Spejdere overvejer spejderløfte uden troskab til Gud

Spejderbevægelse drøfter, hvordan ateister kan blive medlemmer

Debatten om, hvorvidt spejdere skal aflægge løfte om at tjene Gud startede i Storbritannien, da 11-årige George Pratt nægtede at aflægge løftet, eftersom han er ateist
Debatten om, hvorvidt spejdere skal aflægge løfte om at tjene Gud startede i Storbritannien, da 11-årige George Pratt nægtede at aflægge løftet, eftersom han er ateist. Foto: SWNS/Polfoto.

I kølvandet på den voldsomme debat, efter en 11-dreng blev smidt ud af et spejderkorps, overvejer den britiske spejderbevægelse nu at ændre reglerne.

Drengen, George Pratt, er ateist og ville derfor ikke aflægge spejderløftet, hvor han skal sværge troskab til Gud.

LÆS OGSÅ: Dreng vil ikke tjene Gud: Britiske spejdere afviser 11-årig ateist

I dag kan hinduer, muslimer og buddhister eksempelvis godt aflægge spejderløftet og erstatte den kristne Gud med Dharma for buddhister og hinduer, mens muslimer siger Allah. Løftet omfatter også troskab mod dronningen, men udenlandske børn kan frit udskifte hende med deres hjemlands statsoverhoved.

Spejderløftet blev skrevet tilbage i 1908 af spejderbevægelsens stifter, Robert Baden-Powell, og siden har løftet om at gøre min pligt over for Gud været centralt.

I første omgang har spejderne åbnet for en online-konsultation, hvor alle kan give deres besyv med. Lederen af spejderbevægelsen, Wayne Bulpitt, forklarer:

Vi er en værdibaseret bevægelse, og udforskningen af tro og religion vil fortsat været et centralt element i spejdernes arbejde. Det vil ikke ændre sig. Men når det er sagt, så har vi gennem vores 105 år lange historie udviklet os, så vi fortsat er vedkommende for lokalsamfundene i Storbritannien.

SE VIDEO: 11-årig ateist forklarer, hvorfor han ikke vil aflægge spejderløfte

Blandt kritikerne af den nuværende praksis er det nationale britiske sekulære samfund, og de hilser åbningen velkommen.

Dette er et skridt i den rigtige retning. Ved at justere spejderløftet, så det også omfatter folk uden en religiøs tro, bringer spejderne sig ind i det 21. århundrede, siger formanden, Terry Sanderson, til BBC.

Men det er ikke kun sekulære og humanister, der har kritiseret spejderbevægelsen for det hidtidige standpunkt. Også blandt kristne har der været kritik.

Det kan ikke gøre andet end at lede unge væk fra troen, når en 11-årig, som det skete for nylig, skaber nationale overskrifter, fordi han bliver nægtet optagelse i sit lokale spejderkorps som svoren ateist, skriver religionsredaktør Ruth Gledhill i avisen The Times.

Baden-Powells barnebarn protesterer mod planerne om at give efter for folkestemningen. Han fremhæver, at troen på et højere væsen er centralt i spejderlivet.

Vi lever i et samfund, hvor traditioner ikke synes at være så stærke, som de var tidligere. Og det er min klare overbevisning, at det at være spejder har en meget værdifuld rolle i den sammenhæng, siger Michael Baden-Powell til BBC.

Den britiske spejderbevægelse er i vækst, og siden 2005 er medlemstallet steget fra knap 445.000 til over 525.000 i indeværende år.