Når kugler og granater flyver om ørerne, finder soldater tro og håb i religion. Udsendte briter har fortalt feltpræster, hvordan de bad bønner, når de var under beskydning, og hvordan de havde bibler, krucifikser og rosenkranse med i felten, når de bekæmpede Taleban i den blodige Helmandprovins.
Det fremgår af en undersøgelse foretaget af den britiske feltpræst Peter King, som i syv måneder var i krig med dronningens gardehusar-regiment frem til april 2012. Det var en af de blodigste perioder i Helmand. Hele 23 soldater mistede livet, og adskillige andre blev alvorligt såret.
Præsten satte sig derfor for at finde ud af, i hvilket omfang soldater finder trøst i religion, når de er i yderste livsfare.
LÆS OGSÅ: Tøjlesløs vold er krigens norm
En soldat fortalte præsten, hvordan han lå fladt på jorden, mens kuglerne susede omkring ham.
Jeg holdt fast i Sankt Christoffer, som jeg havde om halsen. Og jeg følte en ubeskrivelig varme sprede sig gennem min krop og en mærkelig følelse af fred, fortalte soldaten med henvisning til Sankt Christoffer, som mange soldater har taget til sig som en skytshelgen.
Peter King beskriver i sin rapport, at mange soldater under en påskegudstjeneste kom til ham for at få deres krucifikser og rosenkranse velsignet.
Og en soldat ville have mere. Vil du døbe mig, fader?. Jeg var fuldt ud overbevist om, at det var dybtfølt, og jeg brugte hans hjelm som døbefont, beretter Peter King til avisen Sunday Times.
Troen kommer også til udtryk i form af bønner, som blev sat op på væggen på udsatte poster, ligesom en soldat havde bibelcitater på sine knæbeskyttere. En anden soldat bar samme krucifiks, som havde beskyttet hans bedstefar under Anden Verdenskrig.
Præstens observationer er baseret på samtaler med syv andre feltpræster samt en undersøgelse blandt 200 af de 400 mand, der var i hans regiment.
Halvdelen beskrev sig selv som værende medlemmer af den anglikanske Church of England, og andre 18 procent som katolikker. 20 procent erklærede, at de var ateister eller agnostikere.
Ud af de 200 forklarede 42 procent, at de var mere tilbøjelige til at bede bønner, når de var i fare. 63 procent svarede videre, at de var langt mere tilbøjelige til at deltage i gudstjenester, når de var udsendt til Afghanistan, end når de var på deres mere fredfyldte kaserne hjemme i Storbritannien.
Men en håndfuld af soldaterne havde omvendt svært ved at finde meningen med Gud på slagmarken.
Hvis Gud var her, så ville vi ikke have amputerede og døde under sådanne forfærdelige omstændigheder, lød kommentaren fra en af dem.
Feltpræstens erfaringer indgår nu i en afhandling ved præsteseminariet St. Michaels i Cardiff.
I en kommentar til undersøgelsen fremhæver lederen af præsteseminariet, pastor Peter Sedgwick, at glade, evangelikale gudstjenester måske fungerer for folk i London.
Men det virker ikke for den almindelige soldat i Afghanistan. Det, der dur for dem, er en relativt traditionel religion samt en feltpræst, som er klar til at være en af drengene.