Da Gerda Neergaard Jessen for 12 år siden som nyudklækket præst for første gang skulle holde en børnegudstjeneste, havde hun ingen anelse om, hvad hun skulle stille op. Hun havde nemlig aldrig før prøvet at forkynde evangeliet for små børn, og hun vidste ikke, hvor hun skulle henvende sig med sine spørgsmål. Og resultatet blev derfor derefter. Og de næste mange gange, Gerda Neer-gaard Jessen skulle holde gudstjenester for børn, føltes det derfor som et kæmpestort projekt, fordi hun ikke vidste, hvilket ben hun skulle stå på.
LÆS OGSÅ:Online-dabat: "Vi bør efterlade hotdogsene i våbenhuset."
Med den erfaring i bagagen har Gerda Neergaard Jessen derfor valgt at skrive en bog om spaghettigudstjenester, Bølle og Bibelen, hvor hun uddeler sine viden og gode idéer til andre både nye og erfarne præster og sognemedhjælpere. For efter de små usikre skridt er det nu blevet til en elsket del af hendes liv som sognepræst i Skorup-Tvilum ved Silkeborg. Hun elsker simpelthen, når hun har kirken fuld af de små poder, fordi de gør den så levende.
Bogen er helt klart ikke et vidtløftigt teologisk projekt, men en brugsbog i, hvordan man kan strukturere børnegudstjenester såsom spaghettigudstjenester. Det er så vigtigt, at disse gudstjenester ikke bliver en stor og tung opgave for præsterne det skal bare være dejligt. Og så er det i virkeligheden nok bare sådan en bog, jeg gerne ville have haft, dengang jeg startede.
I bogen har Gerda Neergaard Jessen nedskrevet de manuskripter, som hun bruger i sine gudstjenester, så de er lige til at kopiere for andre præster.
13 komplette oplæg ligger klar, lige til at gå om bord i. Her beskriver hun blandt andet, hvordan hun gør brug af en dukkefører til at føre dukken Bølle, og hvordan et stort skab fungerer som bibel. For det er vigtigt at gøre gudstjenesterne så levende som muligt.
Børnene går op i det med liv og sjæl. De husker det, spørger ind til Bølle og for-tællingerne, og jeg har deres fulde opmærksomhed hver gang.
Og selvom det er et lille landsbysogn med kun 2000 indbyggere, som Gerda Neergaard Jessen er præst for, så er kirken fuld, hver gang der står spaghettigudstjeneste på menuen. Og hun er træt af, at det forlyder, at folkekirken kun rummer tomme kirkebænke, for hendes kirke er alt andet end tom. Her er bænkene fyldt op af børn og deres forældre, og nye generationer af børn finder deres vej ind i kirken. Og så er gudstjenesterne en åbning for nogle af dem, som ikke er vant til at bruge kirken.
Pludselig oplever jeg forældre, der kalder sig selv kirkegængere, efter at de har været med til en af spaghettigudstjenesterne, og det har de ikke gjort før. Gudstjenesterne er en anledning til, at de møder de andre voksne fra deres børns børnehaver, og på den måde bliver der skabt et fællesskab i et sogn. Selvfølgelig med forkyndelsen i fokus. Vi har for eksempel en forælder, der nu stiller op til menighedsrådet, og det tror jeg ikke, hun ville have gjort ellers, og det er jo dejligt.
Selvom bogen kun har taget et halvt år at lave, har den været undervejs i årevis. Gerda Neergaard Jessen har nemlig brugt tiden på at samle materiale sammen fra alle gudstjenesterne. Hun håber, at bogen kan blive til stor glæde for præster, der måske ligesom hun har haft svært ved at finde deres ben at stå på, når Guds ord skal ud til de mindste i sognet.