samme, da Kristeligt Dagblad møder hende ved porten ind til den aflukkede del af klostret Abtei St. Hildegard, der ligger oven for byen Rüdesheim i den tyske delstat Hessen. Fra klostrets port, hvor der er adgang til kirken til den ene side og klostrets infocenter, butik og cafe til den anden side, er der en formidabel udsigt ud over det bakkede landskab ned mod Rhinen. Arealerne uden om klostret er fyldt med vinmarker, hvoraf mange tilhører klostret. Klostret har en stor produktion af vin, både rød og hvid, samt snaps (Klosterbitter) og forskellige andre alkoholiske drikke, og flere af nonnerne har taget en vinmageruddannelse. Desuden arbejder en del af de i alt 48 benediktinernonner med at fremstille keramik og smykker, mens andre er beskæftiget i køkken og cafe, og andre igen servicerer de mange pilgrimme og andre besøgende, som opsøger klostret. Nogle holder foredrag om stedets historie, om benediktinsk ordensliv og om klostrets grundlægger, middelaldermystikeren og nonnen Hildegard af Bingen.

”Der er stor interesse for Hildegard over hele verden, og nogle besøger især stedet her, fordi de er optaget af Hildegard. Men vi er først og fremmest et benediktinsk kloster, og alle os, der er indtrådt her som søstre, har gjort det, fordi vi ønsker at leve et benediktinsk liv. Det var især stilheden og liturgien, som tiltrak mig. Det bedste ved at indtræde i benediktinerordenen var at få lov at leve i den stilhed, som rådede i klostret dengang, og deltage i tidebønnerne,” siger søster Emmanuela og tilføjer med et skævt smil, at her, 60 år efter hendes indtræden i klostret, er det så som så med stilheden, og arbejdet er kommet til at fylde mere i den vekselvirkning mellem bøn og arbejde, som er kerne i Benedikt af Nursias klosterregel fra 500-tallet, som nonnerne lever efter.

”Tiderne har ændret sig, og livet i klostret har ændret sig med verden udenfor. Bønnen er stadig det vigtigste i vores liv, men meget er forskelligt nu fra dengang, jeg flyttede hertil. I dag taler vi mere sammen, også om personlige ting, og stilheden fylder mindre. For omkring 20 år siden begyndte vi at kunne mærke, at langt flere mennesker opsøgte os med et ønske om at bo i klostret i et par dage eller en uge. Det var så markant, at vi tænkte, at det var en ny opgave, vi måtte tage os af. Så vi indrettede en gæsteafdeling med 20 enkeltværelser, og siden har vi også indrettet gruppe- og møderum, et andagtsrum og andre faciliteter, som besøgende kan bruge. Der kommer for eksempel en del grupper her, som vandrer i området og fordyber sig i benediktinsk spiritualitet,” fortæller søster Emmanuela.

Søster Emmanuela blev født i Danmark i 1938 i en blandet katolsk-protestantisk familie og voksede op på Nørrebro, hvor hun og hendes søskende jævnligt gik til messe i den lokale katolske kirke, Sakramentskirken. Hun gik på Den Franske Skole, som blev drevet af katolske Skt. Joseph Søstre og kom siden på det katolske Niels Steensens Gymnasium. Allerede som 15-årig blev Gurli Jørgensen klar over, at hun ønskede at indtræde i et kloster og leve resten af sit liv i et fællesskab af nonner. Inspirationen kom blandt andet fra besøg på det benediktinske nonnekloster Åsebakken i Nordsjælland. Da hun skulle på en studierejse til Tyskland med gymnasiet, hvor man selv skulle betale rejsen derned, fik Gurli den ide at spørge den daværende abbedisse på klostret på Åsebakken, om hun kendte et kloster i Tyskland, som hun kunne opholde sig i, indtil hun senere samme sommer skulle på et studieophold i Schweiz, hvor hun havde fået stipendium til et fransk institut. Abbedissen skaffede kontakt til Abtei St. Hildegard, hvor hun derfor boede et par uger i sommeren 1956. Under opholdet blev hun klar over, at det var i Hildegardklostret, hun ønskede at indtræde.

Det skete tre år senere, da hun var 21 år.

I mellemtiden har hun arbejdet et par år inden for bogbranchen, og det var derfor helt oplagt, at hun ved sin indtræden i klostret overtog ansvaret for stedets boghandel, hvis leder i mellemtiden havde forlaget klostret under sit noviciat. Gurli, som nu fik navnet søster Emmanuela, stod i de næste 40 år for driften og udviklingen af boghandlen, som med tiden blev en af klostrets vigtigste indtægtskilder. I dag har hun givet ansvaret for butikken videre til en lægkvinde, og i det hele taget er der i de senere år blevet ansat flere lægfolk, som hjælper med at drive butik, cafe, køkken og gæstehus.

