Psykolog: Som begrænsede mennesker har vi brug for noget ubegrænset

I søndagens tekst viser Jesu tilgivelse os vigtigheden af at indse, at det er et menneskeligt grundvilkår at fejle, mener psykolog Elli Kappelgaard. Det er noget, som både hun og hendes patienter kæmper med at huske i en tid, hvor præstationssamfundet sætter vores forståelse af os selv på prøve

”Noget af det, der ligger i min gudsforestilling, er, at han er ufejlbarlig. Det starter med en grænseløs kilde til tilgivelse, kærlighed og nåde, som også disciplen Simon Peter oplever i søndagens tekst. Derefter kan han møde og forstå andre med overbærenhed og tilgivelse, fordi han selv er blevet mødt og forstået med samme,” siger Elli Kappelgaard. –
”Noget af det, der ligger i min gudsforestilling, er, at han er ufejlbarlig. Det starter med en grænseløs kilde til tilgivelse, kærlighed og nåde, som også disciplen Simon Peter oplever i søndagens tekst. Derefter kan han møde og forstå andre med overbærenhed og tilgivelse, fordi han selv er blevet mødt og forstået med samme,” siger Elli Kappelgaard. – . Foto: Martin Skipper.

Tilgivelse i vores rodede relationer. Det er, hvad søndagens tekst handler om ifølge psykolog Elli Kappelgaard.

”Det er egentlig ret spændende, at vi får sådan et lille udsnit af en dialog mellem Jesus og disciplen Simon Peter, som jeg forestiller mig har fundet sted, ved at Jesus efter aftensmåltidet har hevet ham til side på tomandshånd,” siger hun.

Det er nemlig et sårbart emne, som de to skal diskutere. Et forhold, som kræver, at man kender dets forhistorie, mener hun.

”Inden Jesu død og genopståen frasiger Simon Peter sig i al offentlighed sit kendskab til Jesus tre gange. Og nu står han så pludselig ansigt til ansigt med den, han har troet på, fulgt, indrettet sit liv efter og så endt med at svigte,” siger Elli Kappelgaard og fortsætter.

”Og Jesus lægger bestemt ikke fingre imellem. Han spørger tre gange, om Simon Peter faktisk elsker ham, mens disciplen blot lægger sig fladt ned. Det siger både noget om Simon Peter, når han har tillid til, at Jesus kan tilgive ham, og noget om Jesus, når han rent faktisk tilgiver.”

Disciplen har trodset den ensomme frygt, som han føler, og for Elli Kappelgaard er det i sig selv beundringsværdigt. Han kunne nemlig bare have stukket halen mellem benene eller benægtet alt efter i så høj grad at have svigtet sine idealer og alt, hvad han troede på.

”At stå i sådanne rodede relationer er noget, som vi alle sammen kender. Tilgivelse af andre kan være svært, men at tilgive sig selv er ofte endnu mere vanskeligt,” siger hun.

At Jesus giver Simon Peter den opgave at vogte sine får, betyder ifølge Elli Kappel- gaard, at Jesus har tiltro til, at disciplen vil være en endnu bedre leder, nu hvor han har set sin egen fejlbarlighed i øjnene.

Og det er ifølge psykologen et meget anderledes perspektiv at opleve i en tid, hvor vi lever i et præstationssamfund, og hvor vi konstant kæmper med at opretholde perfektheden over for andre – og os selv.

”Jeg farer også vild, begår fejl og er urimelig over for mine medmennesker, selvom jeg ofte har de bedste intentioner. Der har jeg brug for at blive mindet om, hvad der er op og ned. For hvorfor har jeg travlt med at fremstille mig selv på en bestemt måde?”, spørger hun.

Når Elli Kappelgaard er faret vild, har hun brug for at komme tilbage til et sted, hvor det ikke handler om, at hun skal præstere, men hvor hun kan finde nåde. Og den finder hun både i sin personlige gudsrelation gennem bøn og andagtsliv og under gudstjenester, hvor hun for en stund kan føle sig sat i parentes.

”I resten af samfundet får vi hele tiden at vide, at det er os, det hele drejer sig om. Men når jeg står i en form for gudsrelation, er der noget, som er større og vigtigere end mig selv. Vi lever ikke bare som isolerede individer på små øer. Netop når jeg står i afmagten og ikke lever op til mine egne idealer, er det vigtigt at have sig det for øje. For som begrænsede mennesker har vi brug for noget ubegrænset. Det kunne være guddommelig tilgivelse, kærlighed eller overbærenhed,” siger hun.

Den tankegang har hun gentagne gange behov for at blive mindet om. For ellers hvirvles hun hurtigt ind i det travle hverdagslivs bekymringer.

”Når vi ikke lever op til vore egne standarder, kan vores selvopfattelse og måde at gå til tilværelsen på rystes,” siger hun.

Det ser hun ofte i sit arbejde som psykolog, når hun taler med mennesker på tværs af generationer. For nogle kan tro eller livssyn være en hjælp i en sådan krise. For andre kan deres tidligere måde at forstå tilværelsen på ikke rumme det, og så må den ændres eller sprænges i luften, og man må finde en ny måde at orientere sig på i tilværelsen.

”Så har troen måske fået nogle nye nuancer. Disciplen Simon Peter har stået midt i et gevaldigt ombygningsprojekt af sine forestillinger om sig selv og måske også af sin tro. Den hurtige løsning er at bede om en pille, så man igen kan leve op til sine idealer. Men noget af det, som jeg forsøger at understrege, er, at mennesker skulle ’prøve’ en lille smule mindre på at være perfekte og i stedet indse, hvad det vil sige at være menneske. For måske er det et menneskeligt grundvilkår at fejle,” siger hun.

Hvad ville du sige, hvis du skulle prædike på søndag?

Jeg ville tale om, at vi har behov for tilgivelse i vores rodede relationer, og om, at vi har brug for kærligheden, der taler sandt – også når det gør ondt.

Hvad er for dig det vigtigste af De Ti Bud?

Det første bud. For som mennesker kan vi sommetider komme til at lade nogen tage den plads. Hvad end det er ens karriere, materielle goder, en religiøs leder, sin partner, sit barn eller en politiker, kan dette ikke tåle at blive sat op på så høj en piedestal. Vi kan også komme til at gøre os selv til guder i vort eget liv.

Hvordan er din ønskegudstjeneste?

Jeg føler mig mest hjemme, når der er plads til, at menigheden deltager, og når der er en prædiken, hvor jeg bliver sat i parentes for en stund. Så jeg bliver mindet om, at jeg ikke er verdens centrum.

Hvordan er dit gudsbillede?

Positivt og lyst. Det er større end noget, jeg kan rumme eller fatte. Det er Gud som livgiver, skaber og opretholder. Og måske bliver det faktisk spejlet meget godt i dagens tekst gennem den ubetingede kærlighed og tilgivelse, som Peter bliver mødt med af Jesus.