Prøv avisen
Tro&tvivl

Som otteårig holdt jeg gudstjenester om død og dommedag

Jeg har ikke oplevet at blive udfordret i min tro. Jeg har udviklet min tro og gør det til stadighed. Jeg har oplevet personlige tab og ulykke, men aldrig tænkt, at det havde noget at gøre med, at Gud har haft en finger med i spillet. Sådan er min gudsforståelse ikke, siger Birgitte Qvist-Sørensen. -

Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, lærte hjemmefra, at rigdom forpligter

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro giver mig håb, styrke og ro. Jeg har et temmelig ukompliceret forhold til min tro, jeg behøver ikke at bevise over for mig selv eller andre, at jeg tror nok, eller at jeg tror rigtigt.

Når jeg møder mennesker ude i verden, som lever under de forfærdeligste betingelser og med meget få muligheder for at ændre disse betingelser, så er det fantastisk at opleve, hvordan disse mennesker har en styrke, som springer ud af deres menneskelighed og ud af håbet, som er mere og andet end mad på bordet. Den værdighed og den kraft, som de udstråler, giver mig styrke i min tro.

Troen giver mig også ro. Med ro mener jeg roen til fordybelse og refleksion. Der sker hele tiden noget, som vi skal forholde os til og reagere på - og så videre til det næste. Jeg nyder at gå i kirke og få roen til at lytte, til at føle mig i trygge hænder og vide, at der er noget, der er større og allestedsnærværende, som jeg er en del af, og som er givet til mig, uanset hvad jeg udretter.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Kristendommen spillede en rolle for, hvordan mine forældre så og forstod verden. Min far var ikke specielt kirkelig, men havde stærke værdier om at hjælpe mennesker i nød. Han var isenkramgrosserer og kom fra landet ud af en bondeslægt. Hans far døde, da han var seks år, og min bedstemor flyttede til Roskilde med deres tre børn. Jeg tror, at hans opvækst prægede ham meget, og hans fortolkning af det kristne budskab handlede om at hjælpe sin næste og have respekt for forskellighed. Han var meget optaget af, at rigdom og magt forpligter og ikke må misbruges.

Min mor kom fra Vendsyssel og var som barn flyttet til Ågerup uden for Roskilde, hvor min morfar var lærer og kordegn, og min mormor var kirkens organist. Jeg boede hos dem i mange ferier og elskede, når min morfar fortalte bibelhistorier, nogle gange meget dramatisk og med fagter og store armbevægelser.

Hvert efterår var vi i Sæby, og jeg kan huske, at kalkmalerierne i kirken gjorde et stort indtryk på mig. Det kom til udtryk i legen hjemme i haven i parcelhuskvarteret i Roskilde, hvor jeg som otteårig holdt gudstjenester og med kalkmalerierne som inspiration talte om død og dommedag, hvis ikke man opførte sig ordentligt.

Jeg tror, mine venner udholdt mine prædikener af ren forskrækkelse og angst for at komme i Helvede. I hjemmet talte vi dog ikke om Helvede. Der handlede troen om håb, tilgivelse og tryghed. Aftenbønnen var en vigtig del af min opvækst, og den dag i dag er bønnen en vigtig del af min tro.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg har ikke oplevet at blive udfordret i min tro. Jeg har udviklet min tro og gør det til stadighed. Jeg har oplevet personlige tab og ulykke, men aldrig tænkt, at det havde noget at gøre med, at Gud har haft en finger med i spillet. Sådan er min gudsforståelse ikke.

Min udfordring har mere handlet om mødet mellem tro og videnskab. Hvordan jeg kan forstå og omsætte kristendommen og min tro i en tid, hvor alt måles og vejes, hvor jeg læser og tolker verden videnskabeligt, samtidig med at der er noget, som ikke kan måles og vejes, noget som er uden for tid og rationel forståelse.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Ud over min familie har studiet, teologi og de mennesker, jeg har mødt i livet, været med til at forme min tro.

Så sent som for nogle uger siden mødte jeg den græsk-ortodokse biskop fra Homs i Syrien. Han fortalte os om situationen i Syrien i dag, om de mennesker, der lever i mørke uden elektricitet, uden lægehjælp, men som stadig har et lillebitte lys i kraft af håbet og barmhjertigheden. Hele hans fortælling og perspektiv var gennemsyret af hans tro, og hvordan troen gjorde det muligt for de tilbageblevne at have en hverdag og et håb. Det, han sagde, og den måde, han talte på, hvor troen var en helt selvfølgelig del af fortællingen, gjorde et stort indtryk på mig.

Mødet med mennesker rundtom i verden og i Danmark - lige fra Johannes Sløk og K.E. Løgstrup på teologistudiet over biskop Daly i Nordirland og tidligere fængselspræst i Horsens Carl Lomholt til de mange mennesker, der har været en del af mit liv - alle har de været med til at forme den tro, jeg har i dag.

For mig er troen dynamisk. Jeg har ikke en færdig udgave, og det er jo det forunderlige ved troen. Troen kommer i mange former, hvad enten det er i øjeblikket, hvor jeg stod ved det sted i Libanon, hvor brylluppet i Kanaan fandt sted, og følte mig tæt på Jesus, eller det var i rummet sammen med biskoppen fra Homs, hvor grusomhedens mørke fik en lille sprække og blev lyst op af håbet.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Mit udgangspunkt er at møde verden og menneskeligheden med tillid, åbenhed og barmhjertighed. Selv i den mest forfærdelige situation og i den dybeste håbløsheder det vigtigt for det første at anerkende situationens alvor og for det andet at finde det lille lys i mørket. For mig handler det ikke om ”bare at komme videre”, men om at finde en lille lysning, man kan være i, selvom det brager rundt om én. Det forsøger jeg selv at gøre, når livet er svært, og det hjælper mig til at være i uroen, i bekymringen, i sorgen. Jeg føler mig meget privilegeret og taknemmelig over mit liv, og det smitter selvfølgelig af på, hvordan jeg er i min hverdag. Jeg er ikke altid en engel og kan godt glemme at tage familien eller andre i ed og tro, at jeg ved, hvad de vil sige, eller hvad de tænker. Og som min mand siger - jeg er ”verdens værste sygeplejerske” - så jeg har stadig noget at øve mig på.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

På den store bane er det personer som Desmond Tutu og Martin Luther King, der er store forbilleder. De er i stand til at sige det svære og det meningsfulde på en måde, der er så klar og let. De taler om tilgivelse og forståelse - om livet, om det, der er os givet, om Guds skaberværk. Det griber mig igen og igen og giver mig håb. Men ofte er det små oplevelser og små sekvenser, der giver mig svar og forståelse for de svære spørgsmål.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Biskoppen i Haderslev, Marianne Christiansen, gav mig et råd på et tidspunkt, hvor jeg var usikker på mig selv og min tro. Hun sagde til mig, at jeg bare skulle være den, jeg er, og at troen er lige der, hvor den skal være - det er det særlige ved kristendommen - at tro ikke er noget, der kan forstilles eller være på en bestemt måde. Og det er det, Gud giver til os: den ubegrænsede kærlighed. Det råd har jeg tænkt over meget siden - så enkelt og så stort på samme tid. Det gav mig den styrke, jeg havde brug for på det tidspunkt, og det åbnede min forståelse af min tro nu og i tiden, der kommer.