Stærke ældre dropper familie-julen

Skilsmisser og gaveræs får mange ældre til at holde jul uden familie. Højskoler og rejsebureauer har succes med julearrangementer

Danske ældre deltager ikke længere i deres børn og børnebørns juleaften pr. automatik. Højskoler, rejsebureauer og ældreorganisationer oplever stadig flere ældre, som stikker af fra familien i julen for at holde deres egen jul, ofte i selskab med andre ældre.

Brenderup Folkehøjskole på Fyn har i 15 år arrangeret et særligt jule- og nytårskursus for ældre. Kurset varer to uger og består af foredrag, ekskursioner og naturligvis en stor juleaftensfest for kursets 35 deltagere og ansatte på højskolen. Ifølge forstander Sven Primdal har kurset fra begyndelsen været en stor succes, og det er ikke hans indtryk, at de ældre vælger kurset, fordi de føler sig ensomme og søger selskab.

- Det er aktive, engagerede ældre, som ikke gider diskussionen om, hvem af børnene og børnebørnene, de nu skal holde jul hos. I et familiemønster med skilsmisser og delebørn opstår der let nogle konflikter til jul, men det vælger de bevidst fra. »Nu tager farmor på højskole og holder jul«, lyder det nærmere, siger Sven Primdal. Samme erfaring har man gjort sig på Kolt Ældrehøjskole, som de seneste 10 år har arrangeret jule- og nytårskurser for 60 kursister. Kurset er altid fyldt op god tid før jul, og ifølge forstander Lisbeth Hulgård ønsker kursusdeltagerne en anden og mere aktiv jul end den, som ofte udspiller sig med familien.

- Det er blevet mere accepteret, at man ikke nødvendigvis holder den sam-me form for jul som altid, og det er noget, som de nye og mere selvstændige generationer af ældre benytter sig af.

Mange familier er præget af skilsmisser, og de materielle krav fra alle børnebørn-ene får også en del ældre til at holde deres egen jul, hvor det mere handler om den rigtige baggrund for julen. Vi diskuterer juleevangeliet, synger salmer og arrangerer foredrag, og det er altid utrolig spændende, siger Lisbeth Hulgård.

Ældre rejser til sydens sol

Hos rejsebureauet Star Tours oplever man også, at en stigende andel ældre rejser væk i forbindelse med julen, ofte til sydens sol. Salgsdirektør Stig Elling ser to grupper af ældre rejsende.

- Den store gruppe er de enlige eller ægteparrene, som er trætte af juleræset og i stedet smutter sydpå for at slappe af uden familien. Men vi ser en stigende gruppe ældre, som inviterer hele familien med på ferie i julen. Så de vælger ikke familien fra, men ønsker bare en anden slags jul. Men der er helt klart flere ældre blandt de rejsende i julen end på andre tider af året, siger Stig Elling.

Hos Ældre Sagen bekræfter man tendensen. Socialhumanitær konsulent Monica Munch betegner de nye generationer af ældre som væsentligt mere selvstændige.

- De deltager ikke automatisk i børnenes jul, hvis de ikke føler, at det er rigtigt. Det rodede familiemønster, præget af skilsmisser og flere par bedsteforældre, betyder meget. Men generelt er de ældre blevet mere frigjorte, og det gælder især kvinderne, som vil prøve noget andet, siger Monica Munch, som mener, at de ældre faktisk bevæger sig stik modsat deres børn i forbindelse med julen.

- De unge forsøger at holde fast i traditionerne og vil gerne have en klassisk jul med bedsteforældrene til stede. Men de ældre er mere progressive, og det bliver stadig mere accepteret at holde en helt anden jul end tidligere, siger Monica Munch.

rasmussenkristeligt-dagblad.dk