Den russiske prisvindende og Oscar-nominerede film ”Leviathan” fra 2014 tegner et dystert billede af den russisk-ortodokse kirke som magtens håndlanger. Den lokale biskop i det barske nordkarelske samfund er i filmen mest af alt optaget af at støtte den korrupte borgmester og få bygget en ny kirke. Biskoppen er ligeglad med, hvad der foregår i sognebørnenes sjæle, så længe de formelt skrifter og modtager nadveren. Kirken er form uden indhold, og dens kærlighedsbudskab efterleves ikke i praksis.
Instruktør Andrej Zvjagintsevs magtkritiske film har gået sin sejrsgang over især den vestlige verden. Hjemme i Rusland er filmen blevet mere blandet modtaget i medierne så vel som i den russisk-ortodokse kirke. Nogle har set den som et angreb på kirken, andre som et udtryk for en smertefuld erkendelse af fraværet af medfølelse i et råt og korrumperet samfund.
Filmens kritik af den russisk-ortodokse kirke er rettet mod kirkens efter instruktørens holdning alt for intime forhold til magten i Putins Rusland, i filmen udtrykt på lokalt niveau.
Billedet af den farisæiske biskop i Andrej Zvjagintsevs ”Leviathan” har imidlertid samtidig påfaldende mange lighedstræk med den sovjetiske propagandas fremstilling af den ortodokse præstestand som en samling hykleriske og usolidariske usurpatorer, der tænker mere på jordisk gods end på åndens frugter.
Religionskritik i dagens Rusland har et stort kulturelt bagkatalog fra Sovjettiden at trække på. I omkring 70 år udøvede den sovjetiske stat en intens antireligiøs propaganda, der primært rettede sig mod den største religiøse magtfaktor i Sovjetunionen, nemlig den russisk-ortodokse kirke. Pussy Riots spektakulære aktion i Kristi Frelserkatedral i 2012 er et andet eksempel på nyere religionskritik med sovjetisk islæt. Aktionen bragte mindelser om ungkommunisternes kampagner, der bestod i at opføre sig ”forkert” i kirkerummet gennem dans og antikirkelig sang.
Det er imidlertid ikke alene kritikerne af den russisk-ortodokse kirke, der bruger eller er påvirkede af sovjetiske fremstillinger af religion. Selvom russerne har taget den ortodokse kirke til sig, holder mange stadig fast ved sovjetiske tankemønstre.
For de fleste russere er kirken et vigtigt nationalt symbol, som de støtter op om. Russerne bliver døbt, gift og begravet i kirken, de gør korsets tegn og maler påskeæg, og så kommer de i øvrigt ikke særlig tit i kirken.
Ifølge de globale værdiundersøgelser World Value Survey 2010-2014 går russerne lige så lidt i kirke som svenskerne: omkring tre procent af russerne deltager i en gudstjeneste en gang om ugen.
Kristeligt Dagblad har tidligere skrevet om patriark Kirills forsøg på at skabe en syntese af kerneværdier fra hele den russiske historie, inklusive den sovjetiske periode. Patriarkens syntese afspejler, at store dele af den russiske befolkning forsøger at gøre det samme i deres eget liv. Den russiske forsvarsminister Sergej Sjojgu gjorde, synligt for millioner af tv-seere, korsets tegn, inden han på sejrsdagen den 9. maj kørte ind på Den Røde Plads til den største militærparade siden Sovjetunionens fald, gennemført i bedste sovjetiske stil.
Den russisk-ortodokse kirke er i dag blevet en magtfaktor i det russiske samfund, men de sovjetiske forestillinger om den russisk-ortodokse kirke lever videre i Rusland i dag.