”Gæsterne forventer stadig at møde en søster, når de kommer ind i butikken eller cafeen, så det er også vigtigt, at vi stadig selv er aktive i driften af det hele. Men det er en svær balance, for opgaverne bliver hele tiden flere, og vi skal både tage de nye opgaver på os og samtidig holde fast i bønnen og stilheden. Så vi har talt om, at vi nok bør gå tilbage til at overholde stilheden mere strengt igen,” siger søster Emmanuela og tilføjer, at hun, da hun havde allermest travlt med driften af boghandlen, arbejdede 10-12 timer om dagen og faktisk endte med at opleve et burn-out.

”Jeg havde simpelthen ikke kræfter til at fortsætte og måtte bo et år i kloster på den anden side af Rhinen, hvor jeg kom til kræfter og også deltog lidt i arbejdet, inden jeg så vendte tilbage hertil,” fortæller hun.

I dag har søster Emmanuela rundet de 80 år, og kræfterne rækker ikke til at deltage i alle tidebønner eller bidrage helt så meget til klostrets daglige drift som tidligere. Hun er dog stadig aktiv med at modtage pilgrimme og andre besøgende og fortælle dem om klostrets historie og benediktinsk klosterliv.

Da søster Emmanuela kom til klostret i 1959, var hverdagen præget af stilhed og afsondrethed, og antallet af søstre var nået op på 98. Siden er det faldet noget og har de senere år ligget mellem 40 og 50 søstre. Ligesom mange andre klostre i Europa oplever St. Abtei Hildegard færre kald end for blot få årtier siden, og søster Emmanuela kan godt forstå, at nogle opfatter det sådan, at den vestlige verden er præget af en tros- og kaldskrise. Selv er hun dog ikke så pessimistisk.

”Verden har ændret sig. De søstre, som indtrådte inden Anden Verdenskrig, kom alle fra familier med syv, otte eller ni børn, hvor det var almindeligt, at en søn blev præst, en datter blev hans husholderske, og en datter eller søn gik i kloster, mens de andre drev gården videre. I dag får de fleste kvinder få børn, og mange får en god uddannelse, mens det til gengæld kan være svært at få et godt job. Overvejer man at gå i kloster, løber man en stor risiko, fordi man ikke bare kan vende tilbage til sit job, hvis man forlader klostret i løbet af prøvetiden,” siger søster Emmanuela.

”Mange interesserer sig for det, som Benedikts regel kan sige dem i hverdagen, men er ikke parate til at tage skridtet helt ind over dørtrinnet. Nogle bliver oblater, hvor de er tilknyttet og udlever den benediktinske spiritualitet som lægfolk. De er både gifte og ugifte og er ofte aktive i deres sogn eller tager sig af ældre mennesker. Så længslen er der. Problemet med færre kald er efter min mening sociologisk snarere end åndeligt,” siger hun.

Søster Emmanuela tilføjer, at interessen for klosterlivet og dets spiritualitet kommer fra både protestanter og katolikker.

”Som ung var jeg meget optaget af at forsvare den katolske kirke. Men med alderen har jeg erkendt, at mit hjerte er halvt katolsk og halvt protestantisk. Der er punkter, hvor jeg ville ønske, at den katolske kirke ville blive mere moderne. Jeg synes for eksempel, at der nogle steder er en overdreven Mariafromhed og for meget folklore med valfarter og andagter og så videre. Jeg mener også, at verdenspræster (præster, der ikke er tilknyttet en orden, red.) selv burde kunne vælge, om de vil leve i cølibat eller ej. I det hele taget er jeg nok meget præget af mine danske rødder. Omvendt kender jeg en del protestantiske kvindelige præster, som er meget optaget af klosterspiritualiteten. En af dem har endda sagt til mig, at hun i sit hjerte er mest katolsk. Måske er det tegn på, at vi nærmer os hinanden og den enhed, som Kristus ønsker af os,” siger søster Emmanuela.

Med et smil tilføjer hun: ”Når vi engang står foran Jesus, tror jeg ikke, at han spørger, om du er katolik eller protestant, eller hvor meget du har bedt. Jeg tror kun, at vi bliver spurgt om næstekærligheden. Og når man som jeg er gammel og ikke kan arbejde så meget, er det godt at tænke på, for hjertelighedens sakramente bliver man aldrig for gammel til at udleve. Det er det, jeg forsøger at gøre i mit møde med gæsterne.”

Når vi engang står foran Jesus, tror jeg ikke, at han spørger, om du er katolik eller protestant, eller hvor meget du har bedt. Jeg tror kun, at vi bliver spurgt om næstekærligheden

Søster Emmanuela
Det tyske kloster Abtei St. Hildegard ligger i det frugtbare Rhin-område og har både vin og andre former for alkohol på sin liste over hjemmeproducerede drikkevarer. – Foto: Malene Fenger-Grøndahl.