Børn italesatte døden, mens de byggede huse

I projektet ”Himmelhuse” har 25 børn fra Sankt Markus Kirke på Frederiksberg designet et hus til en afdød person. Voksne har svært ved at tale om døden, men det kan himmelhusene hjælpe med, mener sognepræst Signe Danielsen. Initiativet er indstillet til Kristeligt Dagblads Initiativpris

Lilly Mønsted (t.v.) har lavet et himmelhus til alle døde, da hun mener, at der findes mange ensomme sjæle. Her er plads til både skraldemænd, journalister, muslimer og kristne. På den farverige bænk kan de sidde og drikke te. Magnus (t.h.) har bygget et hus til sig selv, til når han dør. Han er ikke bange for døden. I huset har han designet et værksted, fordi han godt kan lide at bygge. Øverst oppe er et stjernekiggerum, da han er fascineret af himlens univers.
Lilly Mønsted (t.v.) har lavet et himmelhus til alle døde, da hun mener, at der findes mange ensomme sjæle. Her er plads til både skraldemænd, journalister, muslimer og kristne. På den farverige bænk kan de sidde og drikke te. Magnus (t.h.) har bygget et hus til sig selv, til når han dør. Han er ikke bange for døden. I huset har han designet et værksted, fordi han godt kan lide at bygge. Øverst oppe er et stjernekiggerum, da han er fascineret af himlens univers. Foto: Mathias Kristoffer Dyhr Johansen

”Jeg har bygget et hus til mig selv, til når jeg dør. Jeg ved lige præcis, hvordan det skal indrettes,” fortæller niårige Magnus, mens han former en stol af gule piberensere.

I Sankt Markus Kirke på Frederiksberg i København er 25 børn i alderen 7-11 år mødt op for at bygge himmelhuse. Et himmelhus er et hus for en, der er død. Et bud på, hvordan et hjem kan se ud, når man flytter ind i det evige liv. Nogle af de deltagende børn bygger huse til afdøde bedsteforældre, nogle til sig selv og andre til et kæledyr.

Signe Danielsen er sognepræst i kirken og er initiativtager bag projektet ”Himmelhuse”.

”Min tanke med projektet er først og fremmest, at børnene får en fysisk og sanselig oplevelse af, at kirken er et sted, hvor vi tør tale om død, sorg og kan mindes dem, vi mister. Derudover tror jeg, at mange voksne er rigtig dårlige til at tale om døden. Det bliver så abstrakt, at vi ikke kan finde ud af at tale om den. Men det kan børn. De er umiddelbare og konkrete, og måske kan voksne lære noget af børnenes sprog,” fortæller Signe Danielsen og peger på en telefon af modellervoks, som et barn har lavet i sit hus til sin oldemor. Så kan hun ringe ned fra himlen, hvis hun får lyst til en snak.

Artiklen fortsætter under annoncen

Projektet ”Himmelhuse” er en del af et større projekt, ”Omsorg”, som skulle være foldet ud på Frederiksberg i foråret, men blev udskudt til efteråret på grund af corona. Det er initieret af teatret Riddersalen, som ville lave forestillinger om børn og sorg. Teatret henvendte sig til kirkerne på Frederiksberg, så de kunne tage del i projektet.

Lilly Mønsted er datter af sognepræst Jesper Mønsted og er i gang med at bygge et himmelhus for alle. Det lyserøde paphus har fået titlen ”Den grønne park” og er frit tilgængeligt for de døde.

”Alle kan komme i mit himmelhus. Man kan både være præst, skraldemand og journalist. Mange bliver mobbet og er ensomme, men der er plads til alle her. Der er en masse farver, fordi det gør folk glade,” fortæller Lilly Mønsted, mens hun indretter en farvestrålende bænk med blomsterpailletter.

Sidemakkeren til Lilly Mønsted har lyttet med i samtalen og spørger, om hun er kristen. Lilly Mønsted svarer ja, men forsikrer, at der også er plads til andre slags troende i hendes himmelhus. Der må man tro på lige, hvad man vil.

Mens børnene arbejder intenst, lyder en stille samtale om døden blandt dem. Byggeprojektet giver anledning til at snakke om dem, de hver især har mistet, hvem de bygger til, og hvad disse personer godt kunne lide.

Signe Danielsen mener, at voksne kan have svært ved at italesætte døden sammen med deres børn. Hun tror på, at himmelhusene kan hjælpe med det tabubelagte emne.

”Jeg tror, at himmelhusene kan være ligesom et slags arvestykke, man hiver frem, når familien skal snakke om den afdøde. Så er der måske en sølvske eller et billede derinde, som kan rumme nogle minder og give afsæt for en fortælling,” siger hun.

Børnene sidder spredt blandt fire røde borde foran kirkens alter. Der flyder med alt lige fra limpistoler til glimmer i regnbuens farver. Dorte Holbek er billedkunstner og scenograf. Hun er med for at hjælpe børnene.

”Børnene har i dag udviklet et sprog med døden. Døden bliver forbundet med noget positivt. Det behøver ikke altid at være sørgeligt og gråt. De skaber noget med deres kærlighed til en person. Det er en måde at bearbejde ting på, få hænderne i det. Vi kunne også have lavet en samtalecafé, men så ville de få noget andet ud af det. Her er det en form for samtale gennem ens hænder og fantasi,” fortæller Dorte Holbek.

Hun var selv ikke en del af sine bedsteforældres begravelse, fordi hendes forældre mente, at det ikke var passende for et lille barn.

”Jeg synes, det er vigtigt at tale om døden med sine børn. De skal ikke holdes væk fra den. I det øjeblik, man begynder at arbejde kreativt med døden, giver det en mulighed for at se anderledes på dens skræmmende størrelse. Man må gerne grine døden lige i øjnene. For eksempel som de gør med De Dødes Dag i Mexico,” forklarer Dorte Holbek og henviser til den dag, hvor mexicanerne fejrer afdøde familiemedlemmer.

Himmelhusene udstilles på Bakkehuset på Frederiksberg. Ferniseringen foregår den 23. oktober, og husene kan opleves frem til januar.