Spirer og grønsmutter på overlevelsestur uden far og mor

Dagene bød på morgenbøn og hellige køer, en bus fuld af mad og en maskot med lyserødt hår, da knap 500 piger forleden samledes om temaet verdensborger på De grønne pigespejderes sommerlejr i Silkeborg

Pigespejderne propper havregrød i tarme og hænger pølserne i rækker, som man gør det i Tyskland. Vil man være verdensborger, må man kende omverdenens traditioner i detaljer. --
Pigespejderne propper havregrød i tarme og hænger pølserne i rækker, som man gør det i Tyskland. Vil man være verdensborger, må man kende omverdenens traditioner i detaljer. --. Foto: Lars Aarø/Fokus.

Vejrguderne er lunefulde, men det rører ikke de syv solbrændte småpiger i det våde græs. Mens himlen åbner sig over De grønne pigespejderes lejr på Dybkærskolen i Silkeborg, fortsætter pigerne ufortrødent med at proppe havregrød i tarme, slå knude og hænge pølserne i rækker på en træpind.

"Uf! Det er klistermedister," siger Sofie, en 10-årig grinebider med blonde, skulderlange fletninger, fregner på næsen og hænderne smurt ind i havregrød.

Sådan tilbereder man pølser i Tyskland, og vil man være vaskeægte verdensborger, må man kende omverdenens sære vaner og traditioner i detaljer.

Verdensborger er nemlig temaet på de yngste grønne pigespejderes lejr, som har tiltrukket 480 spirer og grønsmutter fra lokale afdelinger på Fyn og i Jylland. Her er ingen primitiv bivuak eller lejrplads bygget af knob og rafter. Til gengæld skal pigerne lære at hilse på hindi, spise på italiensk, stå på ski som samerne i nord, bygge træsko som i Belgien og proppe pølser som i Tyskland. De skal hele verden rundt. På fem dage. I Midtjylland.

Længere nede ad græsplænen klapper spirer og grønsmutter løs på en hvid ko, som lunter omkring i gummistøvler.

"Koen er hellig, så hornene må I ikke hive i," siger spejderlederen, som er iklædt sari, det traditionelle indiske klæde for kvinder. Indenfor i et indisk telt udsmykket med gule elefanter og røde køer sidder Jessica og Elisabeth og filosoferer over tre mærkelige metalfigurer og en rygende pind, som dufter sødt og krydret.

"Det er ikke en cigar, men en slags røg, inderne bruger, når de beder til guderne," siger Elisabeth.

"Det er ikke som i Danmark, hvor vi tror på Jesus og Gud og Adam og Eva. De tror på alle mulige guder. Vistnok 100 guder," siger Jessica om de tre gudefigurer.

Selvom pigerne lærer om hinduisme og hellige køer, lægges der ikke skjul på, hvad De grønne pigespejdere selv bekender sig til. Hver morgen klokken otte mødes lejrens 480 piger og 80 ledere til morgenandagt med flaghejsning og fadervor. I morges sang de salmen "Gud har givet mig et liv", som blev skrevet specielt til pigespejdernes landslejr for tre år siden.

Den kristne tro kan ikke undværes, når småpigerne skal gøres til verdensborgere, forklarer lejrleder Anne Dahl-Hansen.

"Kristendommen giver mod til at gå ud i verden. Og en verdensborger er en, der har mod på at opdage verden. Vi vil gerne give pigerne et indtryk af, hvordan livet er i fremmede kulturer, så de forstår forskellene, får respekt for andre kulturer og forhåbentlig lærer sig selv bedre at kende," siger hun.

At pigespejderlivet handler om at kende verden uden for Danmark, er ikke nyt. Mellemfolkelig forståelse er et mantra blandt spejderlederne, De danske pigespejdere har tæt kontakt til pigespejdere i blandt andet Indien og Afrika og støtter socialt arbejde i Zambia. Men spejderlivet har ændret sig gevaldigt siden grundlæggelsen af De grønne pigespejdere for 91 år siden, fortæller Anne Dahl-Hansen.

"Tidligere var der ikke det nære venskabelige forhold mellem ledere og piger. Pigerne havde bare at makke ret og være pæne og rene i tøjet, selvom toilettet var en spand. I dag går vi afslappet klædt – bare de har deres spejdertørklæde på. Vi bliver nødt til at følge med tiden. Aktiviteterne er mere nutidige. Der er mere leg. Pigerne kan stadig godt lide at snitte pinde, men vi prøver hele tiden at forny os," siger spejderlederen – og behøver ikke at nævne eksempler.

