Tysk kardinal: Som kirke skal vi holde politikerne fast på deres ansvar

Folk skal ikke lytte til mig, fordi jeg er katolik, men fordi det, jeg siger, giver dem svar på de brændende spørgsmål i deres liv og i verden, siger den tyske kardinal Reinhard Marx

Kardinal Marx er på et kort besøg i København, inviteret af den danske katolske Kommission for Retfærdighed og Fred (Justitia et Pax), som længe har ønsket at give den danske offentlighed mulighed for at høre kardinalen udlægge den katolske sociallære.
Kardinal Marx er på et kort besøg i København, inviteret af den danske katolske Kommission for Retfærdighed og Fred (Justitia et Pax), som længe har ønsket at give den danske offentlighed mulighed for at høre kardinalen udlægge den katolske sociallære. Foto: Jens Welding Ølgaard.

”Det er almindelig fornuft, at vi må behandle hinanden værdigt, og at ingen af os kan have patent på den klode, vi lever på. Vi har kun dette ene ’skabelsens hus’, og ingen af os kan hævde at have ejendomsretten til hele jorden eller til alle ressourcer. Det er logik, og det kan mennesker forstår, uanset om de er katolikker, protestanter, muslimer eller ikke-troende.”

Kardinal Reinhard Marx holder en kort pause og tilføjer så:

”Derfor slog pavens rundskrivelse om miljø og klima så stærkt igennem, både blandt politikere og den brede befolkning, og derfor lytter folk også til præster, biskopper og kardinaler som mig, hvis vi formår at tage udgangspunkt i det, mennesker er optaget af – og tale sandt om det.”

Den 62-årige professor i socialetik er en af de mest markante kirkelige stemmer i den tyske og europæiske debat om blandt andet migration, globalisering og økonomisk ulighed. Han er samtidig en meget indflydelsesrig person i den katolske kirke, blandt andet som økonomisk rådgiver for pave Frans.

Kardinal Marx er på et kort besøg i København, inviteret af den danske katolske Kommission for Retfærdighed og Fred (Justitia et Pax), som længe har ønsket at give den danske offentlighed mulighed for at høre kardinalen udlægge den katolske sociallære.

”Folk skal ikke lytte til mig, fordi jeg er teolog og biskop og repræsenterer den katolske kirke. Jeg går ikke rundt og siger, at nu skal folk tilslutte sig den katolske sociallære og forestiller mig, at så vil de lytte og melde sig ind kirken,” siger den medievante kardinal, der er ærkebiskop over et af Tyskland største stifter med 1,8 millioner katolikker.

”Jeg taler om de problemer, som er brændende i menneskers liv og i samfundet i dag, og så er der faktisk mange, der lytter – både politikere og almindelige mennesker. Jeg og de andre biskopper mødes jævnligt med politikere fra stort set alle politiske partier, og de vil gerne høre vores synspunkter. En politiker som Angela Merkel tager specifikt afsæt i de kristne værdier, men også politikere uden kirkelig tilknytning lytter til os, fordi vi argumenterer sagligt,” uddyber han.

Reinhard Marx er kendt som en teologisk begavelse, der gjorde akademisk karriere, før han som 43-årig blev Tysklands yngste hjælpebiskop. I 2001 blev han biskop i Trier i delstaten Rheinland-Pfalz, og i 2007 blev han udnævnt til ærkebiskop for stiftet München og Freising.

Tre år senere blev han af daværende pave Benedikt udnævnt til kardinal, og i 2012 blev han valgt som præsident for de europæiske bispekonferencers fællesråd i EU-landene, COMECE. Siden 2014 har han desuden været leder af den tyske katolske bispekonference og økonomisk rådgiver for pave Frans.

I Tyskland er han kendt for sin indsats imod social ulighed og for asylsøgere og flygtninge, hvor han har dannet fælles front med biskopper fra den protestantiske kirke. I september sidste år stillede kardinal Marx sig op på banegården i München sammen med øverste leder for Tysklands evangeliske kirke Henrich Bedford-Strohm og en række andre præster og almindelige borgere.

De ville byde syriske flygtninge, der ankom med tog, velkommen. Han har desuden flere gange kritiseret de europæiske lande for i praksis at have lukket af for mennesker i nød. Men er det udtryk for katolsk sociallære eller er venstreorienteret politisk standpunkt, hvor han tager kirken som gidsel i en ideologisk kamp?

”Migration er et menneskeligt fænomen, der har eksisteret til alle tider. De fleste nationer er opstået som resultat af migration, og hvor der er mennesker i nød, er der også mennesker, der driver forretning på dem, der lider. Migration er et komplekst fænomen, som der ikke bare findes lette løsninger eller svar på. Jeg har sagt flere gange, at Tyskland naturligvis ikke kan tage imod alle verdens nødlidende. Sidste år kom der en million til Tyskland, og det kan naturligvis ikke fortsætte,” siger kardinalen.

”Men,” tilføjer han med eftertryk, ”som kristne og medmennesker kan vi ikke bare acceptere, at Middelhavet omdannes til en kirkegård, en massegrav. Alene i år er 4000 mennesker omkommet på Middelhavet, og vi gør ingenting. Den udvikling kan vi som kristne ikke sidde overhørig. Vi må fortsætte med at gøre opmærksom på menneskets værdighed, og som kristne må vi også tage imod og yde hjælp og støtte til de nødlidende, der når frem til Europa. Vi må blive sammen med dem, også selvom vi bliver kritiseret af dem, der synes, at der kommer for mange migranter og flygtninge hertil,” siger kardinalen.

Han understreger, at den katolske og evangelisk-lutherske kirke i Tyskland står samlet, når det gælder dette syn på flygtningekrisen.

”Mange menigheder rundt omkring gør et stort arbejde for at modtage og huse flygtninge. Og det skal vi blive ved med. Men samtidig skal vi holde politikerne fast på, at migrationen har nogle årsager, som kun kan løses ad politisk vej. Migrationen vil fortsætte, så længe krigen i Syrien raser, og så længe der er nød og håbløshed i Afrika,” siger han.

Hverken biskopper, præster, lægfolk eller pave Frans kan stoppe krigen, og katolsk sociallære eller teologien i øvrigt kan ikke producere konkrete løsninger. Det er politikernes gebet, understreger Reinhard Marx.

”Men det er en naturlig rolle for både lægfolk og gejstlige at holde debatten i gang og motivere politikerne til at finde løsninger. Det skal foregå lokalt, og vi må være parat til at tage debatten med dem, der er tiltrukket af populismen og dens letkøbte løsningsforslag,” siger han.

Han tilføjer, at højrepopulismen, som han ser det, ikke er et resultat af flygtningestrømmene, men snarere lukrerer på dem.

”Den største udfordring er det behov for identitet og sikkerhed, som præger Europa. Vi skal finde ud af, hvordan vi fastholder vores etiske principper i en frihedens kultur, og her har kirken en fantastisk mulighed” siger han.