Spræng kirker i luften

Den svenske kirke risikerer, at dens mange kirkebygninger bliver en trussel mod kirkens overlevelse

"Luk mange af kirkerne, læg dem i en mølpose eller allerhelst: Spræng dem," siger tidligere domprovst, docent i etik Hans Börje Hammar.
"Luk mange af kirkerne, læg dem i en mølpose eller allerhelst: Spræng dem," siger tidligere domprovst, docent i etik Hans Börje Hammar. Foto: .

Det siger tidligere domprovst og nu docent i etik Hans Börje Hammar kaldet HB i Svenska Dagbladet.

Luk mange af kirkerne, læg dem i en mølpose eller allerhelst: Spræng dem, hedder det i kronikken fra H.B. Hammar, der ud over selv at være en teologisk sværvægter i svensk kirkeliv også er bror til den tidligere svenske ærkebiskop K.G. Hammar.

Den svenske kirke er i krise.

Gennem de seneste 20 år er antallet af kirkegængere om søndagen faldet til under halvdelen, færre børn konfirmeres, og af 3384 kirker bruges omkring 500 maksimalt en gang om måneden.

Der er sat statslige midler af til vedligeholdelse af kirker efter adskillelsen af kirke og stat i år 2000, men H.B. Hammar mener ikke, at de 400 millioner årlige svenske statskroner er nok.

LÆS OGSÅ: De tomme kirker kan blive samlingspunkter

Der er i hundredvis af kirker, også nyere kirker, der trænger til vedligeholdelse, siger han.

H.B. Hammars forslag om at sprænge kirker falder ikke i god jord hos svenskerne, som blandt andet henviser til kulturarven.

Kulturarven er meget vigtig, men den er ikke alt, svarer Hammar, som ikke mener, at det ville betyde det store, hvis nogle hundrede kirker forsvandt, fordi der findes så mange andre.

Bygninger skal ikke have forrang for kirken selv, skriver han.

Den anglikanske kirke i England har solgt ud af kirkerne i over 20 år, og den model kan også bruges i Sverige, mener Hammar, men han tror også, at nedrivning af nogle hundrede kirker måske vil skabe større forståelse blandt svenskerne end egentlige salg.

Selvom Hans Börje Hammar i kronikken skriver, at kirkerne allerhelst skulle sprænges bort, har han allerede modereret udtrykket. Da han uddyber over for Ekspressen, hedder det:

Der findes kirker, som ingen gider besøge, og som belaster den samlede økonomi i den svenske kirke. Men at sprænge kirkerne er den sidste løsning, der skal tages i anvendelse.

benteclausen@k.dk