Prøv avisen
Kirken i verden

Sommerens udgravninger kaster lys over Jesus’ rejseprogram

Ifølge evangeliefortællingerne bevægede Jesus sig på sine rejser rundt i området omkring Genesaret Sø (billedet). Foto: EPA/ABIR SULTAN

Mens vi har holdt sommerferie, har arkæologerne i Israel gravet på livet løs og i flere tilfælde gjort fund med betydning for vores forståelse af evangelierne

Når sommerens hede er på sit højeste i Israel, vil man hver morgen landet over kunne møde arkæologer på vej på arbejde, før solen står op. Selvom de sveder, så vandet driver, når først solen kommer et stykke op over horisonten, skal vi ikke have ondt af dem. De elsker det og vil til enhver tid foretrække sommerheden i det arkæologiske hul frem for de mange efterfølgende måneder bag skrivebordet med udredning af, hvad de så fandt. For det er i udgravningsmåneden, de nye opdagelser gøres, der bringer os et ”spadestik” tættere på at forstå, hvordan folk levede i antikken.

Bedømt ud fra den strøm af pressemeddelelser, der altid følger lige efter udgravningerne, har denne sommer været en af de bedre af slagsen. I tre tilfælde har arkæologerne afdækket levn, der kaster lys over passager i evangelierne, der i øvrigt alle kan kobles med Jesus’ travle rejseprogram.

Jesus rejste ifølge Matthæusevangeliet 4,23 vidt og bredt i Galilæa for at besøge landsbyernes synagoger. Præcis det udsagn var det for 20-30 år siden ”god latin” blandt nytestamentlige forskere at afvise som en historisk tilsnigelse, da arkæologerne kun havde fundet synagoger i Israel fra det 2. og 3. århundrede.

Denne hævdvundne tolkning er arkæologiske udgravninger nu tæt på at sætte røde minustegn ved. I løbet af de seneste par årtier er der fundet syv synagoger fra perioden før år 70 efter Kristus i Israel, og denne sommer blev en ottende føjet til listen. Tilmed blev den fundet i Galilæa på Tel Reches sydøst for Tabors bjerg. Tilsyneladende var der altså synagoger i Galilæa på Jesu tid, selvom der kom langt flere til på et senere tidspunkt.

Den måske mest dramatiske rejse, vi læser om i evangelierne, foregår i Markusevangeliet kapitel fire og fem. Jesus beder sine disciple om at sejle ham over ”til den anden bred”. Sejlturen udvikler sig katastrofalt stormfuldt, så selv garvede fiskere frygter for livet. Da de når land, mødes de af en ”repræsentant” fra området; en mand, der var besat af en hel hær af dæmoner, foruden af en stor flok svin. Hvis vi som læsere ikke skulle have fanget pointen på nuværende tidspunkt, forbarmer Markus sig til sidst over os og ud-peger ”den anden bred” som Dekapolis.

Dekapolis var det store område af 10 græske byer øst og sydøst for Genesaret Sø. De blev dannet som en modvægt af romerne mod jødisk ekspansion. Indbyggerne var dødsfjender af jøderne og en art ”hedningernes hedninge”.

Hvor stor den religiøse og kulturelle kontrast var mellem den jødiske og græske side af Genesaret Sø giver udgravningen af Hippos, der var den by i Dekapolis, der lå tættest på søen, et godt indtryk af. Sidste år var den store nyhed fundet af en stor bronzemaske af den græske gud Pan. Det var i sig selv sensationelt. Pan blev afbilledet som halvt menneske, halvt ged, og stod for så uterlig en dyrisk seksualdrift, at han normalt blev dyrket i huler uden for byerne med natlige sex- orgier. Dette års nyhed fra Hippos er fundet af en monumental port lige ved siden af stedet, hvor Pan-masken dukkede op. Arkæologerne foreslår, at masken var fastgjort på porten som for at sige: ”Her regerer Pan”. Fornemmelsen for Hippos’ stolte, græske kultur gør om muligt Jesu rejse til ”den anden bred” endnu mere kulørt, end den var i forvejen.

I Johannesevangeliets andet kapitel er Jesus rejst med sin mor til bryllup i Kana. Hovedpointen er naturligvis den gode vin, men en lille notits om vandet har de seneste år haft stor arkæologisk interesse: Det blev opbevaret i seks stenkar ”efter jødernes regler for renselse”.

For cirka to årtier siden blev arkæologerne opmærksomme på et mønster i udgravningslag fra perioden omkring Jesu tid. Der er så godt som altid skår efter tallerkner, kopper, krus og kar udhugget af Israels hvide kalksten. På den tid brugte jøderne som alle andre service af brændt ler. Hvad skyldes denne ”mærkelighed”? Det diskuterer forskere den dag i dag, men de fleste vil sige som Johannes: Jøderne på Jesu tid anså stentøj for at være mere ”rituelt rent” end lertøj. Det kan synes en ubetydelig ting. Men hvis vi tænker os selv på besøg i en landsby i Galilæa, vil vi med blot et glimt af et opdækket bord kunne skønne, om vores værter ønskede at skille sig ud med denne nye renhedstrend.

En udgravning i Einot Amitai, ikke langt fra den nuværende landsby ved navn Kana, har skabt overskrifter med betydning for denne diskussion. For første gang i Galilæa har arkæologer her udgravet en stentøjsfabrik. De har afdækket stentøj i mange afskygninger, men ikke uden ærgrelse i stemmen må de vedgå, at kar på størrelse med dem, der nævnes i Johannesevangeliet, endnu ikke har set dagens lys. Som de siger, ”vi får se næste sommer”.