Sprog som magtens instrument

Kosovo-konflikten begyndte i 1989, da præsident Slobodan Milosevic ophævede Kosovos begrænsede uafhængighed. En af de første ting, Kosovo-albanerne blev nægtet af hans styre, var retten til at tale deres eget sprog. Det blev gjort på en meget brutal måde, og konsekvenserne af den handling for 10 år siden mærkes stadig - efter flere måneders blodig etnisk udrensning og hundreder af barske bombardementer. Balkans og for den sags skyld Europas historie vrimler med eksempler på, at sprog er blevet brugt til at fremme politiske mål. De fleste - men ikke alle - forsøg på at undertrykke et givent sprog for at fremme et andet er blevet sat i værk ud fra den overbevisning - og samtidig frygt for - at følelsen af sproglig identitet kan vise sig at være stærkere end følelsen af national loyalitet. I 1980'erne forbød et andet land i Balkan - Bulgarien - tyrkisk, som var hovedsproget for næsten 10 procent af befolkningen. Oldgræsk eftermilitærkup Efter militærkuppet i Grækenland i 1967 udstedte obersternes regering et dekret om brugen af katharevusa, det klassiske oldgræsk, i modsætning til dimotiki, det moderne og dagligsprogs-prægede græsk. Dekretet medførte, at en journalist på græsk tv eksempelvis begyndte med at stille spørgsmål på katharevusa og derefter gradvis slog over i dimotiki, når det viste sig, at den, der blev interviewet, havde svært ved at forstå ham. Og endnu tidligere, i 1903, da Det Nye Testamente blev oversat til dimotiki, var der alvorlige uroligheder i Grækenland mellem de »liberale«, der ønskede Bibelen på dagligsproget, og de »konservative«, der mente, at den blev krænket. Sagen bliver meget mere kompliceret, når det drejer sig om store, flersprogede lande som det tidligere Sovjetunionen. Umiddelbart efter revolu-tionen i 1917 var styret i Moskva tolerant over for oprindelige sprog og minoriteters sprog. Men da Stalin kom til magten, var han ikke længe om at forbyde de fleste små sprog. »Alle nationers fader«, som Stalin godt kunne lide at blive kaldt, var blevet til »alle nationers største lingvist«. Uddannelse foregik i mange år primært på russisk og et par andre »vigtige« sprog, deriblandt georgisk, der var Stalins eget. Situationen var den samme i Tyskland under nazismen, hvor Hitlers sprogrådgivere arbejdede ud fra princippet, at »en ren race kræver et rent sprog«. Hitler var kendt for at erstatte almindeligt brugte ord af udenlandsk oprindelse med deres ensbetydende »historisk rene« ariske ord. Sprog givernational identitet Lande, der generelt betragtes for at være veludviklede demokratier, har - eller har haft - svært ved at acceptere den måde, flertallet eller mindretallet af befolkningen taler på. I Norge blev nynorsk udelukkende udtænkt som et modtræk til dansk, der dominerede i begyndelsen af 1800-tallet. Dengang var der et lille antal immigranter, der faktisk talte dansk, imens det officielle sprog for de indfødte embedsfolk i virkeligheden var dansk med en norsk accent. Det samme gjaldt læseundervisningen i skolerne. Men efter at have opnået uafhængighed i 1814 indså nordmændene hurtigt, at suveræniteten ikke betød noget som helst, hvis den ikke rummede en følelse af national identitet. I det, der nu er blevet et klassisk eksempel på sprogplanlægning, blev der udarbejdet to forskellige løsninger i et land, der i stigende grad ønskede at skabe dets eget nationale sprog. således blev forløberen for bokmål født. landsmål, der senere udviklede sig til ny-norsk. Begge sprog er i dag officielle sprog i Norge. Fastholdt i sprog En lignende situation er op-stået i Kroatien, hvor officielle lingvister forsøger at ændre sproget, så det ikke ligner serbisk så meget. Sydafrika under apartheidstyret er et interessant eksempel. Imens de fleste europæiske forsøg på at konstruere sprog blev udtænkt med det eneste formål at få minoriteterne til kun at tale et sprog - det, majoriteten talte - gjorde de hvide i Sydafrika faktisk det stik modsatte. Deres politik var ikke at undertrykke de forskellige afrikanske sprog - der i mange tilfælde slet ikke var mi-noritetssprog - men at fremme dem. Dette var en del af en plan om at nægte afrikanere adgang til afrikaanere og især briter. Målet var tydeligvis at »stammeopdele« de sorte sydafrikanere yderligere i separate og isolerede etniske og sproglige grupper, en politik, der kan tolkes som et led i del og hersk-doktrinen. Oversat af Marielle Nielsen Hansen