I de seneste uger er sognet blevet en relevant administrativ enhed i en anden end kirkelig henseende, for registreringen af coronasmitte foretages nu for hvert sogn, og i tilfælde af smitteopblomstring kan der iværksættes karantænebestemmelser og andre modforanstaltninger på sogneniveau.
Historisk set er det en interessant genopvækkelse af sognet som administrativ enhed.
Sognet som den nederste del af den katolske kirkes omfattende administrative hierarki blev etableret i Danmark i begyndelsen af det 12. århundrede. Allerede på dette tidspunkt var der en sammenfletning af kirkelig og verdslig myndighedsudøvelse.
Efter Reformationen i 1530’erne blev det kirkelige hierarki underordnet kongens myndighed, herunder sognene. Fra slutningen af 1700-tallet skete der en udbygning af den enevældige stats kontrol med undersåtterne på decentralt niveau. Embedet som sognefoged blev indført i 1791 til udøvelse af lokal retshåndhævelse. Embedet blev afskaffet i 1970, undtagen på nogle mindre øer, hvor der stadig udnævnes sognefogeder.
Historikere anlægger meget forskellige betragtninger på Frederik VI’s tid som kronprinsregent og konge (1784-1839). Nogle fortolker ham som tyrannisk, mens andre lægger vægt på, at styret omfattede en omsorg for borgernes helbred og velfærd. Hvorom alting er, blev sognepræsten en central aktør i denne proces, og sognet blev dermed et væsentligt redskab for den decentrale, statslige, verdslige forvaltning. Præsten, der i et århundrede havde været tilsynsførende for almueskolen, fik derudover opsyn med blandt andre jordemødre, koppevaccinationer og fattigvæsen.
Denne proces førte til oprettelsen af sognekommunen som verdslig, administrativ enhed i begyndelsen af 1840’erne. Forvaltningen af vejvæsenet, fattigforsorgen og almueskolen samledes under en administrativ enhed. Sognekommunen fulgte som regel pastoratets grænser, og sognepræsten havde stadig en rolle som født medlem af sogneforstanderskabet. Bortset fra i skolevæsenet gled sognepræsten dog hurtigt ud af den kommunale administration.
Med kommunalreformen i 1970 skete der på papiret et opgør med sogne- eller rettere pastoratskommunen, men kun for så vidt, at det skete som en sammenlægning af kommuner, således at antallet af kommuner blev reduceret fra over 1000 til under 300. Oprindelige sognegrænser var stadig genkendelige på det kommunale landkort, og der var stadig i økonomisk og social henseende forskel på landkommuner og bykommuner.
Denne forskel blev i vid udstrækning ophævet med den kommunalreform, der trådte i kraft den 1. januar 2007. Den betød dannelsen af nye storkommuner, således at antallet af kommuner blev reduceret yderligere til knap 100. Dog var det københavnske opland en væsentlig undtagelse. En kommune som Glostrup har overlevet begge kommunalreformer næsten uforandret og svarer i udstrækning til Glostrup Sogn.
Til trods for den fornyelsestrang, der lå til grund for denne centralisering, er de historiske spor i denne omfattende omlægning af det offentlige administrative hierarki meget påfaldende. En kommune består i dag af typisk af en købstad med rødder i middelalderen plus et opland bestående af tidligere landkommuner. De fleste – men langtfra alle – kommuner har i dag navn efter en gammel købstad.
Nogle kommuner kommer tæt på at omfatte andre historiske administrative enheder som for eksempel herredet, der var en retskreds. Odsherred Kommune har ganske enkelt taget navn efter det.
I kirkelig henseende er det påfaldende, at der i dag i høj grad er sammenfald mellem kommunerne og provstierne. Også det har historiske rødder. Da kirkeskatten blev indført i de første år af det 20. århundrede, skete det med forbillede i den på det tidspunkt netop indførte kommunale ligning, og eftersom den kirkelige økonomis tyngdepunkt i dag er provstiet, er det hensigtsmæssigt at lade provstigrænserne følge kommunernes grænser. Og så kan man jo altid diskutere, hvad der er årsag og virkning.
Under alle omstændigheder kan man se, at meget gamle administrative grænser har det med at forblive gyldige. Og en sidste rest af sognepræstens funktion som administrator er bevaret i form af civilregistreringen, der med Sønderjylland som undtagelse stadig varetages af den kirkebogsførende sognepræst eller kordegn. Det er antageligt også grunden til, at man i dag kan registrere smittespredning helt ned på sogneniveau.
Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.