Prøv avisen
Interview

Da Rebekka mistede sin søn, blev kirken det mest uudholdelige sted af alle

Rebekka Høy Biegel åbnede sidste år webshoppen Mindmyangel.com, hvor man kan købe mindeting, lys og dekorationer til hjemmet og graven. ”Mit håb er, at min webshop kan være helende og støttende. Den skal være et sted, hvor der er plads til det, der gør ondt,” fortæller Rebekka Høy Biegel. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus

40-årige Rebekka Høy Biegel havde altid troet, at kirken var det sted, hvor sorg og smerte kunne rummes, hvis ulykken ramte. Men da hun selv for ni år siden mistede sin lille søn, blev kirken det mest uudholdelige sted af alle

På en hvid kommode i Rebekka Høy Biegels hjem står et billede af et lille nyfødt barn omsluttet af sin mor og far. Forældrene sidder alvorlige i en hospitalsseng med deres førstefødte – en dreng – i armene. Ved siden af billedet står en sort-hvid tegning af samme lille dreng, en høj lysestage med et stearinlys, en træplade med familiens navne på og en lille lyseblå vase med lyserøde blomster.

Tingene på kommoden står fast fremme i familien Høy Biegels hjem i Risskov ved Aarhus. De står der til minde om Kaspian, Rebekka og hendes mand, Jakobs, søn, der mistede livet en februardag i 2007, kun fem minutter efter at han var født.

Et dødsfald, der blev en skelsættende faktor i de nybagte forældres liv. Ikke kun væltede det parrets drømme om familieliv og lykke, men også den kristne tro, som de begge havde med fra barndommen, blev med ét rystet, udfordret og provokeret.

”Jeg vidste, at der fandtes sygdom og død i verden, men jeg havde nok ikke troet, at det ville ramme mig. Samtidig havde jeg en tro på, at Gud kunne helbrede og gribe ind, hvis ulykken alligevel skete,” fortæller Rebekka Høy Biegel eftertænksomt.

Men Gud greb ikke ind. Kaspian var blevet inficeret af blodforgiftning og lungebetændelse og overlevede ikke. Rebekka og Jakob Høy Biegel måtte tage afsked med deres lille søn, allerede inden de rigtigt havde lært ham at kende.

”Jeg har altid haft en tro på Gud, men min søns død oplevede jeg som et kæmpe tillidsbrud mellem Gud og mig. Jeg er vokset op med fortællingen om, at når du oplever svære ting, så er Gud med i det og bærer dig. Men sådan oplevede jeg det ikke. Ikke på noget tidspunkt følte jeg, at Gud bar mig,” siger Rebekka Høy Biegel.

Samtalen om sønnens død falder hende ikke svær, men der er brug for tænkepauser. De blå, alvorlige øjne ser en stund ud i luften, inden talen igen bryder frem. I baggrunden høres etårige Hektors glade stemme, der indimellem får Rebekka Høy Biegels alvorsøjne til at forsvinde, og ansigtet lyser op i kærlige smil. Siden tabet af Kaspian er hun blevet mor til yderligere tre drenge – ud over Hektor også Tristan på otte år og Joas på tre år. Familien kommer jævnligt i kirke – men troen bliver aldrig den samme som før.

”Om aftenen læser jeg tit op af børnebibelen for mine drenge, og når vi for eksempel læser om et under, Gud har udført, overvejer jeg nogle gange, om jeg bør stoppe op og sige ’det kan godt være, der skete et under i den her historie – men det er ikke i vores virkelighed’. Men jeg tror, det bliver for abstrakt for dem. Jeg ønsker, at de skal vokse op med den lethed i livet og i troen, som hører barndommen til. Jeg lader dem jo heller ikke høre radionyhederne, men skruer ned, for at de ikke skal høre om alt, der foregår i verden.”

At troen ikke kan reduceres til glade fortællinger fra børnebibelen har Rebekka Høy Biegel i høj grad erfaret. Som kirkegænger har hun været tilknyttet kirker, hvor der i forkyndelsen er blevet lagt vægt på Guds plan, indgriben og trofasthed. Men når ulykken rammer, føles ordene tomme, fortæller hun:

”Jeg tror stadig på en kærlig Gud, men vi befinder os i en verden med sygdom og død, og det kan der desværre være en tendens til at glemme i nogle kirkelige traditioner. Modgangen bliver ignoreret og ikke italesat. Og når så ulykken alligevel rammer, føles det, som om gulvtæppet under dig bliver revet væk.

For eksempel har jeg i dag meget svært ved at synge sange, hvor man synger om Guds gode planer for vores liv. For hvad så, hvis man ikke oplever gode planer? Før jeg mistede Kaspian, troede jeg, at netop kirken var det rum, hvor man altid kunne få trøst, når man oplevede modgang. Men det viste sig i perioder at være det mest uudholdelige rum af alle.”

Kritikken gælder dog ikke alle kirker og gudstjenester, og Rebekka Høy Biegel fremhæver liturgien i en folkekirkegudstjeneste som et element, hvor netop sorgen og savnet kan rummes. Men hvis der i prædikenen intet syn er for de sørgende eller andre, som oplever modgang, formidler kirken et forkert billede af kristendommen, mener hun.

”Når man befinder sig i en stor sorg og ikke oplever sig rummet i kirken, kan man hurtigt føle, at det er en selv, der er noget galt med. Men måske er det i virkeligheden kirken, der leverer en forkert forestilling om, hvem Gud er, og hvilket liv vi skal forvente? Kristendommen lover os jo ikke et liv uden sygdom og død. Vi er ikke blevet lovet andet, end at vi er frelst af tro.”

Samtidig rummer kristendommen et håb, som for Rebekka Høy Biegel er blevet afgørende for, at hun stadig tror på Gud.

”Jeg har et håb om, at jeg en dag igen skal se Kaspian, og det håb er uden tvivl det, der gør, at jeg ikke har droppet troen. Jeg kunne godt stoppe med at tro, men til hvad nytte? Så ville jeg jo ikke engang have håbet.”

Håbet må dog ikke forveksles med trøst. For Rebekka Høy Biegel har det kristne evighedsperspektiv ikke betydet, at sorgen er blevet mindre – for der er intet, der kan fjerne eller mindske sorgen. Sorgen er for hende i stedet blevet det livsvilkår, som for knap et år siden førte til oprettelsen af webshoppen Mindmyangel.com, hvor Rebekka Høy Biegel sælger mindeting til forældre og andre, der har mistet.

”Når man har mistet et menneske tæt på, skal man lære at leve med sorgen og lære at leve med sine døde. Her kan ritualer eller mindeting være en hjælp til at mindes og til at leve et liv, hvor der også er plads til de døde. Mit håb er, at min webshop kan være helende og støttende. Den skal være et sted, hvor der er plads til det, der gør ondt,” siger Rebekka Høy Biegel.