Jeg trådte ind i et lokale fuldt af lovsang. Men det var ikke sangen, der trængte dybest ind i mig. Det var en stemme, der lød helt tydelig, som et menneske, der talte til mig. ”Camilla, jeg elsker dig, og jeg vil aldrig forlade dig”.
Jeg vidste, at det var Gud, der talte til mig, og det øjeblik forandrede alt. Fra det øjeblik havde jeg en personlig relation til Jesus, som jeg slet ikke kan forestille mig, kan brydes. Jeg tror fuldt og fast på det, der står i Bibelen om, at Helligånden tager bolig i os.
Mit møde med Gud fandt sted, da jeg var 17 år og boede i Las Vegas for at gå et år på high school mellem 1. og 2. g. Den koordinator, der stod for at finde værtsfamilier, havde taget mig med i kirke. Ugen før havde vi været i en anden kirke, hvor jeg midt under lovsangen var begyndt at græde uden at forstå hvorfor. Jeg havde også været med i en bibelstudiegruppe for unge, hvor alle skulle trække en seddel med et bibelcitat og sige, hvordan de forstod det. Jeg kendte intet til Bibelen, selv om jeg var døbt og konfirmeret. Hverken min mor, som jeg voksede op hos i Horsens, eller min far, som jeg besøgte i København, gik i kirke udover til højtider. Som barn bad jeg til Gud, når der var noget, jeg var bange for ikke at kunne klare. Men jeg kendte ikke Bibelen. Så da jeg trak en seddel, hvor der stod ”elsk dine fjender”, syntes jeg, at det lød absurd. Jeg troede, der var en fejl i teksten.
Noget lignende skete kort efter, da koordinatoren, som havde taget mig med i kirke, gav mig en tekst om at være kristen. Den dag, hvor jeg begyndte at græde under lovsangen, spurgte jeg ham, hvad det betød for ham at være kristen. Så fandt han en tekst på dansk på internettet og printede den til mig. Der stod noget om, at indtil man overgiver sig til Gud, har man selv kontrollen over sit liv, men når man giver sit liv til Gud, tager han kontrol. Jeg syntes ikke, at det gav mening at fralægge sig ansvar og kontrol. Jeg havde kæmpet hele livet for at få kontrol. Men på en eller anden måde gjorde det indtryk på mig. I slutningen af teksten var en bøn, som man kunne bede, hvis man ønskede at blive kristen. Den lød noget i retning af ’Kære Jesus, tak fordi du elsker mig. Jeg giver mit liv til dig’. Jeg syntes, at det lød absurd, men jeg bad bønnen alligevel, og på en eller anden måde ændrede det noget. Det åbnede mig for det, der skete ugen efter, da Gud talte til mig.
Selvom jeg stod i en fremmed kirke omgivet af mennesker, jeg ikke kendte, følte jeg det som at komme hjem. Jeg begyndte at græde og græd en hel aften. Og jeg græd nærmest i to år i træk derefter. Selv om jeg med et blev klar over, at Gud elsker mig og altid er hos mig, forsvandt problemerne jo ikke bare. Det var en lang proces, der først skulle til at begynde. Da jeg tog til Las Vegas, var jeg syg af en spiseforstyrrelse, og mit selvværd var meget lavt. Jeg var også blevet mobbet som barn og følte mig forkert og anderledes.
Da jeg kom hjem fra Las Vegas, søgte jeg efter et sted med et fællesskab omkring troen på Gud. Så jeg besøgte en masse kirker og fandt så til sidst Horsens Pinsekirke, som var den mest ungdommelige, så den valgte jeg. Der mødte jeg Kevin, som jeg blev gift med. Da vi flyttede til Aarhus, begyndte vi at komme i Citykirken, og efter nogle år besluttede Kevin at blive præst. Han var ellers uddannet revisor og brandmand.
Da jeg kom hjem fra USA, fik jeg en stærk længsel efter at formidle troen til andre, fordi jeg selv oplevede, hvordan blot en enkelt sætning fra Bibelen kunne vejlede mig i en svær situation. I slutningen af 3. g fik jeg den tanke, at jeg ville skrive mit bud på en afslutningstale til eleverne. Normalt er det den elev med det højeste gennemsnit eller elevrådsformanden, der skal gøre det, og jeg var ingen af delene. Men jeg satte mig og skrev på en tale bare for at prøve det af. Midt i arbejdet ringede de fra skolens kontor og spurgte, om jeg ville holde årets tale. Det var som et få et go fra Gud til at bruge mit liv på at formidle. Så det har jeg gjort på forskellige måder. Jeg har blandt andet været ungdomsleder i kirken i tre år.
Nogle tænker måske, at man kan undvære psykologien, når man har Gud. Men jeg har tværtimod oplevet, at psykologistudiet har bekræftet min tro. I årene efter min hjemkomst fra USA var jeg igennem nogle processer, som Helligånden ledte mig igennem. Blandet andet så jeg under bøn og meditation, hvordan Jesus i fysisk person var til stede hos mig, da jeg blev født i Sydkorea, og da jeg kom til Danmark. Jeg så, at han var hos mig i alle de situationer, hvor jeg har følt mig mest alene. Senere fandt jeg ud af, at det er en teknik, man bruger i psykologien. I nogle år havde jeg voldsomme angstanfald, og jeg besluttede, at jeg først ville have børn, når jeg ikke havde haft angstanfald i et år, og når Kevin og jeg ikke havde råbt af hinanden i lige så lang tid. Så når jeg ser på mine døtre, minder de mig om, hvor godt jeg har det. Selv nu, hvor meget handler om bleer og manglende søvn, er hver eneste dag himlen på jorden for mig. Jeg kan lide mig selv og er omgivet af mennesker, der elsker mig. Det er større end noget, jeg turde håbe på som teenager.
Hvad har udfordret din tro?
Andre kristne har virkelig udfordret min tro. Det udfordrer min tro rigtig meget, når jeg møder kristne, der brokker sig over, at gudstjenesten ikke er strikket sammen på den måde, der lige præcis tiltaler dem. Eller når jeg møder kristne, der er egoistiske og kun tænker på, hvad de selv og deres nærmeste familie har brug for og aldrig inviterer andre ind, som har brug for deres hjælp. Jeg er heller ikke selv perfekt, men jeg synes, at vi som kristne bør vide bedre.
Hvad er det vigtigste åndelige råd, du har fået?
Det må være et råd, jeg fik af min åndelige mor, som jeg boede hos, da jeg gik på high school i Las Vegas. Jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle komme videre med al den bagage af spiseforstyrrelser og dårligt selvværd, jeg havde med mig. Så sagde hun, at jeg skulle gøre, som når man spiser en kæmpestor chokoladekage – tage en mundfuld ad gangen. Det har jeg tænkt på mange gange siden, for det har taget mange år for mig at blive rask. Selv med Guds hjælp er det sjældent, at alt det, vi har viklet ind i vores liv, kan vikles ud på et øjeblik. Et garnnøgle, det har taget 10 år at vikle ind, kan heller ikke vikles ud på et minut. Som psykolog har jeg mange kristne klienter, og det sker højest i 1 ud af 100 tilfælde, at depression, angst eller en spiseforstyrrelse forsvinder ved et mirakel. I de 99 tilfælde er det megahårdt arbejde, hvor en masse ting skal redes ud.