Sprog, kulturanalyse og receptivitet. De tre begreber lyder som noget, der kunne være taget ud af et oplæg fra et konsulentbureau, men det er de ikke. Det er derimod de tre helt grundlæggende faktorer, som sognepræst og fremtidsforsker Birgitte Kragh Engholm arbejder med, når hun forsøger at udvikle en metode til at fremtidssikre den danske folkekirke. Metoden udlægges i hendes nyeste bog, der udkom i denne uge, og udviklingen kan ifølge hende kun gå for langsomt.
”Folkekirken er den sidste bastion, der ikke har indrettet sig under markedsforholdene, og det kan være ganske naturligt, da vores fundament er 2000 år gammelt. Men det er tydeligt, at folkekirken for sent har indset nødvendigheden af det. Konsekvenserne af det ser vi nu, hvor mange føler sig fremmedgjorte over for kirken og især kirkens sprog og ritualer. Og her spørger jeg bare: Hvor er kirkens Svend Brinkmann, der kan gøre kristendommen vedkommende og let forståelig? For selvom vi taler dansk, så forstår folk jo ofte ikke, hvad vi siger,” siger Birgitte Kragh Engholm, der er sognepræst i Sct. Matthæus Kirke på Vesterbro i København.
Folkekirkens Svend Brinkmann kunne godt være Birgitte Kragh Engholm selv. I sin nye bog ”Den fremtidsgodkendte folkekirke i tænkning & praksis” forsøger hun i hvert fald gennem helt konkrete greb at sætte ord på en metode til at gøre folkekirken vedkommende. Det kræver en forståelse af den virkelighed, vi lever i, og tre principper er ifølge hende vigtige, hvis idéen om den fremtidssikrede kirke skal realiseres: Kirken skal være målrettet, strategisk og kompromisløs.
Birgitte Kragh Engholm peger på en stor trend i dag, hvor kirken for eksempel kunne byde ind. Hun kalder trenden for ”fra rejsen udad til rejsen indad”, hvilket betyder, at mennesker ønsker at blive klogere på sig selv og skabe pauser i en travl hverdag. Her er kirken det helt oplagte sted, siger hun.
”Der findes stort set ikke andre steder i samfundet end kirken, hvor man kan tale om mennesket og eksistensen, præcis som den er – i al dens råhed og barskhed – uden at forsøge at fikse den, som man gør hos psykologer og terapeuter,” siger Birgitte Kragh Engholm, som for eksempel selv holder filosofiske saloner og mindfulness-gudstjenester i kirken.
Birgitte Kragh Engholm erkender, at opgøret med det traditionelle og bevægelsen mod noget nyt og ukendt kan synes dristigt. Men for hende handler folkekirkens orientering mod markedet ikke om at sælge ud af egne værdier for at overleve. Det er derimod en naturlig del af den tid, vi lever i i dag. Og især sproget i kirken skal under lup.
”Når præsten forkynder i kirken, skal vi tænke over det sprog, vi bruger, for evangeliet kan hurtigt stivne, hvis vi ikke holder det levende, varmt og i bevægelse. Når jeg står med noget så dyrebart som evangeliet i mine hænder, så føler jeg en lyst og en pligt til at give det videre og række det ud. Men det kræver nogle ændringer af folkekirken, som vi kender den,” siger hun.
For at fremtidssikre folkekirken bør man ifølge Birgitte Kragh Engholm analysere de mennesker, der bor i sognet. Hun forklarer, at det bare handler om at spærre øjnene op og se, hvilke mennesker der omgiver én, og hvad de taler om og interesserer sig for.
”Jeg har fundet ud af, at hvis man vil se resultater, skal der gøres et kæmpestort forarbejde. For at fremtidssikre folkekirken, skal man vide, hvilke mennesker man har med at gøre. Da jeg blev ansat i Vesterbro Sogn, brugte jeg de fire første måneder på at sidde på café et par timer om dagen. Jeg lyttede med et halvt øre og spurgte mig selv: Hvem er de her mennesker? Hvad taler de om? Hvad interesserer dem? Hvis man gør det nogle gange, ser man hurtigt et mønster, som man kan arbejde ud fra,” siger hun.
Der er en tendens til, at alle kirker gerne vil tilbyde alt lige fra babysalmesang, over højskoleeftermiddage til meditationsgudstjenester. Og heri består det farlige, mener Birgitte Kragh Engholm, der understreger, at folkekirken skal være ambitiøs og kompromisløs, men også turde at afvikle.
”Det siger sig selv, at vi ikke har ressourcer til at brede os over hele paletten og ikke kan udbyde hvad som helst. Vi skal gøre os nogle kloge valg og være os bevidste om, at hvert sogn er forskelligt med forskellige målgrupper, og derfor skal vi ikke alle udbyde det samme. En stærk trend i tiden viser, at vi ikke vil have mere af alting, men vi vil have mindre og bedre kvalitet, og derfor skal vi satse på det, vi er gode til, og turde give op på det, vi ikke lykkes helt så godt med.”