Det er ingen hemmelighed, at præster ofte beskæftiger sig med livets store spørgsmål og har alvorsfulde samtaler om liv og død med danskerne.
Mere overraskende er det måske, at præster i stigende grad selv får brug for hjælp fra psykolog, psykiater eller terapeut.
Kristeligt Dagblad har af Kirkeministeriet fået aktindsigt i den pulje til personalemæssige formål for præster, som biskopperne deler ud af. Tallene viser, at antallet af præster, der har fået professionel hjælp fra alt fra psykologer til konfliktmæglere, er steget fra 42 i 2008 til 135 i 2015. I alt har 646 præster modtaget professionel hjælp i den periode, og i mere end halvdelen af tilfældene, 348, har præsten fået hjælp fra en psykolog.
Ifølge Per Bucholdt Andreasen, formand for Præsteforeningen, skyldes den stigende professionelle hjælp til præster, at folkekirken er blevet bedre til at reagere på de konflikter, der foregår lokalt.
”Man er blevet bedre til at diagnosticere problemerne og handle på dem. Der er tale om en mere professionel håndtering, hvor man måske tidligere håbede på, at tingene løste sig selv,” siger Per Bucholdt Andreasen.
At præster er særligt udsatte og risikerer udbrændthed, er et internationalt fænomen, og de mentale udfordringer for præster kan være mangeartede. Det forklarer lektor Einar Baldvin Baldursson, ekspert i ledelse og psykisk arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet.
”Præstegerningen er verdens bedste arbejde, men det kan også være det værste, fordi der ikke er nogen mulighed for at distancere sig fra det. Det er ingen alternativer til den tilstedeværelse og det engagement, som jobbet kræver. Der er ingen mulighed for at skjule sig som præst, man gårall-in , og det betyder, at man er ekstremt følsom over for arbejdspres, fordi det rammer præsten direkte og som person,” siger Einar Baldvin Baldursson.
Han henviser også til, at sognesammenlægninger og større bureaukratisering har presset præstestanden.
”Det betyder jo eksempelvis, at det kan være sværere at overkomme sjælesorgen, som er en af folkekirkens centrale opgaver,” siger Einar Baldvin Baldursson.
Der er stor forskel på, hvor mange penge de enkelte stifter bruger på at hjælpe præster.
Viborg Stift har fra 2008 til 2015 brugt næsten 600.000 kroner på opgaven, mens Københavns Stift, der beskæftiger lidt flere præster, har bistået præster med professionel hjælp for knap det halve.
Ifølge Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift, skyldes det dog ikke, at præsterne i hans stift har det værre:
”Jeg tænker, at vi er nogle af dem, der har blik for det og har brugt muligheden lidt mere end andre. Det er ikke fordi, at vi er mere syge eller svagelige i Viborg Stift. For os er det også et mål, at vi har så god en daglig trivsel også uden professionel hjælp, men er der en præst, der har brug for hjælp eller en pause, så skal vedkommende ikke trækkes med det alene,” siger Henrik Stubkjær.
Spørgsmålet er dog , om ikke præster med deres særlige profession og teologien i ryggen kunne hjælpe hinanden i stedet for få hjælp udefra, siger Henrik Jensen, historiker og lektor emeritus i kulturhistorie.
”Tidligere hjalp præsterne hinanden, når der var problemer, men i dag taler tiden i en anden retning. Man skal have redskaber, og det får man åbenbart bedre ved at finde en professionel terapeut uden for huset. Det spiller måske også sammen med, at præster, der er sat til at forkynde, i højere grad selv skal agere som terapeuter. I dag vil man gerne gøre kirken til et sted, hvor man primært har det godt, og hvor aktiviteterne ofte retter sig imod babysalmesang-segmentet,” siger Henrik Jensen.