Et af dem – lejrens maskot, Pil – går nemlig spillevende rundt på lejrpladsen. Hun er ikke tækkeligt klædt i grøn spejderuniform. Med sin lyserøde paryk, lyserøde T-shirt og lyserøde sko er hun snarere som taget ud af en amerikansk musikvideo. Så snart hun viser sig på lejrpladsen, kaster spirer og grønsmutter sig over hende. Alle skal hen at kramme.

Sammen med Pil går Jordkloden. Og inden under Pil og Jordkloden gemmer sig de 15-årige tvillinger Pia og Karen fra Mårslet. De har begge været spejdere, siden de var fem år. Færre og færre på deres alder holder fast i spejderlivet, men de to har ikke i sinde at stoppe. I hvert fald ikke før de får deres æresbevisning for 75 års tro tjeneste. For, som de siger: "Det er megafedt at være pigespejder."

"Nu render vi rundt og får lov til at være megamærkelige," siger Karen om kostumerne.

"Der er seje natløb, man får nye venner, og der er plads til alle forskellige slags personligheder her. Og så lærer man at have ansvar, lige fra man begynder som spejder," siger Karen, der som gruppeleder har ansvar for sin egen pigeflok.

30 piger i teenagealderen hjælper som Pia og Karen til på lejren. Fire piger har ansvar for lejrens avis, som udkommer to gange daglig – indimellem tre, når der er ekstra meget på færde. Pigerne løber rundt på lejrpladsen med kameraer og notesblokke, og bagefter redigerer de historierne på computere i lejrkontoret sammen med en voksen leder. Aviserne hænger de op ni forskellige steder på lejren og lægger dem ud på hjemmesiden, så nysgerrige forældre kan følge med hjemmefra.

Lejrens foreløbig bedste historie er den om køkkenbussen, fortæller 14-årige Anna Stage fra Grindsted, der har sin debut som lejrjournalist. Tidligere har hun kun skrevet skoleopgaver – og det her er sjovere.

"Vi har en køkkenbus fuld af mad, og der er tre voksne, der laver mad til 500 spejdere ud af 200 kilo mad om dagen!", fortæller hun.

I aften står menuen på kylling, kokossovs og stegte grøntsager. Som man gør i Østasien. I går fik pigerne tortillas som i Mexico. Og dagen før lasagne som i Italien. Efter en rockversion af bordverset "Alle gode gaver" stimler pigerne sammen i lange køer i græsset og får fyldt de gule, røde og grønne tallerkener, de har med hjemmefra. Bagefter er der slikbutik.

"Det ligner ikke nogen overlevelsestur. Pigerne skal ikke ud og slagte høns. Men at være fem år og ligge i telt uden far og mor og selv vaske op og ikke se fjernsyn en hel uge, det er i dag overlevelse i sig selv," siger Malene Bechman Christensen fra lejrlederteamet.

Og det er der noget om. Som skumringen sniger sig ind på dagens sidste timer, bliver mange af pigespejderne mere piger end spejdere, og behovet for knus hos lederne bliver hyppigere. 10-årige Sara Hansen fra Grindsted får ikke hjemve. Men det er der andre, der gør.

"Der er en af pigerne, der bliver hentet af sin far i aften, og en tog hjem i går aftes, men hvis jeg kommer til at tænke på, at jeg er hjemmefra, så laver vi bare nogle lege. Sanglege eller stopdans. Jeg beder fadervor, før jeg sover hver aften. Jeg beder inden i mig selv. Og så falder jeg hurtigt i søvn," fortæller hun, mens hun sammen med de andre 479 små verdensborgere med blanke øjne og glødende kinder trasker ned til fællessang ved lejrbålet. Og så i seng.

johansen@kristeligt-dagblad.dk

Lejrmaskotten Pil med det lyserøde hår og Jordkloden har idolstatus blandt lejrens knap 500 pigespejdere. Bag kostumerne gemmer sig de 15-årige tvillinger Pia og Karen fra Mårslet, som begge har været spejdere, siden de var fem år. --
Lejrmaskotten Pil med det lyserøde hår og Jordkloden har idolstatus blandt lejrens knap 500 pigespejdere. Bag kostumerne gemmer sig de 15-årige tvillinger Pia og Karen fra Mårslet, som begge har været spejdere, siden de var fem år. -- Foto: Lars Aarø/Fokus.