Prøv avisen
Troens øjeblik

Tidligere folketingsmedlem: Som niårig begyndte min trosrejse

”Vi gik kun i kirke til højtiderne, men jeg havde åbenbart brug for et tættere forhold til Gud,” siger Charlotte Dyremose, der helt af sig selv begyndte at bede aftenbøn som niårig. Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix

Tidligere folketingsmedlem Charlotte Dyremose (K) meddelte som barn pludselig sine forældre, at hun var begyndt at bede aftenbøn. Samtalen med Gud er siden fortsat, og i dag læser hun teologi med Helsingørs biskop som vejleder

Min rejse i tro begyndte, da jeg var ni år. En aften foldede jeg simpelthen mine hænder og bad til Gud. Mit hjem var ellers ikke særligt kirkeligt. Vi gik kun i kirke til højtiderne, men jeg havde åbenbart brug for et tættere forhold til Gud. Jeg fortalte derfor mine forældre, at nu indgik aftenbønnen altså som en del af ”putteseancen”. Jeg kendte kun dele af Fadervor, så bønnen blev en blanding af den og så noget, jeg selv fyldte på. I dag tænker jeg, at bønnen var udtryk for, at jeg dels havde et behov for at blive båret – men også for at komme af med noget taknemmelighed. Og de to aspekter fyldte derfor i bønnen.

Året efter døde en af mine forældres gode venner, Lisbeth Schlüter, som jeg holdt meget af. Hun var et fantastisk menneske og blev kun 43 år. Min retfærdighedssans kom derfor virkelig på prøve, men troen hjalp mig. Jeg havde mange samtaler med Gud om hendes død.

Det helt afgørende for, at troen er blevet ved med at følge mig, kom med konfirmationsforberedelsen. Jeg fik Elisabeth Siemen som præst i Virum Kirke, og det var simpelthen en gave. I dag er hun en af mine rigtig gode venner og står blandt andet fadder til mine to børn. Men dengang satte hun min tro ind i nogle fortællinger og rammer, som gjorde, at det, jeg selv havde gået og tumlet med, nu fik større dybde og klangbund. Konfirmationstiden ligger jo også på et tidspunkt, hvor man har et behov for at finde ud af, hvem man er, hvad man er og hvorfor – og her tilbød hun og kirken et rum, hvor de spørgsmål blev taget alvorligt.

Ligesom troen blev det. Og samtidig satte hun sig i respekt og satte klare spilleregler op for vores forløb: ”Det kommer til at foregå på den og den måde – og I kan være her, hvis I vil.” På den måde var vi der af egen fri vilje og havde selv taget ansvar for vores deltagelse, og jeg tænkte tit over, hvor skønt det ville være, hvis mine lærere i skolen havde været på samme måde som min præst.

Efter gymnasiet tog min rejse mig bogstaveligt talt til USA, hvor jeg opholdt mig et år. Her blev mødet med en anden udgave af kristendommen noget, der igen blot bestyrkede min egen evangelisk-lutherske tro. En af mine bedste venner derovre var ”southern baptist” (medlem af baptistkirke, red.), og jeg var derfor blandt andet med ham i kirke. Det var meget udfordrende og spændende at opleve det amerikanske frikirkemiljø – men mest som en kulturel oplevelse. Det var lidt for ”happy clappy” (for glad på naiv måde, red.) for mig. For selvom det kristne fællesskab og åbenheden er overvældende, savnede jeg at få noget åndelig føde med hjem fra gudstjenesterne.

Tilbage igen læste jeg statskundskab på universitetet og kom så i Folketinget for De Konservative, første gang fra 2001 til 2011 og igen fra 2014 til 2015. Det meste af tiden var jeg kirkepolitisk ordfører, og med en blanding af nysgerrighed og faglighed udvidede jeg min kirkegang fra stort set kun at komme i Virum Kirke til også at gå til gudstjeneste i forskellige kirker, og her fulgtes jeg ofte med min moster, som også var kirkegænger. Der var mange, der allerede dengang sagde til mig, at jeg da skulle begynde at læse teologi, og at jeg selv skulle være præst. Men det afviste jeg kategorisk.

Det lyder måske underligt, men jeg har altid følt, at det krævede en mere voksen person at udfylde den rolle, fordi det kræver meget autenticitet at optræde med autoritet. Men for nogle år siden satte det af en eller anden grund alligevel tankerne i gang, da også Synne Garff, international chef i Bibelselskabet, spurgte mig, om jeg ikke skulle overveje en teologisk tillægsuddannelse og en fremtid som præst. Kort efter kontaktede jeg biskoppen i Helsingør, Lise-Lotte Rebel, for at høre, om jeg kunne tage tillægsuddannelsen med hende som vejleder – og i dag kan jeg slet ikke forestille mig noget andet: Selvfølgelig skal jeg være præst.

Men det kunne ikke være sket før. I dag er jeg 40 år og har en anden modenhed med mig, jeg har oplevet livets med- og modgang og føler mig derfor rustet til det. Det kan forekomme sært, men det var meget lettere for mig at forholde mig til politiske spørgsmål og træde op på Folketingets talerstol end at stille mig op på en prædikestol i kirken.

Og hele denne rejse mod præstegerningen begyndte jo nok, da jeg var ni år og første gang havde en aftensamtale med Gud.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

I Hebræerbrevet 11.1 står der ”Tro er fast tillid til det, der håbes på”. Jeg holder særligt af det sted, fordi det er så god en måde at forklare det at tro og hvorfor, jeg er troende. Kristentro er jo fast tillid til opstandelseshåbet. Men sætningen er også en god leveregel i mange andre forhold, som når vi har brug for at have tillid til os selv, til andre mennesker, og til det gode i andre. Jeg har fast tillid og håb og derfor tro på, at andre er gode. Og man kan sige, at det kan være naivt, og at tilliden ikke altid kommer til sin ret mennesker imellem, men ikke desto mindre er det det, jeg tror på, fordi jeg har tillid til det, jeg håber. Dermed er sætningen på en og samme tid med til at styrke min tro og give mig et positivt livssyn.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg kan blive ramt af tvivlen. Den helt store tvivl. Hvor der i stedet for at være noget, en mening, en Gud, så er der ingenting, og alt er bare udslag af tilfældighed – og dermed ligegyldigt eller meningsløst. Men det varer aldrig længe, for når det sker, skal jeg bare se på et andet menneske eller gå en tur i skoven, og så finder jeg det helt urealistisk, at alt bare skulle være en tilfældighed. Jeg oplever konstant, at andre mennesker, en ko på en mark, eller træerne, der springer ud, overbeviser mig om, at der er en dybereliggende grund til det hele.”