Prøv avisen

Som Gud gav Jesus, skal vi også give

”Når vi deler mad ud, fortæller vi også folk om Guds kærlighed. For det er det vigtigste,” siger 69-årige Benny Mikkelsen, der selv kom til at tro i et fængsel, da han var ung. – Foto: Michael Tarp.

Lisbeth og Benny Mikkelsen er kaptajner for Frelsens Hær på Bornholm. De har både reddet kirken og julen for mange fattige bornholmere

For ni år siden var Frelsens Hær næsten forsvundet fra Bornholm. Det var dengang, Lisbeth og Benny Mikkelsen blev sendt til øen for at se, om de kunne redde kirken. Ægteparret havde allerede prøvet at bo på øen i 1970erne, og de følte sig kaldede til at komme tilbage. Og nu er hærens store villa i Rønne næsten blevet for lille.

De to kaptajner bor selv i en lejlighed over husets to vigtigste rum, køkkenet og kirkerummet. Begge lokaler bliver brugt flittigt i ugens løb året rundt. For den gamle villa fungerer både som kirke og spisested for mange fattige eller ensomme bornholmere.

LÆS OGSÅ: Den uendelige julehjælpshistorie

Sjælesorg er også en vigtig del af deres opgave. De mange samtaler foregår altid i deres egen stue på 1. salen. Og i øens frikirkemiljø er man begyndt at tale om en vækkelse hos Frelsens Hær, der tiltrækker flere og flere mennesker, ligesom de hvert år kan hjælpe flere til jul.

Igen i år har de slået deres egen rekord til juleindsamlingen, så over 170 bornholmere kan få julehjælp, selvom en af øens store virksomheder ikke længere bidrager på grund af krisen. Til gengæld er kommunen trådt til med et stort bidrag, og det kom belejligt. For Benny Mikkelsen gennemgik for nylig en større operation.

De sagde på sygehuset, at jeg snart kunne blive sendt hjem som samlesæt, siger han med et varmt smil, der trækker det kridhvide julemandsagtige fuldskæg med sig. Han ligner bestemt ikke en syg mand. Tværtimod. Øjnene lyser af liv, og den dybe, varme stemme fortæller den ene historie efter den anden.

Han er 69 år og har lige fået skiftet den ene hofteskål, men det forhindrer ham ikke i at stå foran Kvickly i Rønne for at samle penge ind, så de fattige bornholmere kan få en bedre jul:

Når telefonen ringer derhjemme, siger min kone sommetider: Min mand står nede i Kvickly og holder en bøsse i hånden, fortæller Benny Mikkelsen og slår en stor latter op. Og det gør han tit, selvom det ikke altid har været sjovt at stå i hans sko.

Lisbeth og Benny Mikkelsen voksede hver for sig op i Frelsens Hær. Men mens Lisbeth Mikkelsen voksede op i en normal arbejderfamilie i København, var familieforholdene mindre gode for Benny Mikkelsen.

Hans stedfar tævede ham jævnligt, indtil han blev gammel nok til at stikke af. Og Benny Mikkelsen fortsatte med at flygte fra forskellige ungdomshjem.

Efterhånden begyndte han også at flygte gennem flasken, og sideløbende med sit alkoholmisbrug kom han ind på en kriminel løbebane med indbrud og biltyverier.

Søndagsskolen i Frelsens Hær havde aldrig fået ham til at tro personligt på Gud, men den dårlige samvittighed sad alligevel stadig i ham, da han en dag begik indbrud hos en kristen slagter, fortæller han:

Han havde et krucifiks hængende på væggen, og jeg følte, at Kristusfiguren nedstirrede mig. Og da jeg åbnede en skuffe og troede, at jeg havde fundet en stor læderpung, var det en bibel. Jeg følte nærmest, at den brændte i hænderne på mig. Bedre blev det ikke, da jeg bagefter ville stjæle hans jakkesæt fra et klædeskab. For der sad et kors på jakken.

