Som en blomst der folder sig ud

Både klogt og rigtigt at tænke poetisk, når man læser, hvad Det Gamle Testamente siger om skabelse og tilblivelse

Skabelsesberetning, poesi og videnskab

Spørgsmål: Det er uforståeligt, at man i vore dage har så svært ved at forstå sammenhængen mellem Bibelens poetiske (mellemøstlige) sprog og naturvidenskab. De fleste kender »fastmotion« (modsat slowmotion, red.), hvor man på film ser en blomst folde sig ud i løbet af få sekunder. Tænk på forløbet fra »Big Bang« til det tidspunkt, hvor Det Gamle Testamente blev nedskrevet, tænk forløbet trængt sammen til seks dage, og læs samtidig skabelsesberetningen.

Hvis man ikke bliver betaget over, hvor godt det harmonerer, så ved jeg ikke ... Ville det ikke være klogt at lære lidt om sprog og kultur i »Bibelens lande«, når man skal læse især Det Gamle Testamente?

Venlig hilsen

Inge Margrethe Jensen

Forskningsprofessor Niels Henrik Gregersen svarer: Jeg er helt enig med dig. Jeg tror virkelig, det er både klogt og rigtigt at tænke poetisk, når man læser, hvad Det Gamle Testamente siger om skabelse og tilblivelse. Det bliver underlig bagvendt, hvis man biblicistisk hænger sig fast i »seks dage«.

Og det bliver også mærkelig rationalistisk og trist, hvis man med »skabelse« kun forstår »Begyndelsen« som en begyndelse, der fandt sted engang for 13,8 milliarder år siden - og så har Gud ellers trukket sig tilbage. Guds skabelse finder jo sted som en stadig proces - ligesom i blomstens vækst, som samtidig hvert øjeblik er en ny skabelse. Gud er levende til stede i den brogede verden som den, der skaber naturen indefra. Hvor ellers fra?

De store sange om naturen finder vi derfor heller ikke kun i Det Gamle Testamentes skabelsesberetning (der handler om »Begyndelsen«), men også og ikke mindst i de gammeltestamentlige salmer, hos profeten Esajas og i Jobs Bog (der handler om nutiden og fremtiden). Her gælder interessen ikke tid og klokkeslet, men tilblivelse, vorden og død. For Gud er både den, der skaber sammenhæng og skaber nyt.

Men det gælder vel også for Det Ny Testamente. Når Jesus i sine lignelser taler om sennepskornets volsomme vækst, om regn og sol eller om himlens fugle og markens liljer, så viser han ud til naturens bevægelser som levende ikoner på Guds skabende generøsitet. Det kunne man da godt en gang imellem standse op og undre sig lidt over.

Mange hilsner

Niels Henrik Gregersen

Vielse og blasfemi

Spørgsmål: Er det ikke blasfemi at blive gift i en kirke, hvis man ikke tror på den Gud, Bibelen beskriver? Kan man tillade sig at bruge den energi, der er i kirken, hvis man ikke bidrager til energi ved selv at tro? Er det ikke en slags blasfemi eller i hvertfald snylteri? (fork. af red.)

Janne

Sognepræst Leif G. Christensen svarer: Det er min erfaring, at ingen lader sig vie i kirken, uden at det er et bevidst valg. Derimod kender jeg flere tilfælde, hvor brudepar har følt, at de kom for tæt på noget »helligt« og derfor valgte at blive viet borgerligt - også selv om de var medlemmer af folkekirken. En kirkelig vielse kan vel deles op i en ydre og en indre betydning. Kirken er et offentligt rum og er derfor et ideelt sted offentligt at proklamere et troskabsløfte om at ville elske og ære den anden i ægteskab. Vielsens indre og kristne betydning er, at al kærlighed i verden, også den mellem en mand og en kvinde, har sit udspring fra kærlighedens ophav, nemlig Gud.

Brudeparret bliver i den forbindelse heldigvis ikke afkrævet noget trosløfte, fordi man ikke kan afgive et kærlighedsløfte til et andet menneske på betingelse. Sådan er Guds kærlighed også uden betingelse. Gaver kan man kun tage imod - også Guds velsignelse. (fork. af red.)

Leif G. Christensen

Panelet på www.religion.dk

Der er knyttet 38 eksperter til svarpanelet på www.religion.dk, hvor alle kan stille spørgsmål og deltage i religionsdialogen. Vi bringer her et udpluk af den forgangne uges debat, hvor følgende fra panelet har svaret på spørgsmål:

www.religion.dk