Sogneindsamling rammes hårdt af corona

For andet år i træk er det ikke muligt for Folkekirkens Nødhjælp at lave en fysisk indsamling. I år har de dog haft bedre tid til at forberede sig på en digital løsning end sidste år

For andet år i træk er det ikke muligt for Folkekirkens Nødhjælp at lave en fysisk indsamling.
For andet år i træk er det ikke muligt for Folkekirkens Nødhjælp at lave en fysisk indsamling. Foto: Mikkel østergaard/Ritzau Scanpix.

I Øster Bjerregrav og Ålum sogne ved Randers plejer menighedsrådet at alliere sig med de lokale FDF’ere, når der skal stemmes dørklokker ved Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling, som finder sted anden søndag i marts. Men det er af gode grunde ikke hensigtsmæssigt i år.

Derfor har de fundet en anden løsning, inspireret af en tid før Reformationen, hvor kirken ikke havde problemer med at hive penge ud af sognebørnene: Dengang man endnu solgte aflad.

For den nette sum af 50 kroner sælges der nu ”syndsforladelse for den manglende deltagelse i nogen julegudstjeneste eller påskegudstjeneste i 2020 og for at have sunget falsk og skærende og for tidligere at have sovet under præstens udmærkede prædiken”, står der i det afladsbrev, man får tilsendt, hvis man donerer via Mobilepay til kirkens digitale sogneindsamling.

Det er selvfølgelig med et glimt i øjet, understreger den evangelisk-lutherske menighedsrådsformand Peter Fast.

”Det er jo en omvendt tid, vi lever i, hvor corona har gjort, at man kan ikke samle ind. Så måtte vi tilbage i tiden for at se, hvordan man gjorde for 500 år siden,” siger han.

Det er andet år i træk, at Folkekirkens Nødhjælp har skullet tænke i andre baner end fysiske ved sogneindsamlingen, som ellers er en af de bærende søjler for organisationens fundraising, forklarer generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

”Sidste år gik Mette Frederiksen jo på skærmen fredag eftermiddag, hvor vi skulle samle ind om søndagen. Så der fik vi travlt med at sadle om. I år er vi mere klar til en digital løsning. Vi har fået vores lokale indsamlingsledere med på at tænke sjovt og kreativt. Så vi er fortrøstningsfulde, men stadig rigtig ærgerlige over, at vi ikke kan komme på gaden,” siger hun.

I år samles der ind til projekter, der hjælper mennesker ramt af klimaforandringer. Konkret kommer det til at fungere sådan, at alle kan oprette deres egen indsamling, enten privat eller på sognebasis, som indehaveren selv står for at reklamere for i den kommende uges tid.

Det kunne for eksempel være ved at sælge aflad som i Randers. Eller gøre som i Farum, hvor de opfordrer alle til at spise bønner i stedet for kød – og donere det resulterende overskud fra husholdningsbudgettet til indsamlingen.

Under normale omstændigheder ville Folkekirkens Nødhjælp samle mellem 8 og 12 millioner kroner ind, alt efter hvor akut en mærkesag sogneindsamlingen bindes op på. Sidste år kom der kun fem millioner i den digitale bøsse, hvilket er det samme beløb, der budgetteres med i år, forklarer Birgitte Qvist-Sørensen.

”Sidste gang fik vi ret meget hjælp fra Udenrigsministeriet til at dække de udgifter, vi ikke nåede i mål med. Men dem har vi ikke hørt fra i år endnu. Pengene fra indsamlingen går til vores projekter ude i verden. Og jeg skal hilse at sige, at hvis man troede, at der var problemer i udviklingslandene før corona, så skal man ikke tro, at det er blevet mindre slemt nu. Så fem millioner kroner er virkelig også noget, der gør en forskel.”

Selvom indsamlingen i går endnu ikke var skudt i gang, var der allerede indsamlet godt en halv million kroner via mere end 750 oprettede indsamlinger. Sogneindsamlingen slutter på søndag.