Det var dog først, da han kom i fængsel for anden gang, at han selv kom til tro, som han udtrykker det, efter at han fandt Det Nye Testamente på et bord i sin celle.

Jeg havde ikke andet at læse i, så jeg slog tilfældigt op og læste om Jesus og disciplene på Genesaret Sø. Det talte meget stærkt til mig. For følelsesmæssigt befandt jeg mig selv på et oprørt hav, og jeg følte simpelthen, at jeg var ved at gå under. Jeg hadede hele min livsførelse med kriminelle handlinger, men jeg kunne hverken komme ud af mit alkoholmisbrug eller min livsstil. Jeg følte mig aldrig fri. Jeg var altid på flugt, og en enkelt gang var jeg også tæt på at drukne mig selv. Men da jeg læste, at Jesus stilnede stormen, syntes jeg alligevel, at det lød for fantastisk. På den anden side havde jeg prøvet alt andet, så jeg endte mig at sætte mig på knæ i cellen og bede Gud om hjælp, hvis han fandtes. Med det samme blev jeg fyldt med fred. Jesus havde stilnet stormen i mig. Næste morgen opdagede jeg, at mine hænder ikke længere rystede. Og siden har jeg ikke drukket.

Benny Mikkelsen begyndte straks at vidne for sine medindsatte. Flere kom til at tro på kristendommen, ligesom han har mange historier om bønnesvar i fængslet. Siden har han været en slags missionær ved siden af sit arbejde som murer. Og det var også sådan, han mødte Lisbeth, fortæller hun:

Jeg var blevet sur på Frelsens Hær. Jeg følte mig fordømt, da jeg blev gravid som 17-årig, så jeg bad nogle af mine drengevenner med læderjakker om at tage ned til møde i Frelsens Hær og lave lidt ballade. Men da de kom tilbage, var de helt opslugt af at fortælle om en tidligere fængselsfange, der var blevet frelst. Ham måtte jeg også se, og det var Benny. Da jeg gik hjem, spurgte jeg, hvilken vej han skulle. Han svarede den samme som dig. Og siden har vi fulgtes ad, fortæller Lisbeth Mikkelsen.

Da de blev gift, flyttede de ind i en lille lejlighed på Frederiksberg ved siden af nogle kommunister. Mens der stod Rød front på kommunisternes tøjbøjler i den fælles entre, stod der Jesus lever på familien Mikkelsens tøjbøjler.

Vi delte køkken med vores kommunistiske naboer. De havde intet tilovers for vores tro og mobbede os sommetider lidt med, at vi gik i kirke. Men de kom alligevel til at hjælpe, da vi en aften ikke havde råd til aftensmad. På det tidspunkt havde vi allerede små børn, og gode råd var dyre. Men Benny hentede Bibelen og slog tilfældigt op. Der stod: I mine fjenders påsyn dækker du bord for mig., fortæller Lisbeth, mens Benny nikker:

Jeg tænkte, at vi måtte tage Gud på ordet, så jeg begyndte at dække bord, selvom vi ingen mad havde i huset. Pludselig bankede det på døren. Det var nabokonen, der kom med hakkebøffer, brun sovs og kartofler, fordi der var blevet for meget mad tilovers, da de havde haft gæster. Jeg så, du kom sent hjem fra arbejde, så jeg tænkte, at det ville være besværligt for jer at gå i gang med at lave mad nu, sagde hun. Men for os var det et stort bønnesvar, fortæller Benny og sender sin kone et stort smil. For siden dengang har de selv hjulpet mange med at få en portion aftensmad. Og i år er der allerede 30, der har meldt sig til at komme og fejre juleaften sammen med dem.

Som Gud gav Jesus, skal vi også give. Og når vi deler mad ud, fortæller vi også folk om Guds kærlighed. For det er det vigtigste, fastslår manden med julemandsskægget.