Sognefestivalen samler hele byen

Syv finalister er fundet i konkurrencen om at blive Danmarks bedste kirkelige initiativ. En af dem er sognefestival i Gauerslund i Østjylland

 I Østjylland har Gauerslund Sognefestival bragt kirke og lokalbefolkning tættere på hinanden. Det har kastet en nominering til årets Initiativpris af sig. – Foto Jan Weber.
I Østjylland har Gauerslund Sognefestival bragt kirke og lokalbefolkning tættere på hinanden. Det har kastet en nominering til årets Initiativpris af sig. – Foto Jan Weber.

I Gauerslund mellem Vejle og Fredericia markerer den sidste uge i september hvert år startskuddet på sognefestivalen ”Timeout: Tid – Pause – Evighed”. Her kan deltagerne kaste sig ud i friluftsgudstjenester, ferniseringer, koncerter, gospelkor, meditation og tiltag fra det lokale handelsliv.

Det er en festival, der har noget at byde på for både børn, voksne, ældre og handicappede.

Arrangementet blev til som forslag fra menighedsrådet i 2013, som samme år fik den første festival på benene. Oprindeligt var det tænkt som et rent kirkeligt arrangement, men det voksede sig hurtigt større, i takt med at flere og flere lokale foreninger ønskede at tage del i festlighederne. Det glæder sognepræst i Gauerslund Kirke Verner Helwig Pedersen. Sammen med sognepræst Lisbeth Holm Filtenborg har han været en af tovholderne for festivalen.

”Det er rigtig positivt, at det er lykkedes at bygge bro mellem forskellige foreninger i området og nå ud til en bredere gruppe i området. Folk er meget opmærksomme på festivalen, og der er stor opbakning til den. Det er vigtigt, for som kirke er vi nødt til at gøre os synlige for de lokale og vise, at man ikke behøver at være stærkt troende for at være en del af kirkemiljøet.”

Ifølge Verner Helwig Pedersen har de to lokale kirker i sognet, Gauerslund Kirke og Brejning Kirke, da også oplevet, at menighederne er blevet mere mangfoldige siden festivalen lagde fra land. Og det er ikke tilfældigt, hvis man spørger ham.

”Vi oplever særligt, at børnefamilier har fået øjnene op for kirken, og vi prøver også at række ud til børn og unge. I år har vi tre arrangementer, der henvender sig til de yngre medlemmer af sognet.”

Jan Weber er medlem af menighedsrådet i Gaurslund Sogn. Det var ham, der oprindeligt fik idéen til festivalen, som han betegner som en stor succes.

”Det får mere og mere karakter af en festival, og der er både en større tilslutning blandt de lokale og flere foreninger, som gerne vil deltage. Det er helt sikkert et arrangement, som er kommet for at blive.”

Det mener Verner Helwig Pedersen også, og han opfordrer andre til ikke at holde igen.

”Vi kan kun opfordre andre sogn til at byde ind med idéer i lokalsamfundet. Hvis man kan bidrage, så har vi i hvert fald oplevet, at det er muligt at skabe et frugtbart samarbejde.”