Anders Bondo: Som talsmand skulle jeg vise omsorg, trøste og formane

I søndagens prædiketekst er talsmanden en vigtig størrelse. I næsten 20 år var Anders Bondo Christensen talsmand for Danmarks lærere, og her handlede det ikke kun om at være repræsentant

Anders Bondo Christensen har altid været medlem af folkekirken. Han er kommet jævnligt i kirke, særligt i sin barndom. Og hans børn er døbt.
Anders Bondo Christensen har altid været medlem af folkekirken. Han er kommet jævnligt i kirke, særligt i sin barndom. Og hans børn er døbt. Foto: Leif Tuxen.

Anders Bondo Christensen opfatter sig selv som nogenlunde bibelstærk. Faktisk fik han 13 i kristendom, da han på lærerseminariet i begyndelsen af 1980’rene var til eksamen i en tekst fra Matthæusevangeliet. Men da han så søndagens prædiketekst, hvor Jesus fortæller disciplene om, hvad der skal ske, når han er gået bort, kom han alligevel til kort. Derfor kontaktede han en livline, der kunne hjælpe ham med at forholde sig til den.

”Jeg sendte teksten til min gamle far. Og vi blev enige om, at den er svær,” siger Anders Bondo Christensen og griner.

Det, der kan gøre teksten til lidt af en udfordring, er, at Jesus taler i koder til sine disciple. De ved endnu ikke, at han skal korsfæstes og genopstå, og derfor kan det virke underligt for de tilhørende, at han taler om noget, der skal ske efter hans død. Nemlig, at der skal komme en talsmand.

"En væsentlig del af min rolle som talsmand har ikke bare været at repræsentere baglandet, men også selv at komme med idéer og prøve nogle ting af," fortæller Anders Bondo Christensen.
"En væsentlig del af min rolle som talsmand har ikke bare været at repræsentere baglandet, men også selv at komme med idéer og prøve nogle ting af," fortæller Anders Bondo Christensen. Foto: Leif Tuxen

Til gengæld ved Anders Bondo Christensen en hel del om, hvad netop det ord, talsmand, betyder. I 18 år fra 2002 til 2020 stod han i spidsen for Danmarks Lærerforening, hvor han talte på vegne af alle lærere, og så var han chefforhandler ved de overenskomstforhandlinger, der fandt sted gennem 10-erne. Særligt forhandlingerne i 2013, som endte i en lærerlockout, fordi der skulle vedtages en nye arbejdstidsaftale, har cementeret Anders Bondo Christensens eftermæle som lærernes ansigt udadtil.

”Den funktion, som Helligånden her i teksten har som talsmand, er en noget anden funktion, end den jeg havde. Som talsmand var jeg repræsentant for en broget skare. Og det har været mit lod at forsøge at finde en fællesnævner for den skare. Helligånden har jo et klart defineret grundlag, som den skal tale på vegne af. Nemlig Jesus og Gud. Men en væsentlig del af min rolle som talsmand har ikke bare været at repræsentere baglandet, men også selv at komme med idéer og prøve nogle ting af,” siger Anders Bondo Christensen.

Anders Bondo Christensen har altid været medlem af folkekirken. Han er kommet jævnligt i kirke, særligt i sin barndom. Og hans børn er døbt.

Anders Bondo Christensens rolle som talsmand for lærerne har også været at skulle vise omsorg, trøste og formane dem i baglandet, som ikke har forstået, hvad der var på spil.

Særligt i de år, hvor han var formand for lærerforeningen i Sønderborg, var der ikke kun tale om at tale fra en talerstol. Der skulle han også være en trøstende skulder for de lokale lærere, som var på vej ned i et hul, om det så var alkoholisme eller depression. Og han skulle vurdere, hvordan han kunne forsøge at hjælpe dem videre.

”Det var en balance, man skulle finde ud af, for man kan ikke redde hele verden,” siger Anders Bondo Christensen.