For foden af Vejby Kirke på Nordsjælland ligger præstegården gemt bag sensommerens grønne træer. Vejby Kirke skuer fra bakketoppen ud over den lille landsby på samme måde som sognepræst Ulrik Pilemand søger efter menigheden. Han har en drøm om at gøre kirken mere synlig, og han er allerede i gang med at udleve sit projekt.
Kristeligt Dagblad møder Ulrik Pilemand en varm dag i august. Præstehunden Trofast ligger henslængt over dørtrinnet, mens hvide gardiner kærtegner solen gennem vinduerne. Foran Trofast holder en stor, sort Christiania-cykel med elmotor, ladvogn og folkekirkens logo langs siden. Det er ikke bare hvilken som helst cykel. Det er Ulrik Pilemands bud på, hvordan kirken kan være transportabel og mobil for sognets kirkegængere.
”På cyklens vogn er der et låg, der kan åbnes og fungere som en transporterbar altertavle. Når jeg har gudstjeneste, har jeg mulighed for at tegne et kors eller få nogle til at hjælpe med at tegne. Børn kan også være med. Jeg har klippet magneter ud i mange farver, så de kan tegne et lille billede. I vognen har jeg vin, brød og krucifiks. Ikke lys, de blæser bare ud. På den måde, skaber jeg et pænt rum, som jeg kan fragte rundt til vielser og dåb,” forklarer Ulrik Pilemand, mens han stolt viser cyklen frem i gården.
Cykelturen fra Vejby Præstegård til Tisvildeleje er på små fem kilometer. En cykeltur, Ulrik Pilemand næsten tager hver lørdag med sin kirkecykel, hvis vejret altså lover tørt. Ved købmanden på Tisvildeleje Hovedgade slår sognepræsten lejr. Låget bliver slået op, sådan så altertavlen bliver synlig med teksten “Din lokale sognepræst har evigheder af tid – til dig”. Nede i cykelvognen finder Ulrik Pilemand to stribede klapstole frem – en til sig selv og en til de forbipasserende.
”Jeg vil gerne sidde her og være synlig. Jeg prøver at få øjenkontakt med folk, men jeg sidder også bare og læser avisen. Tilstedeværelsen er nok. Folk ser folkekirkens logo, de ser mig i præsteskjorten. De ser, at der er en præst i sognet, de kan snakke med. Det er simpelthen synligheden og tilgængeligheden, der er mit budskab,” fortæller Ulrik Pilemand henover dampende varm kaffe og sprøde småkager, som også er pakket med til turen.
Ulrik Pilemand fungerer som sognepræst i både Vejby og Tibirke. Sidstnævntes kirke ligger skjult bag store træer og kan nærmest ikke anes, hvis man kører forbi på vejen.
”Kernen i sognet er hernede ved Tisvilde Hovedgade. Men kirken ligger ude i skoven. Det var idéen bag cyklen, som netop skulle hjælpe med synligheden,” siger Ulrik Pilemand.
Snakken bliver afbrudt af en ældre herre med lyseblå skjorte og hvid hestehale. Han har hørt, at Ulrik Pilemand sidder ved købmanden i dag, selvom det ikke er lørdag. Manden hedder Sven Wichmann og vandt i 1987 en Oscar for scenografien i Babettes Gæstebud af Gabriel Axel. Sven Wichmann lægger jævnligt vejen forbi.
”Jeg er tæt knyttet til kirken, og Ulriks projekt er spændende. Han gør kirken synlig og befinder sig her på Hovedgaden, hvor folk er. Og så er det også hyggeligt at få en sludder,” griner Sven Wichmann henover sine smalle briller. Ulrik Pilemand smiler tilbage og siger, at han har været en stor kreativ hjælp i forbindelse med designet af cyklen.
På siden af cykelvognen, står der et latinsk skriftsted, som oversat betyder ”Se, jeg gør alting nyt.” Det er bevidst, at det står skrevet på latin, fordi forbipasserende vil spørge af nysgerrighed om, hvad der står. Lige så snart de henvender sig, har Ulrik Pilemand kontakt.
”Hvis det stod på dansk, ville folk læse det uden at spørge. Det betyder også noget personligt for mig: Cyklen repræsenterer, at jeg gør noget nyt for folkekirken. En ny måde at være synlig på,” fortæller sognepræsten, mens han retter på sin lyse stråhat.
Ulrik Pilemand er diskret i sin måde at gøre sig synlig på. Han sidder roligt i sin klapstol iført blå shorts, badesandaler og blå skjorte, hvor den hvide flip lige kan anes i halsen. Han mener, at præstekjolen er for formel, og derudover er den ikke til at cykle i.
”Jeg vil ikke stå og prædike her på Hovedgaden. Det er at tvangsindlægge andre til at deltage i min tro. Det foregår et andet sted, hvor det er planlagt. Jeg må godt være synlig her, men der er også et ansvar for ikke at pådutte andre kirkelivet,” fortæller præsten med fasthed i blikket.
Projektet om en transportabel kirke startede han sidste forår. Men sognepræsten håber at kunne finde et mere permanent sted på Hovedgaden, som kunne hedde ”Præstens Hjørne”.
Imens vi har siddet i stolene er flere stoppet op for at hilse og snakke med sognets præst. Blandt andet en norsk præst, der må fotografere idéen som inspiration.
Martin Schwarz Lausten er teolog og professor emeritus i kirkehistorie ved Københavns Universitet og har sommerhus i Tisvildeleje. Når han er på ferie der, lægger han vejen forbi.
”Hvis man ser på Pilemands initiativ, så kommer han på en smuk lakeret Christianiacykel, hvor der allerede ligger et uudtalt humoristisk indslag. Han stiller den op på et sted, hvor man ikke havde forventet, at kirken ville befinde sig. Men her er det vigtige, at han på diskret måde gør folkekirken synlig. Han er til stede, hvor folk henvender sig af sig selv,” fortæller Martin Schwarz Lausten til Kristeligt Dagblad i telefonen.
Ulrik Pilemand regner med at følge projektet om en synligere kirke lang tid endnu. I hvert fald 10 år frem. Men den gule parasol kan ikke tåle alt slags vejr, så den må skiftes ud med en paraply til efteråret.