Med altertavlen på cyklen bringer sognepræsten kirken ud

Ulrik Pilemand er sognepræst i Vejby og Tibirke Kirker på Nordsjælland. Han mener ikke, at kirkerne er synlige nok – derfor gør han den synlig på sin Christianiacykel. Idéen er finalist i Kristeligt Dagblads initiativkonkurrence

”Din lokale sognepræst har evigheder af tid - til dig”. Sådan står der på altertavlen på den Christinia-cykel, Ulrik Pilemand bruger til at gøre kirken transportabel. Han håber på at komme i kontakt med meningheden på en diskret måde. - Foto: Leif Tuxen.
”Din lokale sognepræst har evigheder af tid - til dig”. Sådan står der på altertavlen på den Christinia-cykel, Ulrik Pilemand bruger til at gøre kirken transportabel. Han håber på at komme i kontakt med meningheden på en diskret måde. - Foto: Leif Tuxen.

For foden af Vejby Kirke på Nordsjælland ligger præstegården gemt bag grønne træer. Vejby Kirke skuer fra bakketoppen ud over den lille landsby, ligesom sognepræst Ulrik Pilemand søger efter menigheden. Han har en drøm om at gøre kirken mere synlig, og han er allerede i gang med at udleve projektet.

For egne penge har sognepræsten købt en sort Christianiacykel med elmotor, ladvogn og folkekirkens logo. Det er ikke hvilken som helst cykel. Det er Ulrik Pilemands bud på, hvordan kirken kan være transportabel og mobil for sognets kirkegængere. På cyklens vogn er et låg, der kan åbnes og fungere som en transporterbar altertavle.

”Når jeg har gudstjeneste, har jeg mulighed for at tegne et kors eller få nogle til at hjælpe med at tegne. Børn kan også være med. Jeg har klippet magneter ud i mange farver, så de kan tegne et lille billede. I vognen har jeg vin, brød og krucifiks. På den måde skaber jeg et pænt rum, som jeg kan fragte rundt til udendørsvielser og gudstjenester,” forklarer præsten.

Cykelturen fra Vejby Præstegård til Tisvildeleje er på små fem kilometer. En cykeltur, Ulrik Pilemand næsten tager hver lørdag med sin kirkecykel, hvis vejret er tørt. Hen over efteråret er turene blevet færre, da der har været mange konfirmationer. Ved købmanden på Tisvildeleje Hovedgade slår han lejr. Låget slås op, så altertavlen bliver synlig med teksten “Din lokale sognepræst har evigheder af tid – til dig”. Derudover har han medbragt fortrykte kort, hvor han klistrer bønner eller salmevers på, som han kan give videre til en borger. Nede i cykelvognen finder Ulrik Pilemand to klapstole frem – en til sig selv og en til de forbipasserende.

”Jeg vil gerne sidde her og være synlig. Jeg prøver at få øjenkontakt med folk, men jeg sidder også bare og læser. Tilstedeværelsen er nok. Folk ser folkekirkens logo, de ser mig i præsteskjolen. De ser, at der er en præst i sognet, de kan snakke med. Det er simpelthen synligheden og tilgængeligheden, der er mit budskab,” fortæller Ulrik Pilemand, der også har småkager og kaffe med for at skabe en afslappet stemning.

Ulrik Pilemand fungerer som sognepræst i Vejby og Tibirke. Sidstnævntes kirke ligger skjult bag store træer og kan nærmest ikke anes, hvis man kører forbi.

”Kernen i sognet er ved Tisvilde Hovedgade. Men kirken ligger ude i skoven. Det var idéen bag cyklen, som netop skulle hjælpe med synligheden,” siger Ulrik Pilemand.

Sognepræsten er diskret i sin måde at gøre sig synlig på. Han sidder roligt i sin stol, hvor den hvide flip lige anes i halsen. Han mener, at præstekjolen er for formel, og den er ikke til at cykle i.

”Jeg vil ikke stå og prædike på Hovedgaden. Det er at tvangsindlægge andre til at deltage i min tro. Det foregår et andet sted, hvor det er planlagt. Jeg må godt være synlig her, men der er også et ansvar for ikke at pådutte andre kirkelivet,” fortæller han.

Projektet om en transportabel kirke startede han sidste forår. Men sognepræsten håber at kunne finde et mere permanent sted som kunne hedde ”Præstens Hjørne”.

”Som præster bør vi overveje, hvordan vi bedst kan forkynde og gøre kirken synlig. Jeg ser måske 20 procent af sognet i løbet af et år. Hvad med de resterende? Hvordan bliver jeg synlig for dem, så de bliver opmærksomme på, at der er en præst og en kirke. Det gør jeg, når jeg er synlig på Hovedgaden og ved Brugsen,” siger Ulrik Pilemand.