I allerførste, og fænomenale, afsnit af ”Herrens veje” begraver barnet Christian lillebror August på stranden ved sommerhuset.
Med et tilbageblik, der bemægtigede sig næsten hele det 19. afsnit, får vi dagene efter Augusts død serveret. Er det nødvendigt for at forstå de menneskelige dybder hos de efterladte? Er det nødvendigt for at give dramaet den udgang, der symboltungt er blevet tilredt os gennem afsnittene?
Begravelsen giver os i hvert fald den fred, den rituelle følelse af fuldbragthed, vi har brug for, så vi endegyldigt kan lægge ”Herrens veje” i graven.
Af jord er du kommet: August var fuld af livsglæde, af en særlig glædesfyldt gnist, der er de færreste forundt. Men døden lurede på August fra første scene.
Til jord skal du blive: Og Helligånden nedsteg da også til Johannes’ pinseprædikenen og tog August med tilbage. Den opofrende søn tog familiens og sine egne synder på kroppen. For varslernes veje er ikke uransagelige i ”Herrens veje”, hvor alt går op.
Af jord skal du igen opstå: Og nu, i den velanlagte finale, skal Augusts sidste vilje ske. For første gang er det, måske, ikke Johannes’ enbårne vilje, der skal gå i opfyldelse. Christian vil sprede asken over den hellige by, Jerusalem.
Skønt at skue er det. Alt i ”Herrens veje” er skønt at skue. Billedernes stoflighed, solens stråler, der behændigt rammer, når alt ser sortest ud. Endnu en gang bliver døden pakket ind i de fagreste blågrå billeder i lighuset. Og Elisabeth svøbt af livets gyldne lys, da hun træder ned i badet.
Skønt at skue er det. De lange korridorer på hospitalet og i lufthavnen stråler med et perspektiv langt ud i evigheden. Kameraet kærtegner træer og furede ansigter, så alt det grimme bliver smukt. Og de sanselige forskydninger, næsten umærkelige svingninger, mellem billede og dialog bliver ødselt tildelt Emilie og Daniel i dobbeltsengen, Emilie og Christian på Augusts dødsleje.
Underlægningsmusikkens knurren, klipningens mesterlige metodik. Hele vejen gennem trakasserierne har ”Herrens veje” budt på ydre vidunderlighed.
Indholdsmæssigt har det svinget mellem det højeste og det laveste. Mellem eksistentielle højdedrag og dysfunktionelle bakkedale. Til tider har kun Johannes’ storladne væsen gjort serien til at holde ud. For det er netop i det vægelsindede, i svingningen mellem eksistensens yderpoler, at serien knejser højest.
Ligesom i den fremragende tyske føljetontragedie ”Babylon Berlin”, der kan nydes på DR 2, er karaktertegningen i ”Herrens veje” kompleks. I hvert fald når det gælder hovedkaraktererne. Og aftenens lange tilbageblik gjorde Elisabeth mere menneskelig. Gav Emilies vrantne grimasse mere baggrund.
Det storladne schwung af sorg, af prædiken, af bårevognens afsked, af Elisabeths afmægtige skrig mod himmelen var måske nok tårepersende. Men det gør ikke noget, når vi græder for dem, vi føler, vi kender. Johannes og Elisabeth, Emilie og August, selv Christian er blevet til mennesker i egen ret for øjnene af os. Man siger jo, at herrens veje er uransagelige. Det bliver befriende at se, om forudanelserne sker fyldest på søndag.