Sognepræst har holdt Kim Larsen- og Cohen-gudstjenester: ”Vi har ramt en stor ny målgruppe”

Hørsholm Kirke har succes med gudstjenester om døde poeter som Leonard Cohen og Kim Larsen

Hvis vores arrangementer tiltaler dem, skal de komme, og hvis de ikke gør, er det også okay, at de bliver væk. Men behovet for kommunikation har overhalet folkekirken indenom, og jeg kan bare se, at god og klar kommunikation betyder meget i så tæt et informationssamfund, som vi lever i, siger Le Klint, sognepræst ved Hørsholmkirke. –
Hvis vores arrangementer tiltaler dem, skal de komme, og hvis de ikke gør, er det også okay, at de bliver væk. Men behovet for kommunikation har overhalet folkekirken indenom, og jeg kan bare se, at god og klar kommunikation betyder meget i så tæt et informationssamfund, som vi lever i, siger Le Klint, sognepræst ved Hørsholmkirke. – . Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix, Hørsholm Kirke og Jeppe Bøje Nielsen/Ritzau Scanpix.

1956. Så mange danskere erklærede sig på det sociale medie Facebook ”interesseret” i at deltage i Hørsholms Kirkes temagudstjeneste om Leonard Cohen, der blev afholdt i søndags som den tredje i en række af fire gudstjenester under titlen ”Døde poeters klub”. Selvom langtfra alle af de knap to tusind Facebook-brugere fandt vej til kirken i Nordsjælland, er det et sigende tal. For i de seneste år har Hørsholm Kirke arbejdet på at nå bredere ud på Facebook, og det har vist sig at virke, fortæller sognepræst Le Klint.

”Vi er overraskede over, hvor eksplosivt det har virket at lave Facebook-begivenheder i forbindelse med de her temagudstjenester. Og det er tydeligt, at det også er en anden målgruppe end de trofaste kirkegængere, som kommer. Man kan blandt andet se det på, at de klapper spontant, hvis de oplever noget, der begejstrer dem. Det gør de kirkevante ikke på samme måde. Og de kendetegnes også ved efterfølgende for eksempel at skrive på Facebook, hvad de syntes om gudstjenesten,” siger hun.

På Facebook kan man oprette begivenheder, som andre brugere af det sociale medie kan tilmelde sig eller erklære sig interesseret i. Hørsholm Kirke laver også Facebook-begivenheder ved de almindelige søndagshøjmesser, og her formidles det, hvilket tema præsten vil folde ud fra prædikestolen.

”Det holder os til ilden, at vi løbende skal fortælle om gudtjenesterne på Facebook i et nutidigt sprog, så enhver kan forstå det. Initiativet kommer fra vores kommunikationsmedarbejder, og jeg tror i det hele taget, folkekirken har brug for nogle dygtige kommunikationsmedarbejdere, som ikke kender så meget til folkekirken. For de kan sætte sit ind i det kæmpestore medlemstal, som trods alt bliver døbt, konfirmeret, gift og begravet i kirken, men som finder svar på deres længsel andre steder end i folkekirken, hvis vi ikke formulerer os tydeligt og henvender os direkte til dem,” siger Le Klint.

Forholder I jer til, hvordan I skal nå ud til så bred en målgruppe som muligt på Facebook, når I planlægger jeres arrangementer?

”Nej, det synes jeg ikke, og det er nok lige præcis der, man som præst skal standse en kommunikationsmedarbejder: Hvis rækkevidden bliver eneste målestok. For det vigtigste er ikke at nå langt ud på Facebook, men at ramme dem, der kan få glæde af det kristne budskab, men som måske bliver bremset af højmessens form, som kan kræve øvelse eller indføring.”

Når så mange udefra kommer ind til især jeres temagudstjenester, anskuer du det så som en missionsmark?

”Personligt går jeg ikke ud og missionerer blandt dem på kirkebænkene, jeg ikke kender. Hvis vores arrangementer tiltaler dem, skal de komme, og hvis de ikke gør, er det også okay, at de bliver væk. Men behovet for kommunikation har overhalet folkekirken indenom, og jeg kan bare se, at god og klar kommunikation betyder meget i så tæt et informationssamfund, som vi lever i.”

Kan det ikke komme til at gå ud over de almindelige kirkegængere, at I har ramt en så stor anden målgruppe?

”Nej, det synes jeg ikke. For vi holder søndagshøjmessen i hævd, og den vil altid være der for dem, som har brug for det. At vi så laver andre slags gudstjenester, som tiltrækker andre målgrupper, ser jeg umiddelbart ikke som et problem for kernemenigheden.”