Kunstnerisk frihed og teologi deler sogn om Jim Lyngvilds kirkeudsmykning

Omkring halvdelen af menighedsrådet i Faaborg Kirke ønsker ikke længere at udstille syv værker af den asatroende kunstner Jim Lyngvild. Flere tusinde protesterer på sociale medier

Jim Lyngvilds figurer er tit mere rødhårede, end Bibelens mellemøstlige skikkelser har været. Det gør han, fordi man skal kunne identificere sig med dem "som faaborgensisk beskuer", lyder det. – Alle fotos: Jim Lyngvild.
Jim Lyngvilds figurer er tit mere rødhårede, end Bibelens mellemøstlige skikkelser har været. Det gør han, fordi man skal kunne identificere sig med dem "som faaborgensisk beskuer", lyder det. – Alle fotos: Jim Lyngvild.

En iPhone, et lesbisk par og menighedsrådsformanden fra Faaborg Kirke. Det er ikke elementer, man ofte støder på i kunstværkerne i landets kirker. Men det indgår alt sammen på de billeder, som den asatroende kunstner Jim Lyngvild har skabt til Faaborg Kirke på Sydfyn.

Billederne tager udgangspunkt i bibelske fortællinger som Jesu korsfæstelse, Daniel i Løvekulen og Moses og Guldkalven, men de har alle sammen en nutidig æstetik, der ifølge Jim Lyngvild selv skal gøre dem relevante for beskueren og skabe identifikation.

De i alt syv store såkaldte fotostater har hængt i den gamle klosterkirke Hellig-aandskirken i Faaborg siden begyndelsen af marts. Men kirken skal snart lukkes for renovering, og når den åbner igen i 2022, skal Jim Lyngvilds billeder ikke op at hænge igen. I hvert fald ikke, hvis det står til en stor del af menighedsrådet. Det stod klart efter en afstemning på et menighedsrådsmøde i sidste uge, hvor fem medlemmer var for, at billederne skulle op at hænge igen, mens syv var imod. Afstemningen viste sig dog at være ugyldig, fordi en af kirkens præster for tiden har orlov, og derfor ikke kan stemme. En ny afstemning er derfor planlagt til på mandag. Her skal der stemmes om, hvorvidt kirken fortsat skal eje billederne, eller om de skal gives tilbage til kunstneren. Man forventer så stort et fremmøde ved det offentlige menighedsrådsmøde, at det må holdes i selve kirken, siger menighedsrådsformand Thomas Ingemansen, som selv er afbilledet på et af værkerne.

Kvinden til højre holder en iPhone i hånden.
Kvinden til højre holder en iPhone i hånden.

Forventningen om det store fremmøde skyldes, at sagen har fået enorm opmærksomhed på sociale medier. På Facebook har over 8000 mennesker deltaget i en afstemning oprettet af Thomas Ingemansen om, hvorvidt Faaborg kirke skal beholde billederne, og ifølge menighedsrådsformanden har omkring 97 procent svaret, at det skal kirken. Selv håber Thomas Ingemansen også på dén afgørelse.

”De er blevet en del af Faaborg kirke og en del af byen. Vi ved, at der er en stor interesse for at se dem, og at folk godt kan lide dem,” siger Thomas Ingemansen.

Når der er skepsis over for billederne blandt nogle menighedsrådsmedlemmer, skyldes det ifølge menighedsrådsformanden, at de ikke er helt teologisk korrekte.

”Nogle steder er der brugt elementer fra forskellige bibelske fortællinger i samme billede, men han det er jo det, han har sin kunstneriske frihed til. Jeg er ikke teolog, men det er vigtigt for mig, at billederne kan sige os noget og sætte tanker i gang, og det synes jeg, de kan,” siger Thomas Ingemansen.

Egentlig har det hele tiden været aftalen, at billederne kun skulle hænge i Faaborg Kirke indtil den dag i september, hvor kirken skal lukke for renovering. Men Jim Lyngvild undrer sig over, at så mange menighedsrådsmedlemmer ikke retter sig efter de mange, der ønsker, at billederne skal blive ved med at hænge i kirken.

”Jeg synes, det er mærkeligt at lave en afstemning, man ikke lytter til. Altså hvor ofte sker det lige, at 8000 mennesker tager stilling til kirkekunst? For mig siger det noget om, at det hellige rum har en stor plads i folks hjerter. Jeg siger ikke, at billederne skal hænge i kirken til evig tid, men det undrer mig virkelig, at nogen vil tage dem ned, når der er så stor interesse for dem – også blandt folk, der ikke kommer i kirken,” siger Jim Lyngvild og fortsætter:

”Det, der har betydet noget for mig, er, at billederne kunne sige beskueren noget og sætte en samtale i gang. For eksempel har jeg i billedet ’horen stenes’ afbilledet et lesbisk par, og jeg ved fra en af kirkens præster, at der en dag var nogle børn på besøg i kirken, som fik en snak om, hvad det vil sige at være lesbisk. Det, synes jeg, er helt fantastisk,” siger Jim Lyngvild.

Men det har jo ikke så meget med kristendom at gøre – skal kirkekunst ikke sætte en snak i gang om kristendom?

”For mig handler kristendom om mennesker og deres indbyrdes forhold, så jo, det har med kristendom at gøre.”

Det var ikke muligt før avisens deadline at få en kommentar fra de menighedsrådsmedlemmer, som ikke ønsker at billederne skal blive hængende.