Med vansirende ansigter og lammelser var de spedalske et frygtet, men hyppigt syn for 2000 år siden omkring Jerusalem. Det var de også i middelalderens Europa, fortæller professor ved retsmedicinsk institut på SDU Jesper Lier Boldsen.
”Man opfattede de spedalske som brændemærket med Guds vrede, og isoleringen af dem har været en måde at skabe en slags kollektiv, rituel renhed,” siger Jesper Lier Boldsen
Sygdommen, som stadig findes i nogle sydlige lande, viser sig først med sår og knuder på fødder, underben, hænder og ansigt, og giver til sidst følelsesløshed og lammelser. Undersøgelser af skeletter viser, at spedalskhed var en regulær folkesygdom helt op i middelalderen. Man blev typisk smittet i barndommen, men sygdommen brød først ud i 30-35 års alderen, og på grund af datidens høje dødelighed omkom mange, før sygdommen overhovedet gik i udbrud.
”Spedalskhed kunne udvikle sig til at blive yderst ubehageligt, men fordi sygdommen også satte sig på nerverne, har det ikke gjort fysisk ondt. Derfor var de spedalske heller ikke henvist til et sygeleje, men kunne længe bevæge sig frit rundt i byerne til stor rædsel for befolkningerne,” siger Jesper Lier Boldsen
I middelalderen var kirken den eneste myndighed, der kunne og ville gøre noget ved problemet, fortæller Jesper Lier Boldsen:
”I 1100-tallet bliver der i løbet af kort tid bygget flere tusinde spedalskhedshospitaler i hele Europa, og man mener, der med tiden opstod omkring 20.000,” siger Jesper Lier Boldsen
I Danmark var hospitalerne kendt som Sankt Jørgensgårde, opkaldt efter Sankt Jørgen, eller Sankt Georg, en skytshelgen for riddere og soldater, som også var helgenen, man gik i forbøn hos om pest og spedalskhed. Sankt Jørgensgårdene fandtes i de fleste større byer, lige uden for bymurene:
”Selvom man ikke har kendt til bakteriel smitte, har man ønsket at isolere de spedalske. Og hvis de endelig trådte ud af Sankt Jørgensgårdene, var de ofte underlagt restriktioner. Under gudstjenester har de spedalske måttet stå udenfor og kigge ind ad kirkens vinduer, og hvis de absolut skulle i kontakt med ikke-spedalske medborgere, skulle det også foregå udenfor, for lugten har været skrækkelig,” siger Jesper Lier Boldsen.
Sygdommen kulminerede i 1200-tallet, hvor mange endte tilværelsen på Sankt Jørgensgårdene. Men den delvise isolation af de spedalske hjalp med at begrænse udbredelsen, og sygdommen forsvandt næsten helt fra Danmark i starten af 1500-tallet.