Musiker: Da jeg var kørt fast, fik jeg hjælp af solsorte, der sang for mig

For et par år siden stødte forsanger og sangskriver i bandet Hymns from Nineveh Jonas H. Petersen ind i en arbejdskrise. Men en vintermorgen på altanen med fuglefløjt skulle vise sig at blive en løftestang for, at han turde slippe sine bekymringer

I januar for snart to år siden gik jeg igennem dét, jeg vil kalde for lidt af en arbejdskrise. Jeg var midt i et sangskriverforløb, hvor jeg havde arbejdet på noget materiale i et par år. Det var et dansksproget projekt, der overordnet handlede om at være vokset op i Vestjylland.

Men jeg kunne pludselig ikke se, hvordan sangene havde relevans for andre end mig selv. Derfor besluttede jeg mig for at smide alt materialet i skraldespanden. For sådan en som mig, der er målrettet, og som lever både af og for at skrive, var det en utrolig uvant situation at stå i. Jeg havde det ikke særlig godt. Sangskrivning er så tæt knyttet til min identitet, og det skabte en enorm fortvivlelse og bekymring i mig, at jeg pludselig ikke følte, at projektet var godt nok. Derfor fik jeg brug for min tro, der altid har været en fasttømret del af min hverdagsrutine. Og jeg husker en særlig episode, hvor netop troen kom helt tæt på.

Det skete den 31. januar 2018. En dag, der for mig startede præcis som alle andre dage plejer at gøre. Jeg stod op om morgenen, bryggede en kop kaffe og satte mig ud på min altan for at læse en bibeltekst. Denne morgen var det den tekst, hvor Jesus taler om bekymringer. Da jeg var færdig med den, fortsatte jeg med et stykke af Søren Kierkegaards værk ”Lilien paa marken og fuglen under himlen”. Alt imens jeg sad der og læste, var det pludselig, som om der var fugle, der kom og sang til mig. Det var små solsorte, der dukkede op i den friske vinterluft og sang så smukt. På sådan en januar morgen følte jeg pludselig, at alt blev forår omkring mig. Jeg fik det, som om fuglene sang salmer. Som om de forkyndte den bibeltekst for mig, som jeg netop havde læst. Det lyder måske lidt skørt, men jeg kan ikke beskrive det bedre, end at jeg oplevede fuglene som små sendebud direkte fra Vorherre. Der var uden tvivl et budskab, de ville pointere for mig.

Det, fuglene fortalte mig, var, at jeg blot skulle lægge mit liv og min skæbne i Guds hænder. Så ville alt blive o.k. Noget, der kan virke så stort og uhåndgribeligt, blev meget konkret i dét øjeblik, jeg havde der på altanen. Selvom jeg på det tidspunkt befandt mig i en svær situation i mit liv, blev det klart for mig, at Gud på en eller anden måde ville løfte mig ud af mine bekymringer. Hvis man er sin egen lykkes smed, så er det en byrde. Men hvis livet derimod er noget, der kommer udefra til én, og hvis man kan få hjælp og medvind i alle mulige kontekster som for eksempel i form af en støttende kæreste, et familiemedlem eller en ægtefælle, som siger ’du er ikke alene’, så kan man lære at føle sig fri. Alene det at stå op i en verden, hvor solen, liljen og fuglen findes, det er der en nåde i. Så er det meget muligt, at man ikke altid har succes med det, man render rundt og laver, men der er så mange andre parametre, der betyder mere. Det er nyttesløst at rende rundt og bekymre sig hele tiden. Det skaber intet godt. Det fik jeg om noget et fornyet blik for den morgen med fuglesangen omkring mig.

Senere samme dag skrev jeg en sang, som jeg kaldte ”Sindets asyl”. Jeg kunne mærke, at netop denne sang rummede noget af det, jeg havde manglet i det her Vestjylland-projekt – nemlig det, at denne sang havde relevans for andre end mig selv.

Sangen skrev jeg i løbet af en dag, hvilket er usædvanligt kort tid for mig. Men den satte gang i et langt, nyt og inspirerende forløb i mit liv, som oplevelsen med fuglenes sang blev starten på. Der er sådan en vibe i vores samfund i dag om, at man skal præstere. Særligt i min branche, hvor man hele tiden skal holde sig aktuel, have vækst i sin karriere og ”hitte”.

Det var den præstation, som jeg følte, at jeg havde fejlet med. Men fuglenes sang blev en løftestang i mit liv. Den skabte en helt konkret forståelse for mig af, hvad det på et helt lavpraktisk niveau vil sige at modtage livet som en gave, der kommer udefra, og ikke som noget, man selv skal skabe.

I den Kierkegaard-tekst, jeg læste den morgen, uddyber han, at der er noget blæret ved fuglen og liljen, fordi de ikke sammenligner sig med hinanden og andre. De er bare til i verden, og de gør ikke andet end at være dem, de er.

På samme måde skulle jeg heller ikke forsøge at være en anden end den, jeg nu engang er skabt til at være. Jeg mærkede den morgen, at jeg var omsluttet og blev mødt i min fortvivlelse. Min skæbne blev på en eller anden måde vendt om, og det gav mig fornyet håb om, at jeg kunne have et bæredygtigt sangskriverliv og et liv med musik, der rakte ud over mig selv.

Jeg har siden tydeligt mærket det i mit arbejdsliv, at den taknemmelighed for livet og den ro, jeg får, når jeg lægger mit liv i Guds hænder, er mit udgangspunkt. Jeg føler mig mere fri i min tilværelse. Men det kræver, at jeg husker det. Og en gang imellem bliver jeg nødt til at minde mig selv om det igen.

Hvad har udfordret din tro?

Der eksisterer en grundlæggende konflikt i mig selv, der handler om spørgsmålet: Hvad hvis jeg tager fejl, når jeg tror på, at verden er skabt? Hvordan skal jeg turde at lægge mit liv i Guds hænder, hvis der ingen hænder er? Jeg tror, at det handler om to ting. Den ene er en tvivl i mig, som egentlig ikke fylder så meget i det daglige, men som kommer frem indimellem. Den anden er en ydmyghed over for, at der ingenting er i verden, som vi med sikkerhed kan vide. Vi kan blot tro det. Og så må man bare acceptere, at der er nogle spørgsmål i verden, der forbliver gåder, som ikke kan besvares. Og det er måske netop der, at det er vigtigt, at den enfoldige tro tager over.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det må være et råd, som Jesus selv giver i Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33. Her siger han: ”Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Det kan umiddelbart lyde lidt søndagsskoleagtigt, men grunden til, at jeg husker det, er, at det er meget konkret. Det er et råd, der gør mig gladere og gør mit liv lettere, og derfor et stykke af Bibelen, jeg ofte læser om morgenen. Jeg har de bedste dage, når de starter på den måde, for så føler jeg, at ansvaret for min dag bliver deponeret et andet sted end hos mig selv. Og så kommer alt andet som en